Nyt supersygehus tvinger populært kræmmermarked til at lukke

Efter 35 år er det slut med Hillerød Kræmmermarked. Et af landets største markeder takker af for at gøre plads til byggeriet af nyt supersygehus.

Ikke mere Hillerød Kræmmermarked - arealet skal bruges til byggeriet af det ny supersygehus.

De seneste dage har forberedelserne været i fuld gang, og de utallige hvide telte venter nu kun på kræmmerne, madboderne underholdningen, de frivillige og de mere end 60.000 besøgende, som i løbet af de kommende dage vil indfinde sig på markedspladsen ved Smørkildevej.

I år er noget særligt.

På grund af byggeriet af det nye supersygehus er der ikke længere plads til kræmmermarkedet på markedspladsen. 

- I år er det 36. gang, at markedet er her. Det er kendt i det meste af Nordsjælland, og der kommer faktisk en hel del gæster, som siger: HVAD?? Skal markedet lukke? Det kan de slet ikke forstå, siger gruppeleder hos KFUM i Hillerød, Lars Jensenius.

02:15

Det store Hillerød Kræmmermarked har nemlig været en vigtig indtægtskilde for det lokale foreningsliv. Bl.a. spejderne.

Luk video

Ihærdige forsøg fra både kommunen og markedet selv på at finde en anden placering har desværre vist sig forgæves.

Den eneste anden mulige grund, som kommunen har råderet over, er udlagt til en natur- og landskabskile og derfor underlagt en lang række begrænsninger, som ville gøre det alt for bekosteligt som markedsplads. 

Stort tilløbsstykke forsvinder

Markedet støtter det lokale børne- og ungdomsarbejde i en lang række foreninger og lukningen gør ondt på mange af de frivillige:

- Jeg tror, det betyder rigtig meget for Hillerød - både for erhvervslivet og foreningerne. men der må også være noget arrangement, man kommer til at savne som borger i byen, siger Lasse Petersen, som er formand for Klub Frivillig.

Inden han og alle de andre frivillige går i tænkeboks om fremtiden gælder det dog de næste fire dages folkefest:

- Vi håber da stadig på, at vi kan lave noget fælles. Vi kommer nok ikke til at lave noget så stort som det her, men der er muligheder og der er masser af frivillige, der er engageret i at få det her til at forblive et godt netværk, siger Lasse Petersen.

02:02

Vi gør status på forsøget på at finde en ny placering til det store og populære Hillerød Kræmmermarked.

Luk video

Lokale foreninger mister stor indtægtskilde

Gennem årene har Hillerød Kræmmermarked været medvirkende til at en lang række børn og unge har kunnet tjene penge til deres foreninger, og derfor begræder Hillerøds borgmester, Kirsten Jensen, Soc.dem., da også lukningen: 

- Udfordringen har været at finde et sted, som ikke bliver brugt til noget andet. Som er i nærheden af byen og hvor det ikke koster ret meget at lægge kloakker og vand ind. Og det kan man ikke finde. Vi har virkelig gjort os umage, men det er ikke lykkedes, siger Kirsten Jensen, Soc.dem.

I første omgang har Hillerød Kommune afsat en million kroner om året over de næste tre år - penge, som skal gå til forskellige initiativer, hvor de unge fortsat kan tjene penge til foreningerne.

Hillerøds borgmester, Kirsten Jensen, Soc.dem. har forgæves forsøgt at hjælpe Kræmmermarkedet med en ny placering. Foto: TV2 Lorry

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik