FCN får støtte af halv Parken imod Shakhtar

18-19.000 tilskuere vil være på plads, når FC Nordsjælland spiller sidste hjemmekamp i Champions League.

Foto: TV 2 Lorry - arkiv

FC Nordsjælland kan forvente fornem opbakning, når de danske mestre klokken 20.45 spiller holdets sidste hjemmekamp i Champions Leagues gruppespil mod det ukrainske storhold Shakhtar Donetsk.

Selv om FCN hidtil har haft det svært i gruppekampene, så er der solgt mellem 18.000 og 19.000 billetter til opgøret mod Shakhtar.

En stor del af billetterne er solgt i pakker, hvor tilskuerne også har købt adgang til de tidligere hjemmekampe mod Chelsea og Juventus.

De danske mestre har tabt begge hidtidige udekampe, men i Parken er det lykkedes for Kasper Hjulmands spillere at sætte modstanderne under pres.

Det lykkedes for en måned siden at spille 1-1 imod de italienske mestre fra Juventus i en kamp, hvor den nu skadede Mikkel Beckmann var tæt på at sikre sejren på et frisparksmål.

De regerende CL-mestre fra Chelsea blev også presset bagud, men briterne kunne alligevel rejse hjem fra København med en sikker 4-0-sejr.

FCN indtager sidstepladsen i gruppe E med et enkelt point. Juventus har seks point, mens Shakhtar og Chelsea topper gruppen med syv point på et tidspunkt, hvor der resterer to spillerunder af gruppespillet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik