Efter årelang kamp: Udviklingshæmmede Martin har fået stemmeret tilbage

Udviklingshæmmede Martin Rosenlind har i årevis kæmpet for at kunne sætte sit kryds i stemmeboksen. Efter gentagne afslag er det endelig lykkedes ham at få sin stemmeret tilbage.

Gennem flere år har 37-årige Martin Rosenlind fra Greve ikke haft den samme demokratiske ret som andre voksne danskere.

Martin Rosenlind blev umyndiggjort i 2016, hvilket betød, at han også mistede sin stemmeret, selvom han er politisk bevidst og gerne vil gøre sin stemme gældende.

quote Hvis man ikke stemmer, så er man ligeglad, og jeg er ikke ligeglad

Martin Rosenlind

Umyndiggørelsen skyldtes, at Martin Rosenlind kom under værgemål, da han er udviklingshæmmet og har brug for hjælp til at styre sin økonomi i dagligdagen.

Men ved årsskiftet trådte en ny værgemålslov i kraft, som banede vejen for, at Martin Rosenlind kunne få sin stemmeret tilbage.

Lovændringen gav Martin Rosenlind og knap 2000 andre danskere i en lignende situation mulighed for at søge om en ændring i deres værgemål til en ’delvis umyndiggørelse’.

En sådan ændring vil gøre dem stemmeberettigede.

En lang, sej kamp

Martin Rosenlind ansøgte derfor om at få sin stemmeret igen. Men det skulle vise sig at være lettere sagt end gjort.

Da der skulle afholdes Folketingsvalg tilbage i juni, fik han afslag på sin ansøgning om stemmeret af Familieretshuset - en administrativ familieinstitution, der tidligere var kendt som Statsforvaltningen.

Martin Rosenlind ville dog ikke finde sig i afslaget, og han klagede derfor til domstolen.

Det har ført til, at han i denne uge fik rettens ord for, at han må stemme igen, fortæller TV Glad, som er en tv-station for og med mennesker med funktionsnedsættelse.

- Jeg har kæmpet i mange år for at få min stemmeret tilbage, selvom jeg har fået afslag. Det kan betale sig at kæmpe videre. Den følelse, jeg står med i dag, er virkelig god. Jeg føler, at dommeren lyttede på mig, siger Martin Rosenlind til tv-stationen, som han selv arbejder på.

Sagsøgte staten og nåede helt til Højesteret

TV 2 Lorry har tidligere fortalt om Martin Rosenlinds årelange kamp for at genvinde sin stemmeret.

Tilbage i 2017 sagsøgte han sammen med sin advokat staten for at få lov til at stemme.

Sagen endte med at ryge helt til Højesteret, hvor den blev afvist, fordi Højesteret mente, at det var imod grundloven, hvis personer under økonomisk værge fik stemmeret.

På trods af nederlaget i landets øverste retsinstans mistede Martin Rosenlind dog ikke modet.

Så da Folketinget kom ham og andre med værge til undsætning med en lovændring, forsatte han med at klø på, hvilket altså nu er kulmineret med, at han har vundet i retten og igen kan føle sig som en del af det politiske fællesskab.

- Hvis man ikke stemmer, så er man ligeglad, og jeg er ikke ligeglad, har Martin Rosenlind tidligere sagt til TV 2 Lorry.

- Jeg vil gerne være med til at bestemme, hvem der bliver statsminister, og hvem der sidder på statskassen i Danmark. Det er vigtigt for mig. Jeg vil gerne have indflydelse. 

Her kan du se et TV-indslag fra januar 2017, hvor TV 2 Lorry første gang mødte Martin Rosenlind:

 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik