Kommune lokker ansatte med 10.000 kr. ekstra - men der er en betingelse

Landets kommuner ligger nærmest i åben krig om de eftertragtede medarbejdere til ældreplejen. Nu har Københavns Kommune aktiveret et nyt våben .

København er en presset kommune. I øjeblikket befinder man sig i en akut stor mangel af medarbejdere i ældreplejen.

Det seneste år er næsten hver tredje opslåede stilling som sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent i København ikke blevet besat.

Men fordi dette problem er symptomatisk for næsten alle kommuner i landet, er det nødvendigt at tænke alternativt - eller i hvert fald at have en ekstra gulerod at lokke med. 

22,5 millioner kroner er afsat om året

Og i Sundheds- og Omsorgsforvaltning i København har man besluttet, at guleroden er flere penge, eller som kommunen kalder det et "lønløft". 

I alt er der blevet afsat 22,5 millioner kroner på budgettet de næste tre år, der er øremærket til kontante tillæg til personale i ældreplejen.

quote Jeg håber, at lidt mere i lønposen kan medvirke til, at flere får øjnene op for sundhedsfagene.

Sisse Marie Welling, Sundheds- og omsorgsborgmester, København

- De ældre og sårbare borgere mærker hver dag, at vi ikke kan rekruttere nok uddannede medarbejdere. Hvis vi skal blive ved med at kunne tilbyde en værdig ældrepleje, kræver det, at ældreområdet bliver prioriteret meget højere politisk. Og ikke mindst økonomisk. At skaffe nok uddannet personale til at passe på vores ældre og sårbare er en af de allerstørste udfordringer, vores velfærdssamfund står overfor, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) i pressemeddelelse. 

Pengene kommer først i 2023

Det er blandt andet de cirka 1.200 aften- og nattevagter i ældreplejen i København, der kan se frem til at få et årligt tillæg på 10.000 kr. 

Det sker dog først fra 2023, så man må væbne sig med tålmodighed. 

- Jeg håber, at lidt mere i lønposen kan medvirke til, at flere får øjnene op for sundhedsfagene, og at vi ikke mindst kan fastholde de dygtige medarbejdere, vi allerede har i København. 22,5 millioner kroner årligt i fire år er slet ikke nok til at løse vores problemer, men det er et vigtigt signal og en anerkendelse til alle dem, der hver dag passer på byens ældre, tilføjer Sisse Marie Welling

1.000 flere borgere får brug for hjælp

Og Københavns Kommune har for alvor brug for at kunne fastholde og ikke mindste rekuttere flere medarbejdere i ældreplejen, for fremtiden tegner ikke just lyst. 

Kommunen forventer, at antallet af borgere over 80 år i København vil at stige med 63 procent over de næste 10 år. 

Fakta om aftalen

  • Med Københavns Kommunes budget 2022 er der afsat 90 millioner kroner i alt i 2022-2025 til at imødegå rekrutterings- og fastholdelsesudfordringer blandt sundhedspersonale.


  • Sammen med de faglige organisationer FOA og DSR er der enighed om at prioritere følgende grupper:

    - Alle medarbejdere med 5 års anciennitet får fastholdelsestillæg på 7.000 kroner udbetalt én gang, gældende fra 2022. Det vil i det første år dreje sig om cirka 2750 medarbejdere i alt.

- Praktikvejledere og kliniske vejledere får tillæg på 8.500 kroner årligt, gældende fra 2023. Omkring 600 medarbejdere i alt hvert år.

- Nattevagter får årligt tillæg på 10.000 kroner, gældende fra 2023. Omkring 290 medarbejdere i alt hvert år.

- Aftenvagter får årligt tillæg på 10.000 kroner, gældende fra 2023. Omkring 940 medarbejdere i alt hvert år.

  • Da midlerne er afsat på budgettet gældende frem til og med 2025, bliver midlerne udmøntet som engangstillæg eller årlige tillæg i denne periode.

  • I alt blev der på Budget 22 afsat 300 millioner kroner de næste fire år til at styrke rekruttering og fastholdelse af kommunens sygeplejersker, sosu-medarbejdere, pædagoger og socialpædagoger.


Kilde: Københavns Kommune 

Derudover vil 1.000 borgere yderligere få behov for hjemmehjælp om blot 5 år. 

Men allerede nu bliver mange vagter i øjeblikket dækket med uuddannede vikarer, og derfor er det i samarbejde med de faglige organisationer FOA og DSR blevet besluttet at prioritere fastholdelse af nuværende medarbejdere.

Men der er en betingelse før pengene bliver udbetalt

Medarbejderne i ældreplejen kan altså glæde sig til næste år, hvor der venter en årlig bonus på 10.000 kr. 

Det er dog langt fra alle, der kan se frem til det liflige syn af flere kroner på lønsedlen. 

Man skal nemlig have været ansat i Københavns Kommune i minimum fem år. 

Det kontante lønløft gælder for sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere, som er tæt på borgerne.

Rammen for aftalen går frem til 2025.

Det er dog ikke kun i ældreplejen, at kommunerne kæmper om medarbejderne. I Egedal har man netop besluttet give samtlige pædagoger højere løn. Se mere i videoen her: 

Kommunen har indgået opsigtsvækkende aftale med BUPL - nu får pædagogerne mere i lønningsposen





Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik