Kenny kæmper mod farlig og ulovlig skov af "Til salg"-skilte - mægler lægger sig fladt ned

"Til salg"-skilte burde kun stå foran den ejendom, som er til salg. Sådan er det dog ikke i Hørsholm, hvor en decideret skilteskov er til fare for trafikken. Nu sender Hørsholm Kommune et brev til ejendomsmæglere om, at de skal overholde loven.

Til salg.

De to ord burde ikke frustrere Hørsholm-borger Kenny Neuchs - men det gør de.

Han ser nemlig ofte, at ejendomsmæglernes ”Til salg”-skilte er opsat ulovligt - en skiltning, som potentielt kan være til fare for trafikanter, og som Hørsholm Kommune tidligere har gjort kommunens ejendomsmæglere opmærksom på.

Derfor er Kenny Neuchs træt af, at han stadig ser ”Til salg”-skilte rundt omkring i bybilledet, der ikke er placeret korrekt.

quote Vi ser gerne, at folk overholder loven.

Rune Munch Christensen, Leder af Vej og Park, Hørsholm Kommune

Det påpeger han i et opslag på Facebook-gruppen ”Hørsholm Rungsted Beboergruppe”.

- Det er en reklame for ejendomsmægleren. Det, synes jeg ikke, hører til i bybilledet. Jeg synes ikke, vi skal leve med deres (ejendomsmæglernes, red.) markedsføring på villavejene, villakvarterne og i hele Hørsholm Kommune, siger Kenny Neuchs og fortsætter:

- Min anke går på, at det ikke er tilladt. Det er kommunen, der sætter reglerne. Det er ikke kønt, og derfor er jeg gået ind i den her kamp, siger Kenny Neuchs.

Skilte kan distrahere

I Hørsholm Kommune bliver nogle ”Til salg”-skilte placeret ude på offentlig vej – eksempelvis ved indkørslen til en større rækkehusbebyggelse.

Skiltet skal dermed henvise ned til det hus, der er til salg - en praksis, som ikke tilladt i Hørsholm Kommune.

Ifølge leder af Vej og Park i Hørsholm Kommune, Rune Munch Christensen, er det som udgangspunkt forbudt at sætte et skilt op uden tilladelse på offentlig vej.

Det skyldes, at bilister kan blive distraheret i trafikken.

- Lovgiver har valgt at sige, at man ikke skal sætte unødige skilte op på offentlig vej, fordi det kan gøre noget ved sikkerheden, siger Rune Munch Christensen.

- Vi ser gerne, at folk overholder loven. Vi får en del borgerklager, der synes, det er et problem, at de står der, og det ikke er kønt, siger Rune Munch Christensen.

quote Vi fjerner dem med det samme.

Judith Hagbarth Mørch-Pedersen, Ejendomsmægler, Home Hørsholm/Rungsted

Derfor regner Hørsholm Kommune med, at de inden for de næste par uger sender et brev ud til ejendomsmæglerne, der skal gøre dem opmærksomme på den ulovlige praksis – et brev, som kommunen også sendte ud til ejendomsmæglerne tilbage i december 2021.

- Vi sender dem ud til samtlige ejendomsmæglere, så alle kan blive gjort opmærksomme på det. Der er mere end et ejendomsmæglerfirma, der sætter skilte op, men også mange, der ikke længere gør det, siger Rune Munch Christensen.

TV 2 Lorry har også talt med Hørsholms borgmester Morten Slotved (K). Han fortæller, at et brev med en påmindelse om reglerne tidligere har hjulpet, men at opsætningen af skilte nu er dukket op igen.

Ejendomsmæglerfirma piller skilte ned

Ejendomsmæglerfirmaet Home Hørsholm/Rungsted er et af de firmaer, der har placeret såkaldte skilte længere væk fra det pågældende hus, der er til salg.

Det har de gjort med ønske om at henvise ned til huset, så flere blev gjort opmærksom på, at der var et hus til salg.

Ifølge Ejendomsmægler fra Home i Hørsholm, Judith Hagbarth Mørch-Pedersen, har firmaet ikke været opmærksomme på reglerne.

Hun fortæller til TV 2 Lorry, at firmaet har placeret skiltene i god tro.

- Det er ikke forfærdelig mange skilte, vi har stående, men vi flytter de skilte, der ikke står korrekt. Vi fjerner dem med det samme, siger Judith Hagbarth Mørch-Pedersen.

Hun beder også borgere kontakte firmaet, hvis der skulle være et skilt, de mod hensigt har overset at fjerne.

Vil påminde ejendomsmæglere om regler

Ifølge Dansk Ejendomsmæglerforening, DE, oplever de ikke den ulovlige skiltning som et stort problem. Foreningen har dog fået henvendelser fra kommunerne om skiltningen førhen.

- Når vi får henvendelser (fra kommunen, red.) kontakter vi mæglerne, om at de skal følge loven, siger vicedirektør i DE, Anders Plamkvist, og fortsætter:

- Vi har informeret ud om det, så derfor er det sjældent at vi får henvendelser. Når vi retter henvendelser til mæglerne, er de i en lang række tilfælde ikke klar over reglerne.

Har I gjort det klart nok for ejendomsmæglerne, hvilke regler der er på området?

- Det mener jeg. Vi har gjort tydeligt opmærksom på det. Vi vil igen lige sende en reminder ud til mæglerne om, at der er regler på området, siger Anders Palmkvist, der påpeger, at DE har et etisk nævn, der kan give bøder og i sidste ende indstille et medlem til at blive ekskluderet fra DE.

Håber på nedtagning fra alle

Den pensionerede Hørsholm-borger Kenny Neuchs, der er tidligere medlem af Venstre, og som stillede op til Kommunalvalget i 2021, håber da også, at alle ejendomsmæglerne i Hørsholm Kommune vil pille de skilte ned, der er ulovligt placeret.

- Det er fair, hvis man skal sælge sit hus, og der så står et skilt ved huset. Det skal vi ikke lave om på. Skiltene skal bare ikke placeres ved vejkryds. Det bliver et uskønt syn, siger Kenny Neuchs, der påpeger, at ejendomsmæglernes ulovlige skiltning er blevet mindre, efter det første brev blev sendt ud i 2021. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik