Ledige studiepladser

Selvom du har modtaget afslag på din drømmeuddannelse, er der stadig håb. Der er nemlig mange ledige pladser.

Hele 17.780 får mandag brev om, at de ikke er inviteret med til det kommende års studiestart.

Men selv hvis postbudet kommer med det nedslående budskab, er det stadig muligt at komme i gang med en uddannelse efter sommerferien.
En meget lang række uddannelser over hele landet har nemlig fortsat ledige studiepladser.

Alle, også dem der ikke i første omgang har søgt optagelse på studier, kan søge de ledige pladser. Se listen over ledige pladser: www.fivu.dk/optag

Minister opfordrer til søgning på ledige pladser
Blandt andet er der stadig pladser på Fransk, Latin og Teologi på Københavns Universitet.

På Syddansk Universitet kan man stadig nå at komme ind på Biologi, Datalogi og Naturvidenskab.

Aarhus Universitet tilbyder pladser på blandt andet Kemi, Matematik og IT, og på Aalborg Universitet kan man læse fag som Engelsk, Historie, Samfundsfag og Økonomi.

- Jeg vil opfordre de unge, som ikke er blevet optaget i første omgang, til at overveje en af de uddannelser, hvor der stadig er ledige pladser, siger uddannelsesminister Morten Østergaard (R).

Vil man søge en af de ledige pladser på de videregående uddannelser, skal man tage kontakt til den uddannelsesinstitution, man ønsker at søge plads på, da der er forskellige procedurer og datoer for ansøgninger.

Uddannelsesbasar på Københavns Universitet
Leder af studievejledningen på Københavns Universitet Claus Nielsen fortæller dog, at det nogle gang kan være en udfordring at finde en ledig plads, hvor man samtidig opfylder adgangskravene.

Han oplyser om, at Københavns Universitet inviterer til en uddannelsesbasar 2. august fra klokken 15 til 17. Her vil studievejledere fortælle om de uddannelser, der har ledige pladser.

Selvom antallet af afvisninger er steget i år, er andelen dog ikke. Siden 2009 har antallet af afvisninger nemlig ligget konstant på 22 procent af ansøgerne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik