Facebook bugner med stjålne cykler: Billigt men ulovligt

Selvom nyprisen er 38.000 kroner, så fik TV 2 Lorry på Facebook tilbudt en et år gammel el-ladcykel til 5.000 kroner. El-ladcyklen var nemlig stjålet, ligesom mange andre cykler der bliver sat til salg på Facebook.

Der bliver sat hundredvis af brugte cykler til salg på Facebook hver eneste dag. Det sociale medies salgsplatform Marketplace er blevet yderst populær, men købere skal være på vagt over for urealistisk gode tilbud. En stor del af cyklerne bliver nemlig solgt til spotpris, fordi de er stjålne.

- Rigtig mange stjålne cykler bliver solgt via de sociale medier. Det er især elcykler, batterier til elcykler og ladcykler, der lige nu er utroligt populære at få fingre i, siger vicepolitiinspektør Jesper Bangsgaard fra Københavns Politi.

Klikker man sig igennem cykelannoncerne på Facebook Marketplace, så vil man opdage, at nogle sælgere har mange brugte cykler til salg til uhørt lave priser. En stor del af sælgerne har desuden oprettet deres Facebook-konti i år, hvilket kan indikere, at det er falske profiler, der bruges til at sløre hælernes egentlige identitet.

quote Det er svært for os at skelne mellem, hvad der er en almindelig cykel, og hvad der er en stjålen cykel, og det gør, at der er nogle begrænsninger, i forhold til hvad vi kan gøre ved det her problem.

Martin Ruby, Politisk chef, Facebook

- 300 kroner, jamen det virker jo helt forkert, det er da helt godnat det her, udbryder direktør i Cyklistforbundet, da han klikker sig igennem nogle af cykelannoncerne på det sociale medie.

- Og 3800 kroner for den her cykel, det lyder godt nok mærkeligt, altså det er simpelthen for billigt, siger han.

Ved at læse opslagene kan man sjældent med sikkerhed konkludere, om en cykel er stjålet eller ej. Men Klaus Bondam mener, at både pris og tekst giver ofte en god indikation.

- Man kan få en god fornemmelse, på den måde teksten er formuleret på, om det er reelt eller ikke reelt. Når man så også tager prisen med i overvejelserne, så er der mange cykler her, som jeg vil være meget på vagt overfor, hvis jeg skulle købe, siger Klaus Bondam, der opfordrer alle til at slå cyklens stelnummer op på ens mobil, når de er ude for at købe brugte cykler.

Vi har på TV 2 Lorry skrevet til flere af de sælgere, der har mange billige cykler til salg, og de fleste svarer tilbage, at de ikke har kvittering på de cykler, de sælger.

Der blev sidste år anmeldt 28.314 cykeltyverier i TV 2 Lorrys sendeområde. Det svarer til 61 procent af alle cykeltyverier i Danmark.

Vi får tilbudt en stjålet el-ladcykel

For at se om der faktisk gemmer sig stjålne cykler bag de gode tilbud, gik vi på udkig efter en ladcykel, som politiet siger, er noget af det, der bliver stjålet mest af for tiden. Hurtigt faldt vi over et opslag, der virkede interessant.

- Winther el-ladcykel. 5000 kroner. Uden batteri, da det er blevet stjålet. God stand!, står der i annoncen, der er slået op på Facebook Marketplace.

El-ladcyklen her er lidt over et år gammel. Dengang kostede den 38.000 kroner, men vi fik den tilbudt til 5.000. kroner. Sælgeren nægter at have noget med stjålne cykler at gøre, selvom cyklen er registreret som stjålet i politiets cykelregister.
El-ladcyklen her er lidt over et år gammel. Dengang kostede den 38.000 kroner, men vi fik den tilbudt til 5.000. kroner. Sælgeren nægter at have noget med stjålne cykler at gøre, selvom cyklen er registreret som stjålet i politiets cykelregister.
Foto: Niels Knuth - TV 2 Lorry

Tilbuddet i salgsannoncen lyder næsten for godt til at være sandt. En lettere brugt el-ladcykel med en nypris på 38.000 kroner slået op til en brøkdel af prisen.

Vi aftaler derfor at mødes med sælgeren, der befinder sig på Amager, for at prøvekøre cyklen. Testturen viser, at trods manglende batteri, så kører ladcyklen fortrinligt. Vi spørger derfor sælgeren, hvordan han kan sælge den så billigt.

- Det er kun, fordi min mor skal af med den rigtig hurtigt. Hun bruger den ikke rigtig, fortæller han.

quote Jeg kan sværge ved guds navn, jeg kan sværge ved alt, jeg kan sværge ved mit eget liv, at jeg aldrig nogensinde har købt eller stjålet en cykel - aldrig nogensinde.

Hæler, der forsøger at sælge os en stjålet cykel

Men da vi på stedet slår stelnummeret op i politiets register, så kan vi se, at cyklen er meldt stjålet, og dermed kommer den reelle forklaring på, hvorfor prisen er så lav. Sælgeren ændrer samtidig forklaring, men han nægter at kende noget til selve tyveriet.

- Det har slet ikke noget med mig at gøre. Jeg har ikke stjålet noget, siger hæleren, der nu forklarer, at det alligevel ikke var morens cykel, og at hun højst har kørt på den en enkelt gang.

- Jeg køber brugte cykler og sælger dem videre, lyder forklaringen nu.

- Men da jeg købte den, var den slet ikke meldt, siger han.

I Facebooks lukkede grupper fremgår det helt tydeligt, at cykler er stjålne

Bevæger man sig ind i nogle af Facebooks lukkede grupper, så bliver der ikke lagt skjul på, at der handles med stjålne cykler.

- Kører som en drøm, den er varm og sælges uden lader, lyder det i et opslag, hvor man på billederne kan se, at det der bliver tilbudt, er en Kalkhoff elcykel, der i butikkerne sælges for omkring 18.000 kroner.

I Facebooks lukkede grupper, gør sælgerne ikke altid noget for at skjule, at de cykler de sælger er stjålne.
I Facebooks lukkede grupper, gør sælgerne ikke altid noget for at skjule, at de cykler de sælger er stjålne.
Foto: Screendump - Facebook.com

Vi skriver til en anden sælger, som har haft mindst 25 cykler til salg i en lukket gruppe over en periode på to måneder.

Efter lidt forhandling når vi til enighed om, at vi skal betale 4.000 kroner for en Cannondale elcykel, som koster 20.999 kroner i butikkerne.

Men kort før vi skal møde sælgeren i Roskilde, så skriver han tilbage, at handlen er aflyst. Han har nemlig fundet ud af, at cyklen ikke er blevet meldt stjålet, og at han dermed kan sælge cyklen til endnu mere på den åbne del af Facebook.

- Har lige tjekket stelnr. op, og den er ikke meldt, så den er lovlig…. Så den bliver ikke solgt til så billigt, skriver han.

Da sælgeren af denne cykel opdagede, at cyklen ikke var registreret som efterlyst i politiet cykelregister, så ville han pludselig ikke længere sælge den til de 4.000 kroner, vi ellers havde aftalt.
Da sælgeren af denne cykel opdagede, at cyklen ikke var registreret som efterlyst i politiet cykelregister, så ville han pludselig ikke længere sælge den til de 4.000 kroner, vi ellers havde aftalt.
Foto: Screendump - Facebook.com

Facebook erkender ansvar

- Det er klart, at vi har da et ansvar for at hjælpe med at rydde op, hvis der foregår hæleri eller noget andet organiseret dårligdom på vores platforme, siger Martin Ruby, der er politisk chef for Facebook i Norden og Benelux.

Facebook oplyser, at de i dag forsøger at luge ud i kriminelle opslag på to måder. Først og fremmest, så reagerer de, hvis andre brugere anmelder et opslag som værende mistænksomt.

Derudover har Facebook en række maskiner, der hele tiden scanner nye opslag for mistænkelige ord og sætninger. Men netop opslag om brugsvarer som eksempelvis cykler, har Facebook svært ved at opfange.

- Grundlæggende er det jo svært for os at vide, hvornår noget er for billigt, og hvornår noget er stjålet eller ikke stjålet, siger Martin Ruby.

Facebook erkender derfor, at de i dag ikke får ryddet ud i nok. Derfor arbejder de også på nye og forbedrede løsninger.

- Vi har en dialog kørende med politiet, i forhold til om vi kan give nogle bedre råd og anbefalinger til vores brugere om, hvordan de skal begærde sig, når de er i handelssituationer på vores platform.

- Derudover taler vi med LCIK (Politiets Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet, red.) om, hvorvidt man kan lave en form for fasttrack-ordning, så når de ser nogle vaneforbrydere på vores platform, at de så kan rapportere dem til os, så vi kan få dem pillet ned i en fart, siger Martin Ruby.

Hæleren fortsætter cykelsalget efter vores møde

Udover den billige stjålne Winther el-ladcykel, så kunne vi på Facebook se, at hæleren, vi mødte ugen forinden, havde haft to andre elcykler til salg til henholdsvis 6.000 og 10.500 kroner. Han erkender, at han har solgt begge cykler, men han afviser, at de skulle være stjålne.

- Jeg kan sværge ved guds navn, jeg kan sværge ved alt, jeg kan sværge ved mit eget liv, at jeg aldrig nogensinde har købt eller stjålet en cykel - aldrig nogensinde, siger han, mens han står og fremviser os en stjålen el-ladcykel.

quote Rigtig mange stjålne cykler bliver solgt via de sociale medier

Jesper Bangsgaard, Københavns Politi

Hvad gør du med cyklen nu, jeg køber den ikke?

- Jeg lægger den tilbage, og så melder jeg den selv, siger hæleren

Så den får politiet nu?

- Ja, bekræfter hæleren og cykler afsted med ladcyklen.

Det er nu tre uger siden, vi mødte hæleren, og politiet oplyser til TV 2 Lorry, at de endnu ikke har modtaget el-ladcyklen.

Til gengæld kan vi se på Facebook, at el-ladcyklen nu står registreret som værende solgt. Vi kan også se, at hæleren i mellemtiden har haft mindst 11 cykler samt tre batterier til elcykler til salg.

Salget fortsætter altså ufortrødent, og derfor frygter Facebook også, at det er et problem, der også vil eksistere på deres platform de næste år frem.

- Jeg vil jo meget gerne kunne sige, at det snart er væk, men det tror jeg ikke, det er. Men forhåbentlig er der snart et bedre samarbejde mellem os og myndighederne, og forhåbentlig kommer der bedre teknologi til at finde de her vaneforbrydere, og så bliver folk måske også bedre til at anmelde de her mistænksomme ting både til os og til politiet, siger politisk chef for Facebook i Norden Martin Ruby.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik