Dømte mænd vil frifindes for drab på radiovært Nedim Yasar

Ankesag mod to mænd, der er tiltalt for drab på radiovært, begynder tirsdag. De fik livstid i byretten.

Den 31-årige radiovært og eksbandeleder Nedim Yasar blev på brutal vis skudt og dræbt, da han om aftenen den 19. november 2018 netop havde sat sig ind i sin bil på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter.

Yasar var på vej hjem fra en reception for bogen "Rødder - en gangsters udvej", der handlede om hans vej ind og ud af bandemiljøet.

Men Nedim Yasar nåede aldrig hjem. Han blev ramt af flere skud i hovedet og døde af sine kvæstelser.

Tirsdag tager Østre Landsret hul på ankesagen, hvor to mænd er tiltalt for at have dræbt radioværten.

I Retten på Frederiksberg blev de begge idømt fængsel på livstid, men de nægter sig skyldige og vil frifindes. Det oplyser mændenes forsvarere, Mette Grith Stage og Mai-Brit Storm Thygesen.

Landets strengeste straf

Det var et enigt nævningeting, der 25. februar sidste år fandt den nu 26-årige Satudarah-rocker Alexander Findanis og hans barndomsven Martin Binni Svanberg på nu 27 år skyldige i drabet.

Det var Findanis, der affyrede de dræbende skud, mens Svanberg var chauffør i flugtbilen, konkluderede retten.

Begge mænd ankede livstidsdommene på stedet.

Fængsel på livstid betragtes som landets strengeste straf og er som udgangspunkt en dom til fængsel resten af livet. I gennemsnit bliver livstidsdømte dog løsladt efter 16-17 års fængsel.

Tidligst efter 12 år kan en livstidsfange blive prøveløsladt.

Den hårde straf skyldtes blandt andet, at drabet blev begået med en revolver eller pistol på åben gade.

Livstidsdømte sidder i gennemsnit 16-17 år

  • Fængsel på livstid betragtes som landets strengeste straf og er som udgangspunkt en dom til fængsel resten af livet.
  • I gennemsnit bliver livstidsdømte dog løsladt efter 16-17 års fængsel.
  • Tidligst efter 12 år kan en livstidsfange blive prøveløsladt. Det er Kriminalforsorgen, der træffer afgørelsen efter indstilling fra fængslet, hvor den dømte afsoner.
  • Hvis Kriminalforsorgen skønner, at der er fare for ny kriminalitet, kan ansøgning om prøveløsladelse afvises. Dette kan afsoneren indbringe for retten efter 14 år.
  • Før prøveløsladelse af en livstidsfange skal der indhentes en udtalelse fra Retslægerådet om personens farlighed.
  • På den baggrund ender nogle fanger med at tilbringe flere årtier bag tremmer. To nuværende afsonere har således siddet i over 30 år.
  • Det drejer sig om henholdsvis Naum Conevski, der i 1984 likviderede to unge mænd på Amager, og Seth Sethsen, der året efter begik rovmord på en taxichauffør i Albertslund.

Kilder: Kriminalforsorgen og Ritzau.

Forlod bandemiljøet

Udfaldet af ankesagen ventes at falde, præcis et år efter at dommene på livstid blev afsagt. Østre Landsret afsiger efter planen dom den 25. februar.

Nedim Yasar stiftede i sin tid en lokal bande, Los Guerreros, der var støtte for Bandidos. Yasar forlod i 2012 bandemiljøet via et exitprogram.

Siden blev han blandt andet vært på Radio24syv-programmet "Politiradio" og var i gang med en uddannelse, da han blev dræbt. Han prøvede også kræfter med skuespil og havde en mindre rolle i DR-serien "Bedrag".

Det var udsigten til at blive far, der fik ham til at bryde med bandetilværelsen.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik