Andelsforening vinder over Københavns Kommune

Statsforvaltningen har afgjort, at Københavns kommune ikke kan håndhæve en 100 år gammel servitut overfor andelsforeningen Grøndalsvænge, og kommunen bøjer sig for den afgørelse.

Statsforvaltningen har vurderet, at Københavns Kommune ikke kan diktere priserne på Grøndalsvænge andelsforenings boliger. Dermed slutter en halvandet år lang fejde mellem kommunen og andelsforeningen.

Kommunen har håndhævet en 100 år gammel servitut, der siger, at boligerne skal være billige, og at andelshaverne ikke må tjene på dem ved salg.

Boligforeningen fra Københavns Nordvestkvarter, henvendte sig derfor til Statsforvaltningen i september 2014 efter fem måneders kamp med kommunen. Afgørelsen falder i god jord hos formand for andelsforeningen, Bjarne Jepsen.

- Udtalelsen fra Statsforvaltningen er klokkeklar. Efter statsforvaltningens opfattelse kan Københavns Kommune ikke lovligt håndhæve forbuddet mod fortjeneste ved salg af andele i Andelsboligforeningen Grøndalsvænge, siger Bjarne Jepsen.

Statsforvaltningen vurderede nemlig, at servitutten ikke kan håndhæves, da andelsforeningen købte sig fri af Københavns Kommune i 2004.

Derudover vurderede statsforvaltningen også, at det ikke er kommunens opgave at sikre billige boliger.

Juridisk set har Københavns Kommune mulighed for at tage sagen videre til domstolene, men overborgmester Frank Jensen (S) sagde allerede i foråret, at kommunen vil følge Statsforvaltningens anvisninger. Det holder han stadig fast i.

- Med den klare vurdering, der ligger nu, er det kun ét for os at gøre - nemlig at sige, at nu ophører kommunen med at håndhæve servitutten. Det betyder, at vi nu trækker en streg i sandet, så borgerne på Grøndalsvænge kan komme videre med deres liv, siger Frank Jensen i en skriftlig kommentar.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik