Valg i Halsnæs: Kommunen med skrækbudgettet kan blive ny rød højborg

Socialdemokratiet kan på en klassisk velfærdsdagsorden score et absolut flertal i Halsnæs Kommune, der ellers for få år siden var på borgerlige hænder.

En haglbyge af rædsomme besparelser hamrede i 2018 ned over Halsnæs Kommune, hvor økonomien stadig er trang og velfærdsopgaverne står i kø helt fra Hundested til Ølsted.

Socialdemokratiet kan dog ende med trække sig ud af velfærdsdebatten efter valget i november med et absolut flertal i hånden. 


Hvad er der på spil?

Et magtskifte er udelukket - men det er et absolut flertal til Socialdemokratiet på ingen måde. Partiet skal blot have et mandat mere for farve kommunen helt og aldeles rosenrød.

Halsnæs har ellers både haft røde og blå borgmestre efter de seneste valg, men nu kunne det tyde på, at hovedstadsområdets nordvestligste kommune altså bliver en regulær socialdemokratisk højborg.


Hvem er favoritten og hvorfor?

Socialdemokratiet og borgmester Steffen Jensen (S) skimter et absolut flertal, og kan endda bero sig på en konstituering med partierne i det røde valgforbund.

  • Den nuværende borgmester, 39-årige Steffen Jensen, fik flest personlige stemmer ved sidste valg - selvom han kun havde siddet i byrådet i fire år. Han fik endda mere end dobbelt så mange stemmer som den siddende borgmester. Derfor ser det ud til, at Steffen Jensen - der nu har mulighed for at udnytte, at han har haft en borgmesterplatform til at profilere sig over for vælgerne - kan blive en af de helt store stemmeslugere ved kommunalvalget i hovedstadsområdet.
  • Med fire brede budgetforlig har borgmesteren også sikret sig et minimum af kritik på de store linjer fra de øvrige partier.


Hvem er førsteudfordreren og har han en chance?

Venstre med Michael Thomsen i spidsen bliver også efter valget det største borgerlige parti - men ikke mere end det.

  • Selvom DF står til tilbagegang i kommunen, skal Venstre ikke gøre sig store forhåbninger om at vokse. Mens meningsmålingerne på landsplan ser sløje ud, har den tidligere borgmester, Steen Hasselriis, annonceret, at han alligevel ikke genopstiller. Hasselriis høstede ellers næstflest personlige stemmer ved valget i 2017 - kun overgået af nuværende borgmester, Steffen Jensen. Men nu er der altså et trækplaster mindre for Venstre.
  • Samtidig banker Det Konservative Folkeparti - og måske Nye Borgerlige - på til en plads i byrådet taget de nationale meningsmålinger i betragtning.
  • Venstre har samarbejdet med Socialdemokratiet om at få styr på økonomien, og har været med i alle budgetter i valgperioden, men man kan forestille sig, at partiet over for borgerne vil argumentere for, at demokratiet i kommunen kan blive udfordret, hvis Socialdemokrati får absolut flertal.

Hvordan gik det ved valget i 2017?

Socialdemokratiet gik frem med to mandater og konstituerede sig efterfølgende meget bredt.

Dansk Folkeparti var det eneste parti, der ikke fandt kuglepenne frem, da 19 af byrådets 21 medlemmer underskrev en bred konstitueringsaftale, hvor Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Venstre aftale at dele formandsposterne i de stående udvalg mellem sig.



Hvordan har byrådet fordelt pengene i de seneste års budgetter?

  • Borgere og politikere i Halsnæs Kommune er enige om, at skræk-budgettet for 2019 var lige til glemmebogen. I alt 50 millioner skulle der findes, fordi udgifterne til sårbare og handicappede voksede og voksede. Det blev til et rædselskabinet af besparelser på alle områder. Et lille udpluk: Færre hænder på ældreområdet, 50 stillinger i kommunen blev nedlagt, kulturlivet blev ramt bredt og endelig kunne partierne ikke finde de tilstrækkelige midler til børneområdet. Både Socialdemokratiet, Venstre, SF og Enhedslisten stod bag budgettet.
  • De samme partier stod bag budgettet for 2020, mens DF også var med i budgettet for 2021. I begge budgetter var der penge til både velfærd og anlæg.
  • Forud for forhandlingerne om et budget for 2022 fik kommunen et særligt tilskud på 12 millioner kroner fra staten på grund af kommunens økonomiske vanskeligheder - pengene skulle bruges på udsatte og handicappede borgere, lød det i den forbindelse fra borgmesteren. Med bare fem uger til valget indgik samtlige partier budgetforlig med plads til flere anlægsinvesteringer trods økonomiske kvaler. 


Hvem har indgået valgforbund?

  • Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Miljø Radikale Parti, Enhedslisten og Alternativet.
  • Radikale Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.

Hvad betyder valgforbund og konstituering?

Hvad med de andre partier? 

  • SF og Enhedslisten kan gå efter fiske stemmer hos Socialdemokratiet på klima- og miljøområdet. Men spørgsmålet er, om de kommer til at bruge mere energi på at vise deres interne forskelle. Begge partier øjner fine valg, og måske SF fortsat kan beholde viceborgmesterposten.
  • Det står skidt til i Dansk Folkeparti, der både bøvler med sygemeldinger og partihop til Nye Borgerlige. Samtidig står det klart, at deres største stemmesluger ved seneste valg ikke genopstiller. De kan ende med at ryge helt ud, mens Nye Borgerlige altså kan sikre sig et mandat.
  • Det Konservative Folkeparti kan regne med at lukrere på gode meningsmålinger på landsplan og problemer for både Venstre og DF. Spidskandidaten er igen Kim Jensen, der dog fik et dårligt personligt valg i 2017.
  • Ved sidste valg var Ølstedlisten på stemmesedlen alene på grund af ønsket om at få en 9. klasse på Ølsted Skole. Overbygningen kom - men listen opnåede ikke valg til byrådet. Listen er nu sygnet hen.
  • Den anden lokalliste, Det Miljø Radikale Parti, er atter en del af det røde valgforbund, men fik ved sidste valg kun 51 stemmer. 


Forudsigelsen:

Socialdemokratiet vinder valget og får absolut flertal, men konstituerer sig bredt med både røde og blå partier. 


Sådan har vi gjort

’Er du i tvivl om, hvem du skal stemme på til kommunalvalget? Her kan du møde spidskandidaterne fra Halsnæs Kommune i TV 2 Lorrys valgdebat. De diskuterer de vigtigste emner fra Halsnæs Kommune. Velkommen til Debat under uret.’



Her er kandidaterne i Halsnæs Kommune: