Københavns Kommune standser prestigebyggeri på 86 meter

Politianmeldt entreprenør skal standse byggeriet af højhus på Amager. Det sker på grund af mistanke om fusk med fundamentet.

Byggeriet af et 86 meters højhus på Amager er blevet stoppet af Københavns Kommune.

Det oplyser kommunen fredag i en pressemeddelelse.

Entreprenøren Bach Gruppen, som ejer grunden på Faste Batteri Vej, er tidligere meldt til politiet af kommunen, da selskabet ikke kunne redegøre for, hvilken type beton der var brugt til højhusets fundamentet.

Beslutningen om at standse byggeriet kommer på baggrund af en foreløbig rapport fra Cowi og Aarhus Universitet, der har undersøgt højhusets fundament.

- Vi har sendt en standsningsmeddelelse til Bach Gruppen i dag og krævet yderligere dokumentation. 

- Vores eksterne rådgivere har peget på, at beregningerne af bygningens statik er ufuldstændige og ikke i tilstrækkelig grad tager højde for de udfordringer med bundpladen, som betonprøverne har vist. Derfor har vi i dag standset byggeriet,” siger Rikke Sønderriis, områdechef i Område for Bygninger i Teknik- og Miljøforvaltningen.  

Foreløbig rapport 

De eksterne rådgivere COWI og Aalborg Universitets foreløbige konklusioner viser, at væsentlige forhold i bundpladen – som revner i bundpladen og formodede støbeskel – ikke er medtaget i Bach Gruppens beregninger af bygningens statik. 

Teknik- og Miljøforvaltningen har udover at standse byggeriet bedt Bach Gruppen levere nye, retvisende beregninger.

Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser desuden, at det kan blive nødvendigt at se på de øvrige bygninger, som Bach Gruppen har opført i området: 

- Når vi kender resultatet af de eksterne vurderinger, tager vi stilling til, hvad der skal ske i forhold til Bach Gruppens andre bygninger i området. Vi forventer dog at se på de andre bygninger, siger Rikke Sønderriis, områdechef i Område for Bygninger i Teknik- og Miljøforvaltningen.  

Forvaltningen afventer stadig resultatet af Teknologisk Instituts kikkertundersøgelser af bundpladens mulige støbeskel, som vil indgå i de eksterne rådgiveres endelige konklusioner i forhold til bygningen.   

Kommunen finder dog ikke på nuværende tidspunkt, at der en 'akut fare' forbundet med bygningen.

Direktør i byggefirma: - Vi samarbejder fuldt ud

Byggefirmaet Bach Gruppen, der har fået et påbud om omgående at standse byggeriet af et højhus på Amager i København, siger i en kommentar til Ritzau:

- Vi samarbejder fuldt ud med kommunen om at få alle områder af denne sag undersøgt til bunds og levere al den ønskede dokumentation, siger direktør Lene Christensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik