Pædagoger er utrygge ved at gå på arbejde: Hold børnene hjemme, hvis du kan

BUPL modtager dagligt henvendelser fra pædagoger, der er bekymrede over de høje smittetal i daginstitutionerne.

Mens restriktionerne forlænges på mange områder, så kommer vuggestuer og børnehaver fortsat til at være åbne, så de mindste børn kan blive passet.

På tirsdagens pressemøde blev også de yngste elever i folkeskolen, der inden jul gerne måtte komme i skole, sendt hjem til og med 17. januar, men daginstitutionerne skal fortsat holdes åbne.

quote Vi er bekymrede for, at institutionerne bliver de nye smittesteder.

Henriette Brockdorff, formand for BUPL Hovedstaden

- Der er ganske mange medarbejdere i kritiske nøglefunktioner i Danmark, som har børn. Kan de ikke få dem passet, kan sygeplejersken ikke møde ind. Det kan politimanden heller ikke. Der er et pasningsbehov, og det bliver vi også nødt til at honorere, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) under pressemødet.

Men det skaber bekymring hos pædagogerne, at institutionerne skal være åbne, når smittetallene er så høje, fortæller Henriette Brockdorff, der er formand for BUPL Hovedstaden, der er faglig organisation for børne- og ungdomspædagoger.

- Vi er rigtig bekymrede i forhold til smittetallene i institutionerne. Vi kan se, at smittetallene før jul lå på linje med plejehjemmene for nogle institutionstyper, siger Henriette Brockdorff og fortsætter: 

- Vi er bekymrede for, at institutionerne bliver de nye smittesteder, sådan at vi ikke får stoppet smittekæderne.

Utrygge pædagoger

BUPL får dagligt henvendelser fra pædagoger, der er utrygge ved at gå på arbejde.

Både på grund af den smitte de selv og børnene bliver udsat for, men også for om de kan være nok personale på arbejde.

- Inden jul blev mange sendt hjem til test, og der var mange, der var smittet, siger Henriette Brockdorff, der som formand for BUPL Hovedstaden repræsenterer omkring 4.600 pædagoger i København, Tårnby, Dragør og på Frederiksberg.

Erfaringer fra foråret

På pressemødet blev der netop spurgt ind til, hvorfor daginstitutionerne ikke bliver lukket ned, som det sker i mange andre dele af samfundet. 

Her svarede direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, at de har drøftet det og vurderet, at det er forsvarligt at holde daginstitutionerne åbne efter nytår.  

- Vi har et meget stort hensyn til børnenes trivsel og børnefamilierne, og det er ikke sådan, at børnene er i særlig risiko for at blive syge af corona og er særligt drivende for epidemien, og det er heller ikke den branche eller sektor, hvor vi ser den største smittespredning, sagde Søren Brostrøm på pressemødet.

Han henviste også til, Danmark i foråret åbnede hurtigt op for daginstitutionerne, og at det var en succes.

Henriette Brockdorff fortæller, at BUPL er ved at undersøge Brostrøms tal. For ifølge BUPL viste tallene inden jul, at smittetallet blandt pædagoger i vuggestuer var højere end blandt ansatte på plejehjem og skoler. 

Sundhedsstyrelsen vurderer, at det er forsvarligt at holde daginstitutionerne åbne. Klip fra pressemødes d. 29. december.

Hold børnene hjemme, hvis muligt

Inden jul kom Henriette Brockdorff med en klar opfordring til at lukke daginstitutionerne og udelukkende tilbyde nødpasning, og BUPL opfordrede samtidig forældrene til at holde deres børn hjemme, hvis det var muligt. Og det gør de stadig.

- Min holdning frem til 17. januar er det samme som inden jul. Det er min klare opfattelse, at vi gerne vil opfordre forældre, der har mulighed for det, til at holde deres børn hjemme, siger Henriette Brockdorff, men understreger samtidig, at hun er helt klar over, at mange forældre skal arbejde og ikke har mulighed for at passe deres børn derhjemme. 

- Ingen der skal arbejde, skal have dårlig samvittighed over at sende deres børn i institution. Det er meget vigtigt at sige.

Inden jul lyttede mange forældre til opfordringen og passede deres børn hjemme, men Henriette Brockdorff har svært ved at vurdere, om det stadig er en mulighed.

- Der er mange, der ikke har mere ferie og ikke har mulighed for at holde deres børn hjemme, og de skal selvfølgelig sende deres børn afsted. Det her går ikke ud på at presse familierne, det går ud på at stoppe smitten, siger Henriette Brockdorff.






_

_


Mest læst i dag

Se flere

Samfund

Cover billeder.00_00_46_05.Still008

Højhusbeboere skal flytte: "Det sværeste bliver at sige farvel til naboerne"

porno

Ser du porno? Så kan du være med til stoppe ulovligheder

Hvalpefabrik 1

Dyrepoliti har givet pote, men Dyrenes Beskyttelse advarer mod nyt fænomen

20220930-080121-3-1920x1280we

Poul flyttede ind i hypermoderne højhus midt i København - men mobildækningen er elendig


København


Forsiden lige nu

Se flere