Bykonge vraget og er snart færdig som borgmester - her er afløseren

Ishøjs bykonge og borgmester gennem snart 20 år, Ole Bjørstorp (S), har tabt afstemningen om at blive Socialdemokratiets spidskandidat i Ishøj ved kommunalvalget næste år. Merete Amdisen er ny spidskandidat og har kurs mod borgmesterkontoret.

Efter snart 20 år som borgmester er Ole Bjørstorps tid som bykonge i Ishøj Kommune ved at rinde ud.

Det står klart, efter at den lokale partiforening tirsdag eftermiddag har offentliggjort, at 74-årige Ole Bjørstorp har tabt afstemningen om at blive Socialdemokratiets spidskandidat ved kommunalvalget i Ishøj næste år.

Det er 423 stemmeberettigede medlemmer af partiforeningen og DSU i Ishøj, der har stemt, og et flertal har i stedet valgt 48-årige Merete Amdisen som ny spidskandidat.

Det er den foreløbige kulmination på TV 2 Lorrys afdækning af et voldsomt, internt magtopgør, der har splittet den socialdemokratiske byrådsgruppe i det seneste års tid, hvor Ole Bjørstorp også er kommet i modvind efter Ekstra Bladets afsløringer af ulovlig brug af tjenestebil.

Ole Bjørstorp fik 96 stemmer - 26 procent - mens Merete Amdisen fik hele 206 stemmer - svarende til 55,8 procent af stemmerne. Der har højst usædvanligt været ikke bare to, men hele tre bejlere til posten, og den sidste, Annelise Madsen, datter af tidligere borgmester Per Madsen, fik 67 stemmer - 18,2 procent af stemmerne.

Det har været et forløb, der har strakt sig over næsten et år, og jeg er glad og lettet over, at det nu er afsluttet. Det betyder, at vi kan komme i gang med den vigtigste opgave, nemlig at sikre Socialdemokratiets flertal i Ishøj Byråd, skriver Merete Amdisen i et facebookopslag, hvor hun også påpeger, at den langvarige kamp om borgmesterkandidatposten, har trukket dybe spor i byrådsgruppen, bestyrelsen og blandt medlemmerne.

- Min første opgave som borgmesterkandidat vil være, at tage initiativ til, at vi får genetableret en god og tillidsfuld samarbejdskultur, hvor der er plads til alle, hvor alle kan føle sig velkomne, og hvor vi viser respekt for hinanden og de fælles beslutninger, vi når frem til. Vi er ikke altid et enigt Socialdemokrati, men vi skal altid være et samlet Socialdemokrati i Ishøj, så lad os stå sammen om at vinde kommunevalget i Ishøj i 2021, skriver Amdisen i opslaget.

Se listen over de længst siddende bykonger her.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Merete Amdisen (S)
Merete Amdisen (S)
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Amdisen har kurs mod borgmesterkontoret

Ole Bjørstorp kan stadig optræde på Socialdemokratiets liste ved det kommende valg, men selv hvis han bliver valgt med det højeste personlige stemmetal, bliver det Merete Amdisen, der står til at blive Socialdemokratiets bud på Ishøjs næste borgmester.

Og netop borgmesterposten forventer Socialdemokratiet fortsat at kunne besætte efter næste års valg. 

Med den store medlemsfremgang vi har set i det forgangne år, er der mange stærke profiler at bygge på - både i den nuværende byrådsgruppe og i medlemskredsen. Det tegner godt for Socialdemokratiet, siger Henning Bjerre, der er formand for Socialdemokratiet i Ishøj. 

Med valget af spidskandidat har man således også valgt borgmesterkandidaten. Socialdemokratiets regler foreskriver, at partiets byrådsmedlemmer bakker op om spidskandidaten ved en konstituering.

Stemmetal ved de seneste kommunalvalg:​​​​​​

Socialdemokratiet har siddet på et absolut flertal i vestegnskommunen sidden 1985, og har i dag således 11 ud af byrådets 19 pladser. Partiet konstituerede sig dog med Dansk Folkeparti efter forrige kommunalvalg.

Valgresultatet i 2021 skal altså ændre sig markant i forhold til valget i 2017, hvis et andet parti skal indtage borgmesterkontoret på rådhuset ved Ishøj Bycenter. Derfor kan Merete Amdisen næsten de facto betragtes som borgmester efter kommunalvalget i november næste år.

Borgmestre i Ishøj Kommune

Det vides ikke, om Ole Bjørstorp vil overdrage borgmesterkæderne til Merete Amdisen før valget, eller om han vil sidde perioden ud frem til 1. januar 2022. Sikkert er det dog, at hans tid som borgmester og bykonge nu har en slutdato – medmindre han går efter at stille op ved kommunalvalget i 2025 som 79-årig.

Ole Bjørstorp har været borgmester siden 2001 og er blandt de 20 længst siddende borgmestre i TV 2 Lorrys sendeområde siden 1970. 

Artiklen fortsætter efter billedet...

Ishøj Rådhus
Ishøj Rådhus
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Voldsomt magtopgør

Valget af spidskandidat tirsdag kommer efter et år med et opsigtsvækkende, internt opgør i den socialdemokratiske byrådsgruppe i Ishøj Kommune.

Gruppen har siden efteråret 2019 været splittet i to - med Ole Bjørstorp i en seksmandsgruppe og Merete Amdisen i en femmandsgruppe.

TV 2 Lorry fortalte første gang om uenighederne i begyndelsen af december sidste år, da Merete Amdisen blev væltet som gruppeformand, og det var ifølge formanden for den socialdemokratiske partiforening i Ishøj, Henning Bjerre, Ole Bjørstorp, der havde “ført sværdet”. Den tredje bejler til at blive spidskandidat, Annelise Madsen, var en del af Ole Bjørstorps gruppe.

Borgmester Ole Bjørstorp sendte dengang en mail rundt til de socialdemokratiske byrådsmedlemmer, hvori argumenter for at vælte Merete Amdisen var oplistet. Der skulle blandt andet være “et stort had” blandt medlemmerne til Amdisen, sagde Ole Bjørstorp siden til TV 2 Lorry.

Der var dog ifølge Merete Amdisen også miskrediterende detaljer om hendes privatliv i mailen. Ole Bjørstorp har siden forklaret, at en sætning om Amdisens privatliv “burde man nok ikke have taget med.”

En uge efter, at hun blev væltet som gruppeformand, bebudede Merete Amdisen, at hun nu ville gå efter at blive spidskandidat.

I den forbindelse sagde hun til TV 2 Lorry, at “vi skal være i dialog med borgerne og ikke mindst bevare jordforbindelsen."

Og at “Ishøj har brug for både fornyelse og erfaring. Ishøj har brug for en leder, der med sikker hånd kan styre os igennem de udfordringer, vi står overfor. En der er i stand til at træffe vigtige beslutninger med både hjerte og forstand.”

Til det sagde Ole Bjørstorp til TV 2 Lorry:

- Men det har hun ikke.

quote Hun kan ikke samle en gruppe eller et parti

Ole Bjørstorp om Merete Amdisen i december 2019

Merete Amdisen egnede sig hverken til at være gruppeformand eller borgmester, mente Bjørstorp.

- Hun kan ikke samle en gruppe eller et parti. Det går skidt hver gang. Man skal have nogle specielle egenskaber for at kunne være borgmester, sagde Ole Bjørstorp i december sidste år til TV 2 Lorry.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Annelise Madsen (S) meldte sig som kandidat i september måned i år.
Annelise Madsen (S) meldte sig som kandidat i september måned i år.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Roskilde-borgmester som mægler

Uenighederne mellem de to grupperinger i partiet har været så store i løbet af 2020, at partisekretær for Socialdemokratiet, Jan Juul Christensen - der også er en del af landsledelsen sammen med blandt andre statsminister Mette Frederiksen - har måtte rykke ud som mægler.

Med sig har han haft den tidligere mangeårige Ramsø- og Roskilde-borgmester Poul Lindor Nielsen, men de har ikke kunne få parterne til at løse deres interne problemer.

Senest har Merete Amdisen og Ole Bjørstorp også været uenige om, hvorvidt en stor høstfest for kommunens ældre borgere skulle gennemføres set i lyset af det høje niveau af corona-smitte, der har plaget Ishøj Kommune siden foråret.

Den interne splid er dog ikke det eneste Ole Bjørstorp-drama, der har trukket overskrifter i år. Ekstra Bladet kunne således i januar afsløre, at han kørte rundt i en kommunalt betalt tjenestebil stik imod reglerne

Avisen har også afsløret, at der har været uregelmæssigheder med en del af de mange nye medlems-tilmeldinger, der er væltet ind i Socialdemokratiet i Ishøj siden december sidste år.

Uenighederne mellem de to grupperinger i byrådet stod senest til skue på en generalforsamling i september, der blev afviklet under stort drama og kaos.

Generalforsamlingen varede i otte timer, og på et tidspunkt blev der skabt så meget drama om dirigenten, at han valgte at gå.

Ole Bjørstorp har været borgmester siden 2001 og er blandt de 20 længst siddende borgmestre i TV 2 Lorrys sendeområde siden 1970.