Politi efterforsker mulig bilbombe som rockerbande-relateret

Politiet efterforsker fortsat lørdagens hændelse på Gyngemose Parkvej i Gladsaxe og leder fortsat efter vidner.

Godt et døgn efter den første anmeldelse om det, der kan være en bilbombe i Gladsaxe, efterforsker Københavns Vestegns Politi fortsat sagen på Gyngemose Parkvej.

Sagen efterforskes som drabsforsøg, oplyser fungerende politiinspektør Peter Palmose til TV 2 Lorry.

Samtidig oplyser politikredsen, at man fortsat ikke har fået en endelig afklaring på, hvorvidt der reelt var tale om en bilbombe i boligområdet.

- Vi har fortsat ikke fået et endeligt svar fra Forsvaret på, hvilken anordning der præcis er tale om. Men vi arbejder ud fra den antagelse, at det her har været noget, som kunne bringes til sprængning, siger fungerende politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, Peter Malmose, til TV 2 Lorry søndag sen eftermiddag.

Politiinspektøren oplyser desuden, at svaret kan være dage undervejs.

Rullemarie i aktion i Gladsaxe lørdag aften.
Rullemarie i aktion i Gladsaxe lørdag aften.
Foto: Mikkel Johansen/Byrd

Vidneforklaringer kan blive afgørende

Politiet er også gået i gang med at afhøre vidner i området søndag. Der er blevet opstillet en mobil nærpolitienhed i området, og det er fortsat håbet, at borgere med informationer eller oplevelser vil henvende sig til politiet.

- Vi er rigtig glade for de forklaringer, som vi får fra de vidner, vi har talt med. Og vi hører rigtig gerne fra flere, siger Peter Malmose.

- Det vil vise sig, hvilken betydning vidneudsagnene ender med at få - men er der gjort fine iagttagelser, tilføjer han.

Tråde til rocker- bandemiljøet

Politiet har ifølge Peter Palmose grund til at tro, at hændelsen trækker tråde til rocker- og bandemiljøet.

- Vi ved, at der er i rocker- og bandemiljøet er uoverensstemmelser løbende. Og vi må sige, at denne her fremgangsmåde er noget, vi tidligere har set i det miljø. Mere konkret kan jeg ikke sige det, lyder det fra politiinspektøren, som dog slår fast, at politiet arbejder med flere spor.

- Vi efterforsker bredt, og vi kan ikke udelukke, at der ligger noget andet bag.

Ifølge Ekstra Bladet hænger den formodede bilbombe sammen med konflikten mellem NNV og Bandidos, der i starten af januar kostede en mand livet, mens en anden blev hårdt såret af skud.

Hændelsen fandt sted i Hillerød, hvor Bandidos' rockerborg i industrikvarteret dagen efter blev ransaget. Den 15. januar blev en 41-årig mand med tilknytning til rockergruppen desuden varetægtsfængslet i fire uger uger sigtet for drab og drabsforsøg.

Hvor alvorligt er det her?

- Jeg vil sige det på den måde, at vi efterforsker det i udgangspunkt som et drabsforsøg.

- Og så må vi afvente undersøgelser af, hvad genstanden endeligt er, før vi foretager en endelig beslutning om det det, siger Peter Malmose.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik