Ironman i Helsingør endte med dansk medalje

Helle Frederiksen hentede sølv hos kvinderne, da europamesterskaberne i ironman på den halve distance søndag fandt sted i Helsingør.

Som Shakespeares Hamlet fik EM i ironman på den halve distance sin start og slutning ved Kronborg i Helsingør.

Og selvom den afdøde forfatter nok kunne have skrevet det mere storladent, så fik stævnet søndag en nogenlunde lykkelig slutning for danske fans.

En sølvmedalje blev det nemlig til for den danske triatlet Helle Frederiksen.

Hun krydsede målstregen for foden af Kronborg i tiden 4 timer, 9 minutter og 43 sekunder - omkring to og et halvt minut efter vinderen, australske Melissa Hauschildt. 

- Jeg kom efter mere, men jeg er også glad og stolt over at vinde sølv, Mel (Melissa, red.) er ikke en Frk. hvem som helst, hun har flere VM titler på cv'et, men hvor ville jeg have elsket at løbe ud på løbet som nr. 1 så det var de andre der skulle jagte mig og ikke omvendt, siger Helle Frederiksen.

Sejren var faktisk længe inden for rækkevidde for den danske triatlet. Fem kilometer før cykelturens målstreg fik hun en defekt på forhjulet, der hæmmede hendes tid før løberunden.

Helt skuffet var hun dog ikke. Andenpladsen sikrer hende nemlig en tur til en vis stillehavsøgruppe.

- Nu har jeg sikret mig kvalifikation til VM på Hawaii for første gang, og det er jeg enormt stolt over. Og så må jeg bare komme tilbage og vinde næste år, jeg vil simpelthen have den her titel på et tidspunkt, siger hun.

Bronzemedaljen gik til en svensker med et meget svensk navn, nemlig Sara Svensk - og hun var altså fra Sverige, hvis nogen skulle være i tvivl.

Kvindernes podie. Helle Frederiksen (tv.), Melissa Hauschildt (i midten) og Sara Svensk (th.)
Kvindernes podie. Helle Frederiksen (tv.), Melissa Hauschildt (i midten) og Sara Svensk (th.)
Foto: Getty Images for IRONMAN

Og hvordan kan det i øvrigt lade sig gøre, at en australier bliver europamester, tænker du måske. Det skyldes, at KMD Ironman 70.3 (som stævnet hedder) er et åbnet mesterskab hvor alle verdens bedste triatleter må deltage - professionelle som almindelige triatlondyrkende mennesker.

2.800 deltagere fra 50 nationer var til start, oplyses det. 

Hos mændene blev amerikanske Rudolphe Von Berg, der vandt foran engelske Adam Bowden og belgiske Bart Aernouts.

De professionelle atleter dystede om en præmiesum på 500.000kr og kvalifikation til VM.

En halv ironman byder på 1,9km svømning, 90km cykling og 21,1km løb. 

Mændenes podie. Adam Bowden (tv.), Rodolphe von Berg (i midten) og Bart Aernouts (th.).
Mændenes podie. Adam Bowden (tv.), Rodolphe von Berg (i midten) og Bart Aernouts (th.).
Foto: Getty Images for IRONMAN

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik