Ballade om fredagsbøn i Kokkedal

Muslimer i Kokkedal risikerer at stå uden lokale til deres fredagsbøn, fordi mange års praksis med fredagsbøn i en idrætshal har vist sig at være på kant med loven, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Desuden ser flere borgerlige partier med skepsis på den ugentlige sammenblanding af idræt og kirkelige handlinger.

- Der har været fredagsbøn i hallen i mange år, men nu er vi blevet bedt officielt om at tage stilling til emnet. Venstre har den holdning, at vi ikke skal blande idræt og kirkelige handlinger. Det er ikke et fornuftigt lokale at udleje til fredagsbøn, siger byrådsmedlemmet Lars Søndergaard (V), der var en af de fire politikere, som forleden i Fritids- og Idrætsudvalget var med til at afvise fredagsbøn i idrætshallen.

Nu har Fredensborg Kommunes borgmester, Thomas Lykke Pedersen (S), trukket sagen i Økonomiudvalget og senere byrådet for at få diskuteret emnet en ekstra gang.

- Fredagsbønnen er en ordning, der i bund og grund har været ulovlig i rigtig mange år, og når vi retter op på det, synes jeg, at hele byrådet skal tage stilling til det. Vi har religionsfrihed i Danmark, og derfor synes jeg også, at der skal være et samlingssted i kommunen, hvor muslimske borgere kan mødes, siger Thomas Lykke Pedersen til Frederiksborg Amts Avis.

Kokkedal Ungdoms og Kulturforening, der står for fredagsbønnen, har i mange år ledt efter en byggegrund eller andre ledige lokaler i Kokkedal, men indtil videre uden held. Det ærgrer formanden, Süleyman Sahan, at fredagsbønnen nu er i spil og med kort varsel kan ende med at skulle forlade Egedalshallen.

- Vores medlemmer er muslimer, og de har ligesom kristne et behov for at mødes en gang om ugen. For os er det til fredagsbøn, og vi har brug for et større lokale end bare et møderum, siger Süleyman Sahan.

Ofte deltager op mod et par hundrede muslimer i fredagsbønnen, som har ry for at være moderat funderet og åben for alle. Imidlertid er der mindst ét kendt eksempel på, at muslimske grupperinger med tilknytning til hizb ut-Tahrir har deltaget i fredagsbønnen og senere har samlet sig andre steder i Kokkedal.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik