Borgmester vil have omdiskuteret Amager Fælled-beslutning gået efter i sømmene

Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen vil nu få sin egen forvaltning til at se på, om det var ulovligt at give grønt lys til, at byggeri på Amager Fælled kunne fortsætte trods kendelser fra to klagenævn, der nåede frem til det modsatte.

Københavns teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen er netop vendt tilbage fra sommerferie til en politisk varm kartoffel på hendes skrivebord.

Hun forsøger nu at bruge sin politiske magt til få den fjernet, inden den vokser sig større og mere betændt. 

quote Jeg håber da, at der er noget, som vi i forvaltningen har overset, som gør, at det byggeri kan standses for naturens skyld

Ninna Hedeager Olsen (EL), teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune

Tidligere på måneden besluttede Ninna Hedeager Olsens egen forvaltning, at der var juridisk grundlag til at lade de tonstunge entreprenørmaskiner på Amager Fælled fortsætte deres arbejde med byggeriet af den såkaldte Fælledby.

Byggeaktiviteterne på Amager Fælled skal stoppes helt efter Københavns Byrets kendelse tirsdag.
Byggeaktiviteterne på Amager Fælled skal stoppes helt efter Københavns Byrets kendelse tirsdag.
Foto: TV 2 Lorry

Ugen forinden havde de to klagenævnsinstanser Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet afsagt en kendelse om, at byggeriet skulle sættes i stå, fordi de tillagde en klage om, at byggeriet kan true vandsalamanderen, opsættende virkning.

Der gik dog ikke mere end en uge, før byggeriet var genoptaget. Teknik- og Miljøforvaltningens jurister havde nemlig i mellemtiden vurderet, at kommunen havde juridisk rygdækning til at lade det byggeforberedende arbejde fortsætte i Fælledby.

Forvaltningen afviste desuden at kunne stoppe byggeriet med den begrundelse, at kommunen ikke længere er tilsynsmyndighed på projektet efter afgørelsen fra de to nævn.  

Jurister skal dobbelttjekke deres arbejde

Men det vil teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen nu forsøge at få omstødt.

Hun har nu bedt juristerne i hendes forvaltning om at gå deres arbejde efter i sømmene for at se, om det er lovligt, at dele af byggeriet på Amager Fælled fortsætter.

Ninna Hedeager Olsen hæfter sig blandt andet ved, at professor i miljøret ved Københavns Universitet, Peter Pagh, i sidste uge fortalte til TV 2 Lorry, at kommunen fortsat er tilsynsførende og dermed også ansvarlig for at stoppe byggeriet. 

- Nu er der jo nogle eksperter, der har været ude og sige, at det er forvaltningen, der både kan og skal sætte en stopper for byggeriet. Og det håber jeg, at de har ret i, siger Ninna Hedeager Olsen til TV 2 Lorry.

Københavns teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen vil have stoppet byggeriet.
Københavns teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen vil have stoppet byggeriet.
Foto: TV 2 Lorry

Ninna Hedeager Olsens parti Enhedslisten har længe været imod byggeriet på Amager Fælled, og borgmesteren håber på, at byggeriet af Fælledby kan standses hurtigst muligt.

- Teknik- og Miljøforvaltningen skal jo finde en hjemmel, og de skal komme med deres bedste vurdering. Men jeg håber da, at der er noget, som vi i forvaltningen har overset, som gør, at det byggeri kan standses for naturens skyld, siger borgmesteren.

Indkaldt til nyt udvalgsmøde

Ninna Hedeager Olsen udmelding kommer efter, at Radikale Venstres Mette Annelie Rasmussen og flere af hendes politiske kollegaer i kommunens teknik- og miljøudvalg har krævet et svar i sagen. 

- Fra Radikale Venstres side forventer vi, at der kommer en rigtig klar udmelding fra enten fra teknik- og miljøborgmesteren eller overborgmesteren om den her sag, der betyder så meget for mange københavnere, siger Mette Annelie Rasmusen, der udover sit sæde i Teknik- og Miljøudvalget også er teknik- og miljøordfører for Radikale Venstre på Københavns Rådhus.

Mette Annelie Rasmussen er teknik- og miljøordfører for Radikale Venstre og medlem af Teknik- og Miljøudvalget.
Mette Annelie Rasmussen er teknik- og miljøordfører for Radikale Venstre og medlem af Teknik- og Miljøudvalget.
Foto: TV 2 Lorry

Dansk Folkepartis medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Finn Rudaizky, er også utilfreds med, at borgmesteren ikke er kommet med et udspil tidligere.

- Borgmesteren kommer jo aldrig på banen tidligt i nogen sager. Hun skal næsten altid presses til at komme på banen, siger han til TV 2 Lorry.

Teknik- og Miljøudvalgsmedlem Gorm Anker Gunnarsen, der ligesom borgmesteren er fra Enhedslisten, har nu indkaldt udvalget til et møde, hvor medlemmerne skal drøfte den betændte sag om Amager Fælled.

- Der er rejst så meget tvivl i den her sag, at vi bliver nødt til at have et udvalgsmøde for at få forvaltningen til at fortælle, hvorfor de har set på sagen, som de har, siger han til TV 2 Lorry.

Gorm Anker Gunnarsen er medlem af  Teknik- og Miljøudvalget for Enhedslisten.
Gorm Anker Gunnarsen er medlem af Teknik- og Miljøudvalget for Enhedslisten.
Foto: TV 2 Lorry

Gorm Anker Gunnarsen forventer, at mødet afholdes i løbet af ugen.

- Hellere i morgen end på fredag, siger han.

Amager Fælleds Venner vil gå rettens vej

Mens forvaltningens jurister undersøger sagen, har protestbevægelsen Amager Fælleds Venner valgt at stævne projektselskabet Fælledby P/S, som er bygherre. 

Fælledby P/S er ligeligt ejet af det kommunale udviklingsselskab By & Havn og PensionDanmark.  

Fælledby P/S fik i sidste uge et tilsendt et advarselsbrev af Amager Fælleds Venner advokat, hvor ordlyden ikke var til at tage fejl af. 

Nogle modstandere af byggeriet har her givet deres mening til kende på muren, der omhegner byggepladsen.
Nogle modstandere af byggeriet har her givet deres mening til kende på muren, der omhegner byggepladsen.
Foto: TV 2 Lorry

Selskabet skal indstille sine byggeaktiviteter senest tirsdag i denne uge, ellers kan det forvente en stævning i byretten.

- Det, vi lige nu arbejder på, er simpelthen at iværksætte en forbudssag over for Fælledby med henblik på at få standset de aktiviteter, de udøver, sagde Johan Løje, der er advokat for Amager Fælleds Venner, i sidste uge til TV 2 Lorry.

Har stævning klar 

Han har mandagen igennem været i fuld gang med at udarbejde stævningen, da deadlinen for at indstille byggeriet snart er overskredet. 

- Det er vores opfattelse, at Fælledby som privat virksomhed faktisk arbejder uden tilladelser på nuværende tidspunkt. Og det mener vi godt, at vi kan få nedlagt forbud imod, siger Johan Løje mandag til TV 2 Lorry.

Advokat Johan Løje har på vegne af Amager Fælleds Venner sendt et advarselsbrev til selskabet Fælledby med besked om, at det skal indstille arbejdet senest tirsdag.
Advokat Johan Løje har på vegne af Amager Fælleds Venner sendt et advarselsbrev til selskabet Fælledby med besked om, at det skal indstille arbejdet senest tirsdag.
Foto: TV 2 Lorry

Han forventer tirsdag at kunne stævne Fælledby P/S i Fogedretten ved Københavns Byret for at få iværksat et foreløbigt forbud mod byggeriet. 

Det er ifølge Johan Løje den hurtigste vej til at standse byggeaktiviteterne, som han ser det.

- Vi håber at byretten rent faktisk nedlægger et forbud mod de aktiviteter, der foregår derude, siger han.

Advokat Johan Løje håber dog, at politikerne når at bremse byggeriet, inden søgsmålet er færdigt.

- Ellers håber vi, at kommunen vågner op i mellemtiden og konstaterer, at der er noget galt, siger han.

Mest læst i dag

Se flere

Samfund

Collage Christiania

50 år med Christiania: Fra besat kaserne til politisk hovedpine og turistattraktion

wc toilet

Ingen pusleplads hos herrerne - Kristoffer skifter sit barn på dametoilettet: "Manden er ikke et offer"

ring/skov

Hvem er Hannes partner? Politiet efterlyser ejeren til ring fundet i skoven

jobcenter

Kommune fjerner forvaltningschef fra jobcenter efter voldsomme anklager

København

Forsiden lige nu

Se flere