Far til 13-årig sendte børnelokker i fængsel

27-årig mand idømt et års fængsel for at krænke mindreårige piger på nettet.

En årvågen far greb resolut ind, da han opdagede, at en voksen mand sendte beskeder med stærkt seksuelt indhold til hans datter.

Faren overtog kommunikationen med manden, og derefter var der oplysninger nok til at sende krænkeren bag tremmer.

Retten i Glostrup idømte i dag den 27-årige mand, der er fra Aarhus, et års fængsel. Han er dømt for at krænke syv piger i alderen til 10 til 13 år. Pigerne er fra hele landet.

Manden opsøgte pigerne på forskellige internetspil og havde derefter kontakt med dem via sms, Snapchat og Skype.

Men han begik en fejl.

Far overtog kommunikationen

- Da faderen til den 13-årige overtog kommunikationen efter sin datter, skete det på Skype. Og her havde manden oprettet en profil i sit eget navn og med et billede af sig selv. Det er et relativt almindeligt navn - men der er kun en med den fødselsdato, han havde opgivet, fortæller anklagerfuldmægtig Søren Yde Halse.

Den 13-årige pige og hendes familie bor i Københavns Vestegns Politikreds - og det var hertil, faderen henvendte sig med screenshots af den 27-årige aarhusianer og hans profil.

Man fandt hurtigt ud af, at der var andre ofre i sagen, og da det var Københavns Vestegns Politi, der modtog den oprindelige anmeldelse, så var det også her, efterforskningen foregik. Efterforskningen viste også, at han havde lokket to af pigerne til at sende ham intime fotos af sig selv, og derfor blev han også dømt for børnepornografi.

Den 27-årige mand er tidligere dømt for et enkelt tilfælde af sædelighedskriminalitet og var derfor kendt af politiet i forvejen. Ifølge Københavns Vestegns Politi overvejer han at anke dommen.

Anklagerfuldmægtig Søren Yde Halse havde nedlagt påstand om 10 til 12 måneders fængsel, og her valgte retten altså den hårde linje, da dommen endte med at lyde på et års fængsel.

Red Barnets om seksuelle krænkelser på nettet

Det sker ikke tit, men det kan ske for både drenge og piger, at en seksuel krænker søger kontakt på nettet. Når det sker, bliver børnene ofte manipuleret til at tænke positivt om overgrebsmanden. Det betyder, at det kan være svært at gennemskue for forældre.

Man kan dele sex-krænkelser op i to typer:

  1. Direkte og tydelige opfordringer
    Den ene type krænkelse er direkte og uden omsvøb. Barnet eller den unge kommer i kontakt med en person, som bruger meget seksuelt sprog eller stiller grænseoverskridende spørgsmål. Måske bliver de spurgt om at sende billeder, sexchatte eller vise sig på webcam.
     
  2. Søde ord og manipulation
    Den anden type krænkelse kommer snigende. Her bruger krænkeren en særlig metode til at lokke barnet til sex. Det kaldes 'grooming'. Metoden drejer sig om at skabe et intimt venskab/kæresteforhold, og derefter bruge sin alder og erfaring til at overtale barnet til sex. Helt unge teenagere har størst risiko for at møde denne slags krænkere på nettet.

    Sådan vil en 'snigende' seksuel krænker typisk gå frem:
    1. Vælger barnet ud på nettet ud fra hans eller hendes profil
    2. Viser interesse for barnet og skaber god kontakt
    3. Opbygger intimt venskab og giver bekræftelser og omsorg
    4. Spørger efter billeder af barnet
    5. Giver gaver (kan bruges senere til at bede om noget til gengæld)
    6. Begynder måske at tale om sex
    7. Spørger om at mødes
    8. Bliver ved med at kontakte barnet, også selvom det ikke svarer
    9. Stiller krav om sex og truer måske med at uploade billeder eller sige hemmelige ting, barnet har fortalt

Læs mere om grooming.

Kilde: Red Barnet

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik