Trods folkelig opbakning til økofarm: Johanne føler sig tvunget til at slagte sine dyr

I slutningen af april besluttede et snævert flertal i byrådet i Lejre Kommune, at der skal rejses skov på en del af den jord, som Johanne Schimming forpagter.

Det begynder at tynde ud i dyrebesætningen på økofarmen Hegnsholt i Lejre. Ejer Johanne Schimming ser sig nemlig nødsaget til at slagte sine uldgrise og får.

Det gør hun, fordi et flertal - 13 mod 12 - af byrådsmedlemmerne i Lejre Kommune har stemt for, at der skal rejses klimaskov på et lille område i Lavringe Jord, som hun forpagter.

Og selvom flertallet i kommunen gerne ser en løsning, hvor Johanne Schimming kan fortsætte sin forpagtning ved siden af klimaskoven, så følger hun sig nødsaget til at skille sig af med sine dyr allerede nu, fortæller hun til TV 2 Lorry.

- Vi ved ikke, om vi kan få lov at fortsætte forpagtningen, og det er et problem, fordi vi er nødt til at kunne planlægge i god tid. Så jeg er i gang med at eksekvere nu, siger hun og uddyber:

(Artiklen fortsætter under billedet)

Johanne Schimming har på sin gård Hegnsholt syv Lejreborgere ansat. Alle har fået varsling om fyring, fordi Johanne står til at miste den forpagtning, hun har hos Lejre Kommune.
Johanne Schimming har på sin gård Hegnsholt syv Lejreborgere ansat. Alle har fået varsling om fyring, fordi Johanne står til at miste den forpagtning, hun har hos Lejre Kommune.
Foto: Privatfoto/Trine Bishop

 - Jeg har allerede sendt en masse uldgrise-unger og får til slagtning i går (mandag, red.), og vi har også lavet en plan om slagtning med slagteriet.

Ballade om forpagtning ødelægger planlægningen

Ifølge Johanne er hun nødt til at købe nye dyr et år i forvejen, og derfor risikerer hun at stå med en masse dyr uden et sted at gøre af dem, hvis ikke hendes forpagtningsaftale forlænges.

Forpagtningsaftalen står til at udløbe 30. september i år, og med kommunens beslutning in mente, så er Johanne ved at løbe tør for tid, hvis hun skal redde sin dyrebesætning. Hun er nemlig ikke blevet præsenteret for detaljerne i en eventuel ny aftale, og derfor er det ikke kun grise og får på Hegnsholt, der må lade livet i disse dage.

Økofarmen leverer nemlig hønseæg til flere københavnske restauranter. Og selvom de stadig kommer til at gøre det, så får det også konsekvenser for hønsene, at fremtiden er usikker.

- Vi skulle egentlig have udvidet vores hønsehold, men nu er vi i gang med at indskrænke det, og det gør, at vi har svært ved at leve op til de aftaler, vi har med restauranterne med at levere æg. Det kommer også til at kunne mærkes i butikken, hvor vi ikke vil have lige så mange æg til salg som tidligere, forklarer Johanne Schimming.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Økogården Hegnsholt opfordrer på facebook sine følgere til at købe noget af alt det økologiske kød, de skal afsætte i forbindelse med, at de er tvunget til at slagte deres dyrehold.
Økogården Hegnsholt opfordrer på facebook sine følgere til at købe noget af alt det økologiske kød, de skal afsætte i forbindelse med, at de er tvunget til at slagte deres dyrehold.
Foto: Hegnsholt

Hun har tidligere fortalt til TV 2 Lorry, at hun endelig skulle til at tjene penge efter fem år med millioninvesteringer og corona. Men virkeligheden er en anden nu.

- Vi begynder allerede at have tab nu. Og værdien af en fremtidig forpagtning bliver også mindre for os, fordi vi ikke har mulighed for at forberede os. Jeg skal vide i god tid, om vi har den jord eller ej, men lige nu ved vi slet ingen ting, fortæller hun.

Alle håber på god løsning - men tiden løber ud

Borgmester i Lejre Kommune Tina Mandrup har tidligere udtalt til TV 2 Lorry, at hun håber, parterne kan finde en løsning. Det håb deler Johanne Schimming, om end hun også er meget påvirket af situationen.

- Helt ærligt føler jeg, at mit hoved er blevet revet af. Skal jeg lægge hele min virksomhed og økonomi i deres (politikernes, red.) gode intentioner? Kan de overhovedet garantere mig en ny forpagtningsaftale. Jeg troede jo, at den gamle aftale blev videreført, men nu aner jeg ikke, hvordan en ny aftale vil se ud.

Hun fortæller, at hun har bedt en advokat vurdere, om kommunens beslutning er lovlig. Ifølge Johanne Schimming mener advokaten, at hun skal rejse sag. Der er hun ikke selv nået til endnu.

- Jeg håber, vi kan finde en hurtig løsning, som alle kan se sig i og hurtigt kan blive besluttet. Hvis ikke det sker, så er det nok ikke relevant for os at byde ind på jorden.

Udsigten til et noget mindre Hegnsholt til fordel for en klimaskov påvirker ikke kun Johanne Schimming. Beslutningen vækker også harme blandt flere lokalborgere.

- De får ikke lov at lukke min forretning

Mandag var der demonstration til fordel for Hegnsholt på rådhuset i Allerslev, og antallet af medlemmer i støttegrupper på Facebook og underskriftsindsamlinger viser stor folkelig opbakning til Johanne og hendes projekt.

- Jeg er virkelig taknemmelig for den opbakning, der er. Den betyder virkelig meget. Uden den skulle jeg gå alene med det her, og det ville være svært. Nu føles det som noget, vi er fælles om i Lejre. Jeg håber virkelig, vi kan finde et kompromis, hvor alle kan være glade. Men det skal til at gå stærkt.

Indtil da kan økofarmen se frem til en væsentlig forringet indtægt den kommende tid.

- Hele den firedobling af vores forretning, som vi har haft de sidste tre-fire år bliver rullet tilbage. Så der vil være et stort omsætningstab, siger hun og slår samtidig fast, at Hegnsholt nok skal overleve, selvom det bliver i en anden forfatning.

- Politikerne får ikke lov til at lukke min forretning, men det vil være slut med grise og får, og vi går nok også ned i ægproduktion. Det bliver meget mindre det hele.


Spørg Os - Afstemning

Spørg Os - Formular

Folkeafstemning 1. juni: Hvad mangler du svar på for at kunne stemme?