Politisk aftale skal skaffe flere sygeplejersker - Men hjælpen mangler stadigvæk fra regeringen, lyder kritikken

Københavns Kommune har brug for flere sygeplejersker, og derfor har de i samarbejde med Region Hovedstaden oprettet 25 nye praktikpladser.

Der mangler sygeplejersker som aldrig før, lyder det i et fælles opråb fra Københavns Kommune og Region Hovedstaden.

Og problemet bliver kun større i de kommende år. Derfor har de sammen oprettet 25 nye praktikpladser, der allerede kan besættes fra i år.

Det oplyser begge parter i en pressemeddelelse.

I København vil der frem mod 2030 blive knap 60 procent flere ældre over 80 år. Det giver dybe panderynker hos den københavnske sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling (SF):

- Vi mangler desperat sygeplejersker i København. Det skal vi have løst, hvis vi også fremover skal kunne tilbyde en værdig ældre- og sygepleje, fortæller hun og retter samtidig kritik af regeringen:

- Vi får desværre ikke den hjælp fra regeringen, som vi i den grad har brug for. I stedet for at sætte ind nu, vil de hellere vente på, at en ”robusthedskommission” kommer frem til det, vi allerede ved – at vi skal uddanne flere.

Staten kan øge antallet af studiepladser

Sundheds- og omsorgsborgmesteren fortæller samtidig, at de 25 nye praktikpladser "er en dråbe i havet", og at der er brug for en hjælpende hånd fra staten. Det er nemlig kun her, man kan træffe beslutning om at øge antallet af studiepladser. 

Hun bakkes op af formanden for Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S), der efterspørger økonomisk støtte:

- Regeringen bør sikre, at økonomien til regioner og kommuner følger med, når vi skal uddanne flere. Det er nødvendigt for, at vi kan prioritere den del af uddannelsen, der foregår ude på afdelingerne og i kommunerne, siger han.

De nye praktikpladser kommer mindre end en måned efter, det kom frem, at færre end sædvanligt har søgt ind på sygeplejerskeuddannelsen.

På Københavns Professionsskole har man tidligere været nødt til at afvise ansøgere, fordi der simpelthen ikke var praktikpladser nok. Det har man ikke været denne gang, men alligevel vækker beslutningen om at oprette 25 nye praktikpladser glæde.

- Hvis vi ikke får tilstrækkeligt med ansøgere til uddannelsen, så løser det ikke noget, erkender dekan på Københavns Professionsskole Randi Brinckmann over for TV 2 Lorry. Hun mener alligevel, at beslutningen er vigtig:

- På den længere bane har vi brug for, at der kommer flere sygeplejersker, og derfor er der brug for flere praktikpladser. Vi skal så finde ud af, hvordan får vi flere sygeplejersker ind på uddannelsen.

Konflikt påvirker antallet af ansøgninger

Ifølge Randi Brinckmann skyldes det lave optag på sygeplejerskeuddannelsen den konflikt, som sygeplejerskerne var igennem i efteråret, og det er ikke første gang, man ser, at det har en betydning for optaget.

- Vi står i en situation, hvor der har været en kæmpe konflikt, og det har man set tidligere, at det udjævner sig, når konflikten kommer på afstand, siger hun.

Konflikt eller ej, så er det ikke noget nyt, at der mangler sygeplejersker, lyder det fra Københavns Professionsskole, der har været i dialog med Region Hovedstaden og Københavns kommune om at øge antallet af studiepladser over en "længere periode".

- Vi har vidst det her i mange år, så det er en reel kritik, som Region Hovedstaden og Københavns Kommune rejser, og som vi bakker op om. Der har ikke været afsat midler til at oprette flere praktikpladser.

Hvis det virkelig skal batte, så skal der fra statens side afsættes 300 millioner over de kommende fem år. Det vil give op mod 1500 ekstra sygeplejersker, vurderer Randi Brinckmann.

TV 2 Lorry har forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke om den kritik, der rejses af Københavns Kommune og Region Hovedstaden.

Sundhedsministeren har ikke ønsket at kommentere på kritikken mandag, oplyser Sundhedsministeriet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik