Stor hæder til Amager Bakke: Vinder en af verdens mest prestigefyldte priser

Forbrændingsanlægget med den iøjnefaldende skibakke på taget løb med hovedprisen ved World Architecture Festival samt prisen for bedste energibygning.

For første gang kan en dansk bygning bryste sig af titlen ’World Building of the Year’ ved den internationale arkitekturfestival World Architecture Festival.

Forbrændingsanlægget Amager Bakke – også kendt som CopenHill – med den karakteristiske skibakke på taget er løbet med en af de mest prestigefyldte priser inden for arkitektur i form af hovedprisen ved den årlige uddeling.

Vinderne af årets prisuddeling er blevet offentliggjort på World Architecture Festivals hjemmeside.

Samtidig er bygningen, hvis design tegnestuen Bjarke Ingels Group står bag, blevet hædret som det bedste af slagsen inden for kategorien produktion, energi og genbrug ved World Architecture Festival 2021.

- Vi er meget stolte over, at så modigt et projekt, bliver lagt mærke til langt ud over Danmarks grænser. Det at kombinere bæredygtighed med bylivskvaliteter i sig selv er enormt vigtigt. Det er derfor en særlig ære at være med til at vise, at Danmark er et foregangsland indenfor bæredygtig byudvikling, udtaler David Zahle, der er partner og arkitekt hos Bjarke Ingels Group, i en pressemeddelelse.

Bygningen er blevet til i samarbejde med SLA, AKT, Lüchinger+Meyer, Moe og Rambøll og var seks år undervejs, inden den stod færdig i 2019.

amager bakke copenhill forbrændingsanlæg
Foto: Rasmus Hjortshøj

To københavnerbyggerier blandt de præmierede

Amager Bakke er blot en af mange nye bygninger, der er skudt i vejret i København inden for de seneste år, og som har vakt opsigt uden for landets grænser.

Således er København hjemsted for to ud af de 18 bygninger, der er har vundet priser ved dette års World Architecture Festival.

I går skrev vi her på siden om Rigshospitalets nye tilbygning, Nordfløjen, der har vundet i kategorien sundhedsbyggerier. Her overså vi dog, at forbrændingsanlægget Amager Bakke faktisk også sejrede ved prisuddelingen.

Og det endda med en noget mere prestigefyldt pris.

Det er ikke første gang, Bjarke Ingels Groups bygninger bliver præmieret ved prisuddelingen. Fire gange tidligere har tegnestuens realiserede bygninger sejret i underpriserne ved World Architecture Festival.

Sjovt nok var to af gangene også for byggerier på Amager, nemlig Ørestad-projekterne ”Bjerget” (bedste boligbyggeri i 2008) og ”8-tallet” (bedst boligbyggeri i 2011). M/S Museet for Søfart i Helsingør blev i 2014 hædret for bedste kulturbyggeri, mens tegnestuens design af restauranten Noma, der blot ligger et halvlangt stenkast fra Amager Bakke, blev hædret for bedste interiør.

amager bakke copenhill forbrændingsanlæg
Foto: Rasmus Hjortshøj

Verdens største prisuddeling inden for arkitektur

World Architecture Festival er ifølge arrangørerne verdens største årlige prisuddeling inden for bygnings- og landskabsarkitektur. Festivalen har fundet sted siden 2008. Ved uddelingen præmieres arkitektur i kategorier inden for tre områder: opførte bygninger, fremtidige bygninger samt landskabsprojekter.

Bag uddelingen står en mediegruppen EMAP, der blandt andet udgiver tidsskifterne Architectural Review og Architects' Journal. Vinderne udvælges af en jury bestående af arkitekter og arkitekturprofessorer.

Triumfen ved World Architecture Festival kan blive den første af flere for Amager Bakke i den kommende tid.

Holdet bag forbrændingsanlægget er nemlig sammen med otte andre nybyggerier fra hovedstadsområdet med i feltet af nominerede ved en anden stor og meget prestigefyldt prisuddeling, Mies van der Rohe-prisen, der regnes som en af Europas mest prestigefyldte.

Amager Bakke var også nomineret ved publikumsprisen Københavns Kommunes bygningspræmiering. Her løb renoveringen af Nørrebro Bibliotek dog med sejren.

Vindere af World Building of the Year

  • 2021: CopenHill / Amager Bakke, København – Bjarke Ingels Group


  • 2019: LocHal Public Library, Holland - Civic architects


  • 2018: Kampung Admiralty, Singapore – WOHA


  • 2017: Post-Earthquake Reconstruction Project i Guangming-landsbyen, Kina – The Chinese University of Hong Kong & Kunming University of Science and Technology


  • 2016: National Museum in Szczecin - Dialogue Centre Przelomy, Polen - KWK Promes


  • 2015: The Interlace, Singapore - OMA / Ole Scheeren


  • 2014: The Chapel, Vietnam - A21 Studio


  • 2013: Auckland Art Gallery Toi o Tamaki, New Zealand - Francis- Jones Morehen Thorp


  • 2012: Cooled Conservatories at Gardens by the Bay, Singapore – Wilkinson Eyre Architects


  • 2011: Media-TIC, Spanien - Enric Ruiz Geli


  • 2010: MAXXI Museum, Italien - Zaha Hadid Architects


  • 2009: Mapungubwe Interpretation Centre, Sydafrika - Peter Rich Architects


  • 2008: Universita Luigi Bocconi, italien - Grafton Architects



Kilde: Archdaily.com

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik