Særlig buste af folkekær skuespiller afsløret

En bronzebuste af Morten Grunwald blev tirsdag afsløret for offentligheden på Østre Gasværk.

En større skare af mennesker var mandag eftermiddag samlet på Østre Gasværk. De ventede ikke på en forestilling, men derimod på afsløringen af en ganske særlig buste.

Bag klædet gemte sig således en bronzebuste af den nu afdøde skuespiller Morten Grunwald. Han blev folkeeje med karakteren Benny fra Olsen Banden, men i 1970’erne var han med til at grundlægge og omdanne Østre Gasværk fra en gammel gasbeholder til et moderne teater. 

Morten Grunwald døde 83 år gammel 15. november sidste år efter et længere kræftforløb. Siden da har skuespiller-kollegaen og den mangeårig ven Per Pallesen kæmpet for at få lavet en buste af den folkekære skuespiller. 

Interview med Morten Grunwald.

Stor betydning

- For det første var Morten en af mine gode venner, og dernæst var han en meget stor teatermand. Han har lavet teater i så mange år, han har været chef for teater og i det hele taget haft stor betydning for dansk teater, siger Per Pallesen til TV 2 Lorry.

Morten Grunwald foran det gamle Østre Gasværk Teater.
Morten Grunwald foran det gamle Østre Gasværk Teater.
Foto: Jørgen Jessen - Ritzau Scanpix

Det var Morten Grunwalds enke, Lily Weiding der fik fornøjelsen af at afsløre busten, der er lavet af billedhuggeren Stine Ring Hansen.

- Nu er Morten her døgnet rundt. Og det var han næsten også, da han skabte det. Han var her hele dagen, og han var her også om aftenen, når der var forestilling. Så jeg synes, det er et dejligt minde. Og jeg synes virkelig, at han har fortjent det. Jeg er glad for den. Meget glad, siger Lily Weiding, der dannede par med Morten Grunwald fra 1965 indtil hans død i 2018. 

Morten Grunwald var tilbage på Østre Gasværk i 2016.

Teaterhjertet bankede i hele København

Teater-CV’et er langt og spænder over alt fra amerikanske Samuel Becketts absurde teater til de store, klassiske teaterværker. I den lange karriere på de skrå brædder var det ikke kun på scenekanten, Morten Grunwald gjorde indtryk.

I ti år var han chef for Bristol Teatret, hvor han fra starten af 70'erne eksperimenterede med moderne dramatik.

I 1980'erne overtog han Allé-Scenen på Frederiksberg, som senere blev omdøbt Betty Nansen Teatret.

Da den store gasbeholder på det lukkede Østre Gasværk på Østerbro blev fjernet i 1977, stod Grunwald også i forreste række med idéen om at omdanne det gamle gasværk til en unik teaterscene.

Walter Morten Grunwald

  • Alder: 83 år, død.
  • Uddannelse: Skuespiller, uddannet på Det Kongelige Teaters Elevskole.
  • Karriere: Skuespiller, instruktør og teaterleder.
  • Her medvirket i mere end 50 film.
  • Brød for alvor igennem i "Fem mand og Rosa" (1964), som han modtog en Bodil for samt Frede-filmene (1965-66).
  • I 1968 spillede han for første gang Benny i "Olsen Banden". En rolle han spillede i samtlige 14 film med stor succes.
  • Fra 1971-80 var han direktør for Bristol Teatret.
  • Fra 1980-92 var han direktør for Betty Nansen Teatret.
  • Fra 1989-98 var han øverste chef for Østre Gasværk.
  • Civilstand: Gift med Lily Weiding.
  • Bopæl: Skodsborg, Sjælland.
  • Fritidsinteresser:
  • Samlede på moderne kunst som Kirkeby, Peter Bonde og Jorn.
  • Særlig glad for den irsk-franske forfatter Samuel Beckett.


Kilde: Ritzau

Grunwald så muligheder i det gamle gasværk

Efter sigende startede drømmen allerede i 1976, da Morten Grunwald cyklede rundt på Østerbro og ledte efter en større scene for sit teater.

Her kom han forbi det nedlagte Østre Gasværk, sprang over plankeværket og ind ad et vindue til det rå rum, som han straks besluttede sig for skulle være et teater.

Fra 1989 til 1999 var Morten Grunwald teaterdirektør på gasværket, hvor hans aftryk blandt andet bestod i at starte musical-bølgen på det gamle Østre Gasværk, hvor han stod bag store forestillinger som 'Les Miserables' og 'Miss Saigon'.

Siden er det blevet til en del forestillinger på teatre for den folkekære mand, der var aktiv, helt indtil han i juni 2017 valgte at gå på pension.

Hans sidste rolle som aktiv skuespiller blev i Beckett-monologen ’Krapps sidste bånd’ på Østre Gasværk.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik