Tiltalt for forsøg på røveri: Ville forsinke politiet med brændende busser

En gruppe på fem mænd er tiltalt for at planlægge et stort anlagt røveri mod en værdihåndteringsvirksomhed i Taastrup.

Fem mænd er tiltalt for at forberede et større røveri mod en værdihåndteringsvirksomhed i Taastrup i november 2019.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Røveriet blev ikke til noget, fordi mændene blev anholdt inden.

De fem tiltalte havde dog store planer for hvordan røveriet skulle have foregået.

Således er de fem mænd af anklagemyndigheden samtidig tiltalt for have undersøgt mulighederne for at skaffe sprængstoffer og entreprenørkøretøjer til røveriet - og for at planlægge at forsinke politiet med brændende busser eller lignende.

Mændene er også tiltalt for en række andre forhold - heriblandt ulovligt tvang, trusler, røveri, langvarig frihedsberøvelse og brud på indrejseforbud.

Desuden skal de have rekognosceret mod både virksomheden og politigården i Albertslund.

Tidligere dømt for danmarkshistoriens største røveri

Den hovedtiltalte i sagen er 50 år. De øvrige mænd er mellem 22 og 27 år.

Lederen af gruppen blev anholdt i slutningen af november måned sidste år og er tidligere dømt for flere røverier af særlig grov beskaffenhed.

Ifølge TV 2 er lederen af gruppen tidligere idømt 10 års fængsel for medvirken til røveri af mindst 62 millioner kroner fra Dansk Værdihåndtering i Brøndby i 2008.

Over 20 røvere medvirkede til det, der senere blev kaldt Danmarkshistoriens største kup. Til sammen fik de over 100 års fængsel.

Med en gummiged bragede røverne gennem væggen til Dansk Værdihåndtering, og derefter gik seks maskerede og bevæbnede mænd ind og fyldte sportstasker med de 62 millioner kroner.

Politiet nævner i onsdagens pressemeddelelse ikke, hvilket firma man mener var røvernes mål. Men da han blev fremstillet i grundlovsforhør kom det frem, at der var tale om firmaet Loomis, skriver Ritzau.

Netop Loomis blev 1. april 2008 udsat for et røveri i Glostrup. Her slap gerningsmændene også væk med 62 millioner kroner. Det røveri er aldrig opklaret.

Indtil nu har sagen foregået bag lukkede døre. 

Der er endnu ikke sat dato på, hvornår retssagen mod de tiltalte skal begynde.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik