Lokalbane-koks: Udsigt til kæmpe prisstigning

Gribskovbanen og Hornbækbanen er slidte lokalbaner, der trænger til en opdatering. Men regningen er stukket af de sidste år, viser en ny rapport.

120 procent. 

Så meget er prisen steget med på den samlede fornyelsesplan for lokalbanerne Gribskovbanen og Hornbækbanen. 

Togbanerne er slidte og trænger til en kærlig hånd, hvis ikke færre afgange og nedsat hastighed skal blive en del af fremtidsscenariet i det nordsjællandske. 

Enorm prisstigning

I 2020 lød den økonomiske ramme på 500 millioner kroner til nye investeringer, så togdriften kunne opretholdes. 

Nu viser en ny rapport fra Lokaltog A/S, at den pris er steget til 1,1 milliarder kroner. 

Det skyldes blandt andet, at priserne er steget mere end forventet, siden den oprindelige plan blev godkendt. 

Desuden er de skærver og grus, der ligger under svellerne, i så ringe stand, at de skal skiftes ud. 

Og endelig er banens tilstand blevet forværret.

Formand: Det er ærgerligt

Derfor skal regionsrådet i Region Hovedstaden diskutere lokalbanerne og prisstigningen på et møde tirsdag. 

- Det er jo en fordobling. Det er jo brandhamrende ærgerligt, siger Enhedslistens Marianne Frederik, der er formand for udvalget for trafik og regional udvikling.

quote Det er sådan nogle sager, man ikke er glad for som politiker

Sadek Al-Amood

Samme melding kommer fra SF's Sadek Al-Amood. 

- Vi stiller jo ikke borgerne noget yderligere i forventning. Det eneste, vi stiller dem, er en større regning. Og det er sådan nogle sager, man ikke er glad for som politiker, fortæller næstformanden i udvalget. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_


Næstformand lover tryghed

Konkret skal regionsrådet tirsdag tage stilling til planen for de to lokalbaner, og hvordan arbejdet med fornyelsesplanen skal fortsætte. 

Men Enhedslisten og SF vil gå langt for togpendlerne, selv om den forventede regning er steget kraftigt. 

Kan pendlerne være trygge ved, at I har råd til det her?

- Ja. Jeg har det jo sådan, at vi skal have råd til det, tilføjer Sadek Al-Amood fra SF.

Det er forventet, at det endelige beslutningsgrundlag for politikerne vil være klart i midten af 2025. Derefter kan arbejdet med lokalbanerne gå i gang i 2026 og 2027.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik