Elev på københavnsk gymnasium smittet med coronavirus

En gymnasieelev er blevet smittet med coronavirus efter at have opholdt sig i Italien. Ifølge Sundhedsstyrelsen er der lige nu 10 smittede i Danmark.

En mandlig elev fra 3.g på Rysensteen Gymnasium i København er blevet smittet med covid-19, skriver bt.dk.

Skolens rektor, Gitte Transbøl, bekræfter historien overfor TV 2 Lorry.

Virus brød ud hos drengen mandag, men han var ikke i skole inden, da han havde haft symptomer i løbet af weekenden. Han var dog sammen med fire klassekammerater lørdag, og derfor er de nu alle i karantæne. 

Eleven var på skiferie i Italien i uge syv, men da man kan højst kan smitte i op til 48 timer inden udbruddet, er det kun de fem, der nu er i karantæne.

Sundhedsmyndighederne mener, at den pågældende elev er blevet smittet med SARS-CoV-2 på sin ferie i Italien, men ifølge WHO er inkubationstiden 1-14 dage fra en person bliver smittet, til sygdommen covid-19 er i udbrud. Oftest sker det dog allerede efter fem dage.

Få bekymrede miner

Den smittede dreng har det efter omstændighederne fint.

- Vi forholder os fuldstændig,  som vi er blevet anbefalet af Sundhedsstyrelsen, og det er at orientere elever, forældre og medarbejdere, hvad der er sket og så ikke gøre yderligere, siger Gitte Transbøl til TV 2 Lorry.

Hun oplyser, at der har været nogle enkelte bekymrede miner blandt de informerede, men at der ikke er panik blandt de øvrige elever i den smittede drengs klasse.

Der går over 950 elever på Rysensteen Gymnasium, der ligger på Vesterbro.

Alle elever informeret

Karantænen af de fire klassekammerater er ikke sket efter ordre fra Rysensteen Gymnasium.

- Vi tager ikke stillinger noget som helst med det her. Det er noget som sundhedsmyndighederne har gjort. Det har været helt uden om skolen, da eleverne har været sammen i privat regi, siger Gitte Transbøl.

Rektoren fortæller, at hun nu har informeret alle skolens elever, og at der ifølge Sundhedsstyrelsen ikke er grund til bekymring.

Tirsdag aften opjusterede Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed antallet af smittede til ti, mens 165 personer er i karantæne.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil af hensyn til patienterne ikke oplyse noget om identiten på de smittede. Det er derfor ikke klart, om eleven er én af de ti. Der er dog ikke meldt flere smittede ud onsdag, og ifølge Gitte Transbøl fik eleven svar på prøven natten til tirsdag.

Forventer flere smittede

Sundhedsstyrelsen oplyste tirsdag aften, at de forventer, at der over de kommende uger vil komme flere smittede danskere - herunder folk, der smitter hinanden i Danmark.

Derfor varslede regeringen flere tiltag for at dæmme op for smitten.

Blandt andet lyder anbefalingen nu, at man bliver hjemme efter at have besøgt Kina, Iran, en region i Sydkorea og fire regioner i det nordlige Italien. For sundhedspersonale er det et krav.

Udbruddet med coronavirussen SARS-CoV-2 startede på et marked med dyr i den kinesiske by Wuhan, hvor der bor 11 millioner indbyggere. Første smitte blev noteret 31. december 2019.

Italien er det land i Europa, hvor flest personer er smittet med virussen. Her er i alt 2036 blevet smittet, hvoraf 52 er døde, mens 149 er blevet helbredt.

Ifølge Johns Hopkins Universitetet, der laver en løbende optælling over smittede, døde og raskmeldte, er 93.455 blevet smittet på verdensplan.

Styrelsen for Patientsikkerhed understreger, at det er vigtigt, at man kontakter egen læge eller lægevagten, hvis man inden for de seneste 14 dage har været i områder med udbredt smitte og har fået symptomer som feber, hoste eller åndenød.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik