Martin Lykke Suhr har elsket computerspil, siden han fik sin første computer i konfirmationsgave.
- Der kunne jeg mærke, at spillene virkelig trak mig ind i en ny verden.
Han blev hurtigt så vild med computerspillet Counter Strike, at han lavede en Facebook-gruppe, der voksede sig til Danmarks største Counter Strike-gruppe med over 30.000 medlemmer.
Men så begyndte beskederne at vælte ind i hans indbakke.
- I den her gruppe begyndte jeg at opleve en masse problemer, hvor folk blev snydt, når de handlede med hinanden
I Counter Strike kan man nemlig bruge rigtige penge på at købe såkaldte ”skins” – altså forskellige udseender til sine våben.
Du kan få et skin til et par cent, men de kan også koste helt op til en million dollars, hvis det er meget sjældent.
- Skins er egentlig bare et stykke digitalt tøj. I Counter Strike sidder det så på dit våben, og ikke på din figur.
Med skins kan gamere få et unikt udtryk, når de spiller online med vennerne.
- Når vi bruger så meget tid sammen online, er det vigtigt for de her unge mennesker at have et image. I den virkelige verden kan det jo også være fedt at have et stykke dyrt tøj eller et ur, og online spil er et socialt medie for mange unge, hvor de er sammen med vennerne. Og det her er deres måde at skille sig lidt ud på, forklarer Martin Lukke Suhr.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Omfattende svindel
Man kan købe skins i spillet, men man kan også sælge dem videre privat til andre mennesker – eksempelvis i Facebook-grupper - og her kan priserne blive utroligt høje.
- Prisklasserne strækker sig vidt. Du kan få et skin til et par cent, men de kan også koste helt op til en million dollars, hvis det er meget sjældent.
Martin Lykke Suhr modtog et væld af beskeder fra folk, der blev svindlet, når de prøvede at købe eller sælge skins privat.
- Når vi handler med skins på Facebook, kan den ene part først sende enten skinnet eller pengene uden at få noget igen, og det er der, problemet opstår.
Denne type svindel rammer ofte de helt unge gamere.
- Jeg snakkede med en, som mistede hele sin børneopsparing på ét skin. Altså nogle-og tredive tusinde. Han var selvfølgelig ekstremt ked ad det, og at snakke med ham omkring det - det var hårdt
Martin Lykke Suhr satte sig for at undersøge, hvor stort problemet med svindel var, og ved hjælp af en spørgeskemaundersøgelse med 5000 gamere fandt han frem til, at 46 procent havde oplevet svindel, og at halvdelen af dem var unge under 18 år.
- Det slog noget i mig. Det her problem - det skulle løses.
Løsningen lå lige for fødderne
Martin Lykke Suhr var en gang med til at skabe en hjemmeside, hvor folk kunne sælge tøj til hinanden privat på en sikker måde - en hjemmeside der senere fik navnet Trendsales.
- Her havde vi bygget en sikker måde for folk at købe dyrt tøj forskellige steder fra i landet og være sikker på, at de modtog varen og modtog pengene i den anden ende.
Så fik han en idé om, at en lignende model kunne komme svindel med skins til livs.
- I GamerPay er vi mellemmanden, så vi holder pengene, indtil vi kan verificere, at handlen er gået ordentligt igennem. Så bliver pengene frigjort til sælger.
Med denne model og en særlig forældregodkendelse giver GamerPay nu ro i maven til unge gamere - og deres forældre.
- Vi får ID fra forældrene og en underskrift fra forældrene på, at deres barn gerne må handle på vores hjemmeside.
- Vi har faktisk oplevet, at mange forældre reagerer positivt på denne metode. De siger; "det har startet en dialog med mit barn, som vi ikke har haft før. Vi har fået en snak om skins, og så vil jeg hellere have, at mit barn handler et sikkert sted", forklarer Martin Lykke Suhr.
Over 7 millioner om ugen
GamerPay tager fem procent i gebyr på alle salg, og det løber op. Der er nemlig godt gang i salget på den blot halvandet år gamle hjemmeside.
- De penge, der er blevet omsat for på platformen, er vækstet 12 gange – altså 1200% - så vi i dag ligger og sælger skins for omkring 7-8 millioner kroner om måneden.
Men ifølge Martin Lykke Suhr er det kun en dråbe i vandet.
- Vi vurderer, at det samlede skins-marked i Counter Strike er fem milliarder dollars om året, så der er stadig meget at gøre for os.
På sigt vil GamerPay gerne udvide konceptet, så man kan købe og sælge skins fra mange forskellige spil på hjemmesiden.
- Vi ser en masse spil, der prøver at finde løsninger på, hvordan de kan åbne deres in-game økonomier op ligesom i Counter Strike. Så vi skal prøve at finde nogle rigtig fede spil, som folk gider at spille, og som er født med åbne økonomier.