Modeikoner, millioner og mange følgere: Så store er Astralis

Danske Astralis er endnu en gang strøget til tops i en turnering om mange millioner kroner. TV 2 Lorry har været med i London.

På Hotel Mariott i Twickenham i London er der tæpper på gulvene, billeder på væggene og klassiske sofa-arrangementer med pæne puder og plads til kaffekoppen. 

Og så er der fem unge, danske mænd - klædt i sorte t-shirts med rødt logo og navn på ryggen. 

Der er tale om det danske esportshold Astralis, som for tiden er verdens suverænt bedste krigere med mus og tastatur. 

Lige nu er de ved at spille Major-turneringen FACEIT, der i Counter Strike-sammenhæng svarer til Champions League-turneringen i fodbold. 

TV 2 Lorry har helt ekstraordinært fået lov til at besøge og forstyrre de danske verdensstjerner midt i det hele. 

- Det der med at bo på pæne hoteller er fantastisk. Og det viser bare, at selve spillet bliver taget mere seriøst, siger en altid glad og imødekommende Peter "Dupreeh" Rothmann, der startede med at dyrke computerspillet som ti-årig på fritidsklubben Klub Vest i Allerød.

- Dengang man sad hjemme på børneværelset eller på fritidsklubben, der sad man jo ikke og tænkte, at en dag ville man komme til at bo på fede hoteller og rejse verden rundt. Det gjorde man altså ikke, siger han. 

Millionerne vælter ind på bankkontoen

På det seneste har Peter "Dupreeh" Rothmann og Astralis vundet stort set alt, som de har deltaget i, i en sportsgren, som på få år er eksploderet i popularitet. 

Holdet har i de seneste fem store Counter Strik-turneringer nappet fire sejre og en semifinaleplads, hvilket har indbragt dem omkring syv millioner kroner i alt. 

I juni vandt holdet ECS Season 5 Finals i London og 1,6 millioner kroner. 

I juli måned kunne holdet lade sig hylde som vindere af ELEAGUE CS:GO Premier i Atlanta i USA, hvor pengepræmien lød på intet mindre end tre millioner kroner. 

Og nu står de altså og skal spille finale i FACEIT søndag, hvor pengepræmien ligeledes er omkring tre millioner kroner.

De fem mænd er da heller ikke bare venner, der går sammen på netcafé. På Otto Busses Vej i København har man professionelle træningslokaler, og i 2016 blev håndboldmålmand Kasper Hvidt ansat som sportsdirektør. 

- Man kan godt mærke, at fra man startede til, hvor man er nu, er der sket mange ting. Den almene borger tager det mere seriøst - men også turneringsarrangørerne, forklarer Peter "Dupreeh" Rothmann.

- Danmark er på mange punkter pionerer inden for at spille korrekt og godt Counter Strike og have en god arbejdsmoral, siger han.

 

Flere følgere end de store fodboldhold

Man kan godt blive imponeret over, at de danskere spillere stadig udviser både ydmyghed og taknemmelighed. 

Et blik på det sociale medier Twitter viser tydeligt, hvor stort holdet er. 

Her følger 162.000 mennesker lige nu Astralis, mens fodboldklubber som Brøndby og FCK til sammenligning må nøjes med 115.000 følgere - tilsammen. 

Peter "Dupreeh" Rothmann selv har 169.000 følgere fra hele verden, mens håndspilleren Mikkel Hansen har cirka 75.000 følgere, og fodboldspilleren Mathias "Zanka" Jørgensen har 62.000 følgere.

Og hver og én af de mange fans kan være sikre på, at Peter "Dupreeh" Rothmann ikke bare afviser dem i hotellobbyen eller lufthavnen:

- Hvis man kan vise sig fra sin gode side, hvilket jeg altid forsøger at gøre, så er det jo bare fedt, at der er mennesker, som ser op til en. Det er smigrende, siger han. 

- Jeg vil aldrig nogensinde sige nej til at få taget en selfie med en eller anden fan. Hvis der er nogen derude, som er bange for at spørge om et billede, så skal de bare gøre det. Vi vil hellere end gerne være der for vores fans, for det er dem, som har gjort, at vi kan være her, siger stjernen. 

Soveposer, trøjer og sengetøj kan nu rekvireres i den store legetøjskæde Toys"R"Us.
Soveposer, trøjer og sengetøj kan nu rekvireres i den store legetøjskæde Toys"R"Us.
Foto: TV 2 Kosmopol

Kluns, legetøj og tæpper med heltene

Mens TV 2 Lorry er i London med Astralis ankommer holdets tøjsponsor Jack & Jones. 

Selvom de fem spillere skal fokusere på weekendens brag, skal de også tage stilling til en lancering af en ny Astralis-sko, der snart kan købes i tøjbutikkerne. 

Holdet er selv med til at designe og udvælge de modeller, de bedst kan lide - og dermed også bestemme, hvad deres fans kan købe. 

Produktet kommer først senere på året, men man kan allerede nu på Jack & Jones' hjemmeside shoppe spillernes eget favorittøj, så man kan gå klædt som dem. 

Ligeledes kan man hos legetøjskæden Toys"R"Us i Gentofte finde en hel væg udelukkende med Astralis-merchandise.

Det er altså muligt at købe håndklæder, soveposer, puder og spilletrøje til børneværelserne.

- Du skal sørge for at opføre dig ordentligt. Det skal man selvfølgelig altid, men der er nogle forpligtelser, når man har fans, og der er mange, som ser op til en. Så der er helt sikkert nogle ting, som man skal gå og tænke over i hverdagen, lyder det fra Emil "Magisk" Reif. 

Han kom til holdet i februar som den seneste og har derfor tydeligt oplevet, hvor meget opmærksomhed man får, når man spiller på verdens bedste hold. 

- Det var en stor omvæltning. Der har været mange ting, som skulle ænders. Både i forhold til livsstil og træning, siger han. 

Astralis

Holdet Astralis er grundlagt i 2016 - blandt andet med hjælp fra nuværende uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers. 

Holdet består af fem verdensstjerner:

Emil "Magisk" Reif
Peter "Dupreeh" Rothmann
Nicolai "Dev1ce" Reedtz 
Lukas "Gla1ve" Rossander
Andreas "Xyp9x" Højsleth
TV 2 Lorry besøgte Astralis under Major-turneringen FACEIT i London. Se programmet her. 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik