Borgmestre om ny køreplan: Taberne bliver passagerer fra Roskilde og Høje-Taastrup

Passagerer fra Høje-Taastrup og Roskilde skal skifte i Odense, hvis de vil med tog til Aarhus eller Aalborg

03:00

Borgmestre i Høje-Taastrup og Roskilde kritiserer DSB's nye køreplan, som trådte i kraft i weekenden. Video: TV 2 Lorry

I sommer røg lyntogene. Og da DSB's nye køreplan trådte i kraft den 15. december, blev det med et farvel til de fleste InterCity-afgange fra Høje-Taastrup og Roskilde mod Jylland.

Borgmestrene i de to kommuner er stærkt utifredse og kæmper for at få rullet togene tilbage til stationerne i Roskilde og Høje-Taastrup.

- Taberne bliver jo alle de passagerer, der hver dag bruger Roskilde Station. Der er otte millioner passagerer her fra Roskilde, lyder det fra Roskildes borgmester, Tomas Breddam, Socialdemokratiet.

Læs også Ny togkøreplan trådt i kraft – det betyder den for dig

Det er den nye jernbanelinje over Køge og Ringsted, der koster togafgange fra Høje-Taastrup og Roskilde.

Når  InterCity-togene kører fra København, så er det med køreplansskiftet den 15. december via den nye linie. Det vil sige med stop i Ny Ellebjerg og Køge Nord, hvor de førhen kørte via Høje-Taastrup og Roskilde.

Roskilde-borgmesterens konservative kollega i Høje-Taastrup, Michael Ziegler, er enig i kritikken og protesterer også.

- Der er virksomheder, som mister arbejdskraft. Der er nogle af vores borgere, som ikke får den nemme tilgang til resten af landet, som de har haft før, og det kan jo gå ud over vækstmulighederne her, siger han.

Skift i Odense

DSB har i flere omgange argumenteret for, at passagerer, der skal fra Københavnsområdet og til Jylland, sparer tid, når togene kører på den nye strækning.

Læs også Vred borgmester i åbent brev til minister: Giv os lyntogene tilbage

Og skal man fra Høje-Taastrup eller Roskilde og vestover, så kan man tage det ene InterCity-tog, der stadig kører på strækningen en gang i timen. Toget har Esbjerg som destination.

- Vi har for at imødekomme Roskilde og Høje-Taastrup sikret, at de kun skal vente kort tid i Odense, når de har taget InterCity-toget, før der kommer et lyntog. Og det betyder, at når man skal rejse fra Roskilde til Aarhus, så er det stort set samme rejsetid - godt nok med et skift undervejs. Men det er kun plus tre minutter i forhold til tidligere, siger Tony Bispeskov, der er informationschef i DSB.

Det er bare ikke godt nok, lyder det fra borgmester-duoen:

- Vi skal da tilbage til den betjening, som vi havde før de forringelser, der blev lavet i sommer, siger Michael Ziegler, mens Roskilde-kollegaen Tomas Breddam siger:

- Vi bliver ved med at råbe op, indtil det IC-tog, der kommer forbi Roskilde og Høje-Taastrup stationer kører til Aarhus.

DSB oplyser i forbindelse med køreplansskiftet, at der om morgenen kører lyntog fra Odense, som stopper i de to byer, mens der er enkelte lyntog om eftermiddagen, der kører den modsatte vej.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik