"Kaos" i kryds: 10-årige August starter underskriftsindsamling

August på 10 år er træt af et kryds på Amager. Han vil have et lyskryds, så det bliver mere sikkert for de mange cyklister og bilister, der hver dag kører igennem.

Hver dag drøner biler og cyklister på kryds og tværs i krydset ved Axel Heides Gade og Artillerivej på Islands Brygge i København.

Krydset er gået hen og blevet lidt af et lokalt, trafikalt knudepunkt. Artillerivej forbinder området ved Islands Brygge metrostation med blandt andet Ørestad og motorvejen, hvilket skaber godt med biltrafik.

Og så er der sidegaden Axel Heides Gade, der er blevet lidt af en hovedåre for mange af byens cyklister. Her kan man hurtigt få adgang til stisystemet, der skærer gennem Amager Fælled og agerer smutvej til blandt andet Københavns Universitet og DR-Byen. I den anden ende ligger gaden en spytklat fra cykelbroen, der forbinder Islands Brygge med Vesterbro.

Den cocktail af biler, cyklister og fodgængere har fået 10-årige August, der bor på Islands Brygge, til at starte en underskriftsindsamling for at få lavet et lyskryds.

- Amager Fælled er et rigtig stort areal, hvor mange drøner igennem og kommer direkte ud på Artillerivej. Der skal man passe meget på, for det er bare kaos og besværligt med mange cykler og biler, der kommer begge veje, siger August til TV 2 Lorry:

- Det sker tit, at folk bliver meget forskrækkede, og hver dag er der mange dyttende biler og meget larm dernede. Man kan nemt blive uenig om, hvem der må køre. Der er vigepligt, men det respekteres ikke så meget, synes jeg, siger August.

Underskriftsindsamlingen

August går i 4. klasse på en skole på Islands Brygge og hans fritidsklub ligger klods op ad vejkrydset, så hver dag kommer han forbi de mange biler og cykler.

- Jeg har selv cyklet i skole siden slutningen af tredje klasse, og i starten ville mine forældre ikke have, at jeg kørte ad Artillerivej, fordi den er meget befærdet. Og hvis jeg skulle krydse den, skulle jeg stoppe og vente på dem, siger August.

quote - Det sker tit, at folk bliver meget forskrækkede, og hver dag er der mange dyttende biler og meget larm dernede.

August, skolelev på Islands Brygge

Ifølge ham er det er stort problem, at der ikke er midterheller på Artillerivej. Her kunne cyklister, der gerne vil krydse vejen, ellers have plads nok til at stå med cyklen og vente på fri passage. 

- Problemet er især i myldretiden, når mange gerne vil over på én gang. Det er også mest unge mennesker, der cykler, og de er måske mere tilbøjelige til bare at køre igennem, tror jeg. Jeg synes, at et lyskryds skal være der for at skabe noget mere orden, siger August.

Får opbakning fra lokale

Noget tyder på, at der er flere, der er enige med August. 258 personer har allerede skrevet under og flere skriver i kommentarerne, at de heller ikke er helt trygge ved krydset.

August henvendte sig selv til sin moster Marianne Christensen, der hjalp med at få underskriftsindsamlingen op at køre.

- Vi havde talt lidt sammen på et mere overordnet plan om, hvordan man indretter trafikken i København, så der ikke er så mange biler. August kom så en dag og spurgte, om vi ikke skulle lave en indsamling, fordi havde identificeret, at der var et problem i det her kryds. Han havde selv fundet en hjemmeside og skrevet en tekst, og jeg blev faktisk lidt overrasket over, hvor konkret han var, siger Marianne Christensen, der er stolt af sin nevø:

- Jeg synes, at det er megasejt og dejligt at se. I starten tænkte jeg, at vi oprettede underskriftsindsamlingen for at få noget læring i, hvad der skal til for at skabe opmærksomhed om en sag. Det er kommet lidt bag på mig at så mange mennesker bakker op om det. Så jeg er ret stolt af ham, siger mosteren.

Også August er glad for, at han ikke er den eneste, der ønsker sig et lyskryds.

- Jeg tjekker underskriftsindsamlingen mindst to gange om dagen for at se, hvor mange der har skrevet under. Jeg regner ikke med, at vi får meget mere end 300, men det kunne være fedt med 500, siger han.

En venstresvingsbane og et fodgængerfelt gør sit for at bidrage til forvirringen i krydset.
En venstresvingsbane og et fodgængerfelt gør sit for at bidrage til forvirringen i krydset.
Foto: Nicolai Jaquet / TV 2 Lorry

Vil snakke med politikere 

Faktisk har August og mosteren allerede været et smut forbi Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, hvor en medarbejder opfordrede parret til at komme forbi igen efter kommunalvalget i november.

Nuværende Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) genopstiller ikke, hvorfor der med sikkerhed kommer en ny på posten i det nye år.

August håber, at der til den tid er en masse, der har givet en underskrift, og at der en dag kommer et lyskryds ved Axel Heides Gade og Artillerivej. 

- Jeg håber, at folk vil skrive under, fordi det forhåbentlig kan ligge et større pres på forvaltningen, hvis man kan vise, at der er mange, der støtter en. Og så må vi se, hvad de så siger, siger August.

258 personer har allerede skrevet under på, at de ønsker et lyskryds
258 personer har allerede skrevet under på, at de ønsker et lyskryds
Foto: Google Maps