Vraget borgmester kan skabe sensationen med nyt parti, vurderer kommentator

Det er ikke umuligt, at den mangeårige borgmester Ole Bjørstorp med sit nye parti Ishøjlisten kan nedbryde Socialdemokratiets dominans og snuppe borgmesterposten, vurderer politisk kommentator.

Ishøj er Socialdemokratisk hjerteland og byrådet en stensikker bastion for partiet siden det første kommunalvalg i 1943.

Men nu kan fredagens kulmination på et internt magtopgør i partiet muligvis bringe Socialdemokratiets forventede sejr ved efterårets kommunalvalg i fare og få højborgen på Vestegnen til at smuldre.

Det vurderer Politikens politiske kommentator, Kristian Madsen, efter Ishøjs mangeårige borgmester fra Socialdemokratiet, Ole Bjørstorp, har brudt med partiet og stiftet en ny lokalliste med navnet Ishøjlisten.

Bruddet er sket, efter Bjørstorp i efteråret sidste år blev vraget som spidskandidat ved det kommende valg efter en afstemning i partiforeningen, der i stedet pegede på rivalen Merete Amdisen som næste i en forudsigelig række af socialdemokratiske borgmestre i Ishøj.

- Man kan ikke afvise, at Ole Bjørstorp bliver borgmester. Før det her skete, var det ret forudsigeligt, hvad der ville ske i Ishøj: Merete Amdisen (S) ville vinde, og hun ville formentlig også få absolut flertal. Nu er det ret åbent – alene dét er en sensation, siger Kristian Madsen til TV 2 Lorry.

Internt magtopgør kørt af sporet

Hvad der før var et internt opgør, der boblede under partiets overflade, brød i efteråret ud i lys lue, da Ole Bjørstorp efter nederlaget til Merete Amdisen udtrykte sin mistillid til den nye spidskandidat og luftede idéen om at forlade partiet, han har repræsenteret som kommunalpolitiker i 40 år.

Siden skiftede Bjørstorp mening og meddelte, at han ville forblive socialdemokrat

Og så skiftede han mening igen.

Fredag formiddag detonerede borgmesteren gennem 20 år en kommunalpolitisk neutronbombe ved at annoncere, at han sammen med to andre nuværende medlemmer af byrådet for Socialdemokratiet og yderligere to andre fremtrædende socialdemokrater nu stifter partiet Ishøjlisten.

Merete Amdisen slog i efteråret sidste år Ole Bjørstorp af pinden som Socialdemokratiets spidskandidat ved det kommende kommunalvalg.
Merete Amdisen slog i efteråret sidste år Ole Bjørstorp af pinden som Socialdemokratiets spidskandidat ved det kommende kommunalvalg.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Alt kan ske på valgnatten

Og med det er der blæst til valgkamp i den lille kommune på Vestegnen – en valgkamp, der nu er helt åben.

Især valgnatten i november, når politikerne forsamles og forhandler om konstitueringen, efter valgresultaterne er løbet ind, har potentiale til at udvikle sig overraskende, vurderer kommentatoren.

- Men meget afhænger jo også af konstitueringen. Måske kan det lykkes for Bjørstorp at samle alle partierne uden om Socialdemokraterne, siger Kristian Madsen.

Men man må dog fortsat antage, at Socialdemokratiets spidskandidat, Merete Amdisen, er favorit til at støde Ole Bjørstorp fra tronen.

- Mere populær er Bjørstorp jo heller ikke. Men det er svært at forestille sig, at Socialdemokratiet får absolut flertal nu, hvor Bjørstorp stiller op med en ny liste, siger Kristian Madsen.

Et kommunalvalg, der før lignede et socialdemokratisk slam dunk, er nu pivåbent, mener Kristian Madsen, der er politisk kommentator hos avisen Politiken.
Et kommunalvalg, der før lignede et socialdemokratisk slam dunk, er nu pivåbent, mener Kristian Madsen, der er politisk kommentator hos avisen Politiken.
Foto: Thomas Willads/TV 2 Lorry

Ondt blod mellem bykonge og ny spidskandidat

Absolut flertal har Socialdemokratiet ellers haft i byrådet i Ishøj de seneste mange årtier. Vi skal helt tilbage til valget i 1981 for at finde en periode, hvor partiets byrødder ikke udgjorde et flertal af de valgte kommunalpolitikere.

Og udsigten til et vingeskudt Socialdemokratiet ved valget til november kan især ende med at komme de andre partier til gode, spår Kristian Madsen.

- Det bliver sindssygt spændende – der er ondt blod mellem de mennesker. Og den store risiko er, at folk kigger på det og tænker: ”Jeg gider ikke stemme på nogen af dem. Nu må vi have noget helt andet”, og måske begynder at kigge til SF eller andre partier, siger Kristian Madsen og fortsætter:

- Så alt er oppe i luften.

Ole Bjørstorp har været borgmester i Ishøj Kommune siden 2001 og er dermed en af de længst siddende borgmestre i landet. Han nåede at repræsentere Socialdemokratiet i kommunalpolitik i 40 år.

Internt S-kaos i Ishøj

Et opsigtsvækkende, internt opgør har martret den socialdemokratiske byrådsgruppe i Ishøj Kommune.


Gruppen blev i efteråret 2019 splittet i to - med Ole Bjørstorp i en seksmandsgruppe og Merete Amdisen i en femmandsgruppe.


TV 2 Lorry fortalte første gang om uenighederne i begyndelsen af december 2019, da Merete Amdisen blev væltet som gruppeformand, og det var ifølge formanden for den socialdemokratiske partiforening i Ishøj, Henning Bjerre, Ole Bjørstorp, der havde “ført sværdet”.


Borgmester Ole Bjørstorp sendte dengang en mail rundt til de socialdemokratiske byrådsmedlemmer, hvori argumenter for at vælte Merete Amdisen var oplistet. Der skulle blandt andet være “et stort had” blandt medlemmerne til Amdisen, sagde Ole Bjørstorp siden til TV 2 Lorry.


Der var dog ifølge Merete Amdisen også miskrediterende detaljer om hendes privatliv i mailen. Ole Bjørstorp har siden forklaret, at en sætning om Amdisens privatliv “burde man nok ikke have taget med.”


En uge efter, at hun blev væltet som gruppeformand, bebudede Merete Amdisen, at hun nu ville gå efter at blive spidskandidat.


I den forbindelse sagde hun til TV 2 Lorry, at “vi skal være i dialog med borgerne og ikke mindst bevare jordforbindelsen."


Og at “Ishøj har brug for både fornyelse og erfaring. Ishøj har brug for en leder, der med sikker hånd kan styre os igennem de udfordringer, vi står overfor. En der er i stand til at træffe vigtige beslutninger med både hjerte og forstand.”


Til det sagde Ole Bjørstorp til TV 2 Lorry:


- Men det har hun ikke.


Merete Amdisen egnede sig hverken til at være gruppeformand eller borgmester, mente Bjørstorp.


- Hun kan ikke samle en gruppe eller et parti. Det går skidt hver gang. Man skal have nogle specielle egenskaber for at kunne være borgmester, sagde Ole Bjørstorp i december sidste år til TV 2 Lorry.


Uenighederne mellem de to grupperinger i partiet har været så store i løbet af 2020, at partisekretær for Socialdemokratiet, Jan Juul Christensen - der også er en del af landsledelsen sammen med blandt andre statsminister Mette Frederiksen - har måtte rykke ud som mægler.


Med sig har han haft den tidligere mangeårige Ramsø- og Roskilde-borgmester Poul Lindor Nielsen, men de har ikke kunne få parterne til at løse deres interne problemer.


I sommeren 2020 var Merete Amdisen og Ole Bjørstorp også uenige om, hvorvidt en stor høstfest for kommunens ældre borgere skulle gennemføres set i lyset af det høje niveau af corona-smitte, der har plaget Ishøj Kommune i coronakrisen.


Den interne splid var dog ikke det eneste Ole Bjørstorp-drama, der trak overskrifter i 2020. Ekstra Bladet kunne således i fsløre, at han kørte rundt i en kommunalt betalt tjenestebil stik imod reglerne.


Avisen afslørede også, at der var uregelmæssigheder med en del af de mange nye medlems-tilmeldinger, der væltede ind i Socialdemokratiet i Ishøj siden december 2019.


Uenighederne mellem de to grupperinger i byrådet stod også til skue på en generalforsamling i september 2020, der blev afviklet under stort drama og kaos.


Generalforsamlingen varede i otte timer, og på et tidspunkt blev der skabt så meget drama om dirigenten, at han valgte at gå.


24. november 2020 blev Ole Bjørstorp vraget af medlemmerne, da der skulle vælges spidskandidat til kommunalvalget i november 2021. Ny spidskandidat blev Merete Amdisen.


Samme dag smækkede Ole Bjørstorp med døren, da han i et interview med TV 2 Lorry udtalte, at Socialdemokratiet "ikke havde behandlet ham godt."


I december 2020 truede Ole Bjørstorp med at ville forlade Socialdemokratiet, men skiftede siden mening. Nu har han så endelig gjort alvor af tankerne fra dengang. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik