Hver tredje taxa i hovedstaden kører med sjusk eller snyd

Mange taxakunder støtter sort arbejde eller betaler overpris for turen.

Det skyldes, at hver tredje taxa ikke lever op til reglerne. Det skriver Avisen.dk.

En udbredt fidus blandt chaufførerne er at køre med mindre dæk, hvilket sætter omdrejningerne i vejret, så taxameteret måler, at bilen kører længere, end den egentlig gør.

Taxinævnet i Region Hovedstaden, der fører tilsyn med de københavnske taxaer, vurderer, at 5-8 procent af vognene har en anden dækstørrelse end den, der er oplyst i taxameterattesten. På den måde kan chaufføren ifølge nævnet øge indtjeningen med 5-10 procent.

Forbrugerrådet Tænk er forarget over dæk-fidusen.

"Der skal naturligvis være overensstemmelse mellem beløbet på regningen og den distance, der reelt er kørt. Ellers bliver man jo i bund og grund snydt som forbruger," siger juridisk konsulent Jakob Steenstrup til Avisen.dk.

Taxaer er fulde af udstyr, der skal forhindre chaufførerne i at køre sort eller tage en for høj pris for turen. Men en række razziaer, som politiet gennemførte med Taxinævnet i Region Hovedstaden sidste år viser, at hver tredje taxa ikke overholder lovgivningen.

"Tallet er alt for højt, og jeg synes ikke, at der er nogen undskyldning for branchen," siger sekretariatschef Frida Gísladóttir fra Taxinævnet til Avisen.dk.

De fleste overtrædelser skyldes sjusk fra chaufførens eller vognmandens side. Det kan f.eks. være, at førerkortet ikke sidder synligt i bilen. Men der er også en række eksempler på, at chaufførerne fifler med vognens udstyr for at få flere penge per tur, eller for at putte pengene i egen lomme.

En anden udbredt fidus er at få kunden til at sætte sig på et bræt eller en lille briks. Taxierne er nemlig udstyret med følere i passagersædet, der registrerer, hvornår der er en kunde i bilen. På den måde kan chaufføren slippe for at dele indtægten med arbejdsgiveren og Skat.

Taxavognmændenes arbejdsgiverforening, Atax, kender godt til problemerne med de udspekulerede chauffører. Direktør Jens Vegge Bjørck opfordrer vognmændene til at droppe advarslen og fyre chaufførerne med det samme, hvis snyderiet kan dokumenteres.

"I sidste ende handler det om branchens anseelse, og det er jo klart, at jo mere snyd der er, jo mere får branchen et blakket ry," siger han til Avisen.dk.

Chaufførernes fagforening 3F mener dog ikke kun, at det er chaufførernes ansvar.

"Vi har også fået at vide fra en række chauffører, at vognmændene har sagt til dem, at de ikke skal ajourføre kørebøgerne. Så der er brodne kar i begge lejre - både vognmænd og chauffører," siger Allan Andersen, der er forhandlingssekretær i 3F's transportgruppe, til Avisen.dk.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik