Her er tusinder blevet testet: På søndag er det slut

Copenhagen Medicals store testcentre i Bella Center og i Parken lukker ved ugens slutning.

Der blev tænkt i helt stor skala, da virksomheden Copenhagen Medical den 21. december sidste år åbnede deres testcenter i Parken på Østerbro i København. Jul og nytår stod for døren, og frygten for massive smitteudbrud lurede overalt. Med en lyntest - og et lige så hurtigt resultat i lommen - kunne tusinder nu deltage i planlagte arrangementer uden frygt for at smitte familie og venner. Men på søndag er det slut.

Copenhagen Medical, der driver både testcenteret i Parken og et tilsvarende ved Bella Center, har tabt det offentlige udbud om at lynteste danskerne, og derfor skal der pakkes sammen.

- Det begynder vi på for alvor på torsdag, men vi bliver ved med at teste helt frem til søndag klokken 20, fortæller Jeppe Handwerk, der er direktør i Copenhagen Medical.

De danske regioner har netop gennemført et offentligt udbud af opgaven, og her blev SOS International den store vinder i Region Hovedstaden og Region Sjælland, mens for eksempel Falck og altså også Copenhagen Medical røg ud.

- Jeg er da trist over, at de danskere, der har brugt vores fælles faciliteter ikke kan fortsætte. Vi har satset på at give borgerne en god testcenteroplevelse. Det vil sige, at det skal foregå uden kø og med digitalt svar, så borgerne bruger mindst mulig tid i centeret og samtidig får en god oplevelse af det personale, der har testet dem. Men det skal vi altså desværre vinke farvel til nu, konstaterer Jeppe Handwerk.

Alene i Parken er der en kapacitet på 3.000 borgere i timen, og Copenhagen Medical har haft 14 læger til at undervise den store skare af testere, der har været i aktion.

- Vi var stolte over at få opgaven, og at vi kunne udføre den. Der har været et kæmpe drive fra alle de folk, der har hjulpet og bakket os op - lige fra dem, der tager imod folk, til dem, der har testet. Og alle har været stolte over at kunne være med til at gøre en forskel, fortæller direktøren.

Copenhagen Medical har informeret sine mange medarbejdere om, at der lukkes. Men Jeppe Handwerk holder en dør på klem.

- Vi har jo et fuldt digitalt system, der bare kører. Hvis du skal genåbne landet, så er der brug for stor aktivitet, og jeg kan ikke forstå, at man ikke implementerer antigentest og smitteopsporing i de hvide telte. Du skal have en kapacitet, hvor du lynhurtigt kan finde de smittede, så vi kigger da på muligheder og er til rådighed, hvis der bliver brug for os, siger Jeppe Handwerk og fortsætter:

- Hvis smitteopsporing skal være effektiv, er antigentests klart at foretrække, da PCR-tests er mindst 24 timer bagud. Hvis vi skal sikre en genåbning af landet og med de nye mutationer, der er i spil, er det derfor et afgørende supplement til PCR-testen at kunne antigen-teste i de hvide telte.

Copenhagen Medical fortsætter i mellemtiden med at teste medarbejdere hos de virksomheder, de samarbejder med.

Frem til klokken 11 mandag var der, ifølge Copenhagen Medical, testet lige omkring 185.000 personer i Parken og Bella Center.  3.189 personer var testet positive - det giver en positivprocent på 1,73.

Copenhagen Medical har haft omkring 1.350 medarbejdere i sving på de to testcentre.

Regioner har tillid til SOS International trods problemer

Det er planen, at SOS International skal stå for Region Hovedstaden og Region Sjællands hurtigtest fra på mandag, og som noget nyt vil hele 60 pct. af teststederne være mobile, der for eksempel kan køre ud til plejehjem eller uddannelsesinstitutioner.

De resterende 40 % vil være faste teststeder.

Her bliver der åbnet faste lynteststeder:

- Roskilde

- Køge

- Frederikssund

- Helsingør

- København

- I en af vestegnskommunerne

SOS International skal først underskrive aftalen med regionerne endeligt på lørdag, men de vinder udbuddet, fordi de er billigst. Det fortæller de i Region Midtjylland, der har stået for at forhandle aftalen på plads på vegne af Region Hovedstaden og Region Sjælland.

- Med den her aftale har vi opnået, at vi har fået en pris, der er en tredjedel lavere end det beløb, vi bruger på hurtigtest i dag, siger Anders Kjærulff, der er koncerndirektør i Region Midtjylland.

SOS International har ikke haft mulighed for at stille op til interview tirsdag, fordi de er i gang med at forhandle de sidste detaljer i aftalen på plads.

Blandt andet er det mandag kommet frem, at en underleverandør til SOS International har brugt WhatsApp til at sende information om positive testresultater, og det kan være i strid med datasikkerhedsloven.

Regionerne har dog fortsat tillid til, at SOS International kan løfte opgaven med at teste tusindvis af danskere fra på mandag. Aftalen vil i første omgang gælde i tre måneder.

- Vi forventer helt klart at underskrive aftalen med SOS International på lørdag, og så vil vi løbende evaluere, hvordan det her fungerer. Hvis der så bliver behov for det, vil vi justere undervejs, selvfølgelig indenfor kontraktens ramme, siger Anders Kjærulff.

Lorry sendte direkte fra drive-in testcenteret i Bella Center, da det åbnede. Se indslaget her.


   

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik