321 beboere og ansatte på plejehjem fik vaccine nummer to: ”Det føles dejligt”

Der er gang i vaccinesprøjterne på plejehjemmene i København denne weekend. På Fælledgården alene modtog 321 lørdag deres vaccinestik nummer to.

For plejehjemsbeboere og plejehjemspersonale i Københavns Kommune er denne weekend noget ud over det sædvanlige.

En weekend, der giver anledning til fejring.

- Vi startede dagen med en morgenbitter – en Gammel Dansk, siger Kirsten Bach, der er beboer på plejehjemmet Fælledgården.

For lørdag og søndag er værd at markere. Her får både de ældre og de ansatte på kommunens 44 plejehjem stik nummer to med vaccine mod covid-19, som fuldender vaccinationen af den verdensomspændende virus.

- Det føles dejligt, siger Jeanett Bantz, der er social- og sundhedsassistent på Fælledgården.

Anden dosis med vaccinen mod covid-19 skal gives inden for 19 til 42 dage efter første dosis.
Anden dosis med vaccinen mod covid-19 skal gives inden for 19 til 42 dage efter første dosis.
Foto: Morten Raarup/TV 2 Lorry

Har ventet i spænding

Dermed har de om et par uger cirka 95 procents beskyttelse mod coronavirus.

En af de ældre, som lørdag modtog sit andet vaccinestik på Fælledgården på Østerbro er Kirsten Bach. For hende er det lille prik i højre arm en forløsning.

- Vi har ventet på denne her dato med glæde, siger hun.

Hun og de andre beboere på plejehjemmet har i snart et års tid levet med konsekvenserne fra sygdommen, som især har ramt den ældste del af befolkningen hårdt.

På Fælledgården er to beboere døde med corona.

Jeanett Bantz, der er social- og sundhedsassistent på Fælledgården, ser frem til igen at kunne yde nær omsorg over for de ældre på plejehjemmet.
Jeanett Bantz, der er social- og sundhedsassistent på Fælledgården, ser frem til igen at kunne yde nær omsorg over for de ældre på plejehjemmet.
Foto: Morten Raarup/TV 2 Lorry

321 fik vaccinestik nummer to

Beboerne og de ansatte fik det første stik mellem jul og nytår. Og lørdag kom nålen så i armen 321 gange i anden og sidste omgang.

- Det betyder, at vi nu måske snart kan få lov at få flere pårørende ind, og at vi måske kan slippe for, at nogle får corona, siger Hannah Hjorth, der er forstander på plejehjemmet.

Nogenlunde samme melding om de ældre kommer fra en af de nyligt vaccinerede ansatte på Fælledgården:

- De (beboerne, red.) kan se deres pårørende igen, og vi kan få lov at være sammen med dem på en mere normal måde. Vi kan sidde og hygge sammen med dem og gøre alt det, vi normalt kunne gøre. Så det glæder jeg mig til, siger Jeanett Bantz.

Nu går der omkring 14 dage, inden de ældre og ansatte får den fulde effekt af vaccinen fra Pfizer/BioNTech. Det giver håb for, at noget af hverdagen på Fælledgården snart kan vende tilbage.

Og Kirsten Bach, hun satser også på én bestemt ting.

- Jeg håber, at jeg kan leve mange år endnu, siger hun og griner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik