Bådejere i Fredens Havn er blevet sigtet af politiet

Ejerne skulle have ryddet området, og beboerne skulle være flyttet. Men alt fra fartøjer til vragdele og sågar beboere er der stadig - så nu har politiet rejst en række sigtelser.

Bådene ligger stadig i vandet og skvulper i den flydende fristad Fredens Havn mellem Holmen og Christiania.

Det samme gør vragdele, tømmerflåder og de interimistiskbyggede bådebroer.

I februar fik ejerne ellers påbud om at fjerne bådkolonien og rydde området op - men det er ikke sket.

Derfor har Kystdirektoratet politianmeldt ejerne, og nu har politiet rejst sigtelser mod flere af dem.

Ejerne havde fået fire uger til at rydde området, og dets omkring 90 fartøjer, bådvrag og tømmerflåder. Den tidsfrist udløb allerede tilbage i marts, men det er altså først nu, at sigtelserne for at overtræde påbuddet kommer.

Både Københavns Politi og Kystdirektoratet afviser i dag kommentere på sigtelserne, fordi de relevante talspersoner er på ferie.

Heller ikke styregruppen for Fredens Havn ønsker at sige noget, da de først vil komme med et svar til politiet.

Rydning bliver betalt af skatteborgerne

Det var nok også de færreste, der havde forventet, at bådejere og beboere på egen hånd ville rydde op i Fredens Havn.

Allerede da påbuddet blev udstedt, indgik staten og Københavns Kommune derfor en aftale om, hvordan Fredens Havn skulle ryddes, hvis ikke beboerne tog sagen i egen hånd.

Det forventes at koste det offentlige omkring 25 millioner kroner at rydde op, og den regning bliver delt mellem Miljøministeriet og Københavns Kommune.

Fordi selve opgaven med at rydde Fredens Havn skal i udbud, kan arbejdet højst sandsynligt først gå i gang til efteråret.

En del af beboerne i Fredens Havn er hjemløse. Her er det en udenlandsk squatter, der er ved at fire sig i land. Han siger selv, at han kun bor i Fredens Havn midlertidigt.
En del af beboerne i Fredens Havn er hjemløse. Her er det en udenlandsk squatter, der er ved at fire sig i land. Han siger selv, at han kun bor i Fredens Havn midlertidigt.
Foto: Martin Kiil

En årelang diskussion

Bådkolonien Fredens Havn har ligget i Erdkehlgraven siden 2006. Først omkring år 2011 begyndte kolonien at vokse til en størrelse, der affødte politisk diskussion.

I 2011 forsøgte Københavns Kommune første gang at fjerne bådene. Da foreningen bag bådlejren klagede over beslutningen, røg sagen videre til Kystdirektoratet, der i 2013 stadfæstede, at kolonien skulle ryddes.

I 2015 blev Fredens Havn erklæret ulovlig.

Siden da er flere fartøj kommet til, og i alt består kolonien af cirka 90 fartøjer, tømmerflåder, vrag og anlæg.

At bådkolonien har fået lov at vokse sig så stor, som den er i dag, uden at blive ryddet, skyldes blandt andet, at opgaven med at få bådene fjernet i lang tid har været strandet et sted mellem flere styrelser og forvaltninger.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik