Bryllup på spillested endt med anklager om magtmisbrug

Bestyrelsesformand for spillestedet Richter anklages for magtmisbrug og kammerateri med socialdemokratisk udvalgsformand i Gladsaxe Kommune: Ingen kommentarer, lyder det fra begge.

10.10.2020.

På den dato blev mange brudepar gift for nyligt, fordi talkombination er så speciel. Men ét enkelt bryllup fra den særlige dag er endt i en sag om magtmisbrug og kammerateri i Gladsaxe Kommune.

Lørdag den 10. oktober var der fest og glade dage på spillestedet Richter i Gladsaxe. Men det var ikke på grund af en arrangeret koncert på det populære samlingssted for kommunens unge borgere, at der blev skålet og smilet bredt den aften.

Spillestedet var nemlig lukket på grund af afholdelse af et privat bryllup, men det strider imod Richters egne regler, at private eller virksomheder kan leje lokalerne. Det står for eksempel ganske tydeligt på spillestedets egen hjemmeside.

Alligevel havde Richters egen bestyrelsesformand Preben Christiansen tilsyneladende valgt at omgå reglerne, så hans kærestes søn kunne blive gift derinde den pågældende lørdag.

20-årige Suleman Naim sidder selv med i Richters bestyrelse, hvor han er valgt ind som ungerepræsentant af alle de frivillige, som knokler for at få spillestedet til at løbe rundt.

Da han hørte om det private arrangement, skrev han tidligt mandagen efter en mail til hele bestyrelsen. I mailen spurgte han til, hvordan det kunne lade sig gøre, at formanden - imod reglementet - havde benyttet sig af lokalerne.

"Hvorfor holder du ikke mund"

Men Suleman Naim fik intet svar før ud på aftenen, hvor telefonen ringede. Det var bestyrelsesformanden i den anden ende af røret.

- Han vil vide, hvad mit formål er, og hvorfor jeg ikke bare holder mund, fortæller Suleman Naim til TV 2 Lorry.

Efterfølgende bliver det foreslået Suleman Naim at tage sagen op på næste bestyrelsesmøde. Han vælger i stedet om fredagen at tage kontakt til formanden for kommunens Kultur- og Fritidsudvalg, Katrine Skov (S), der også er kommunens politiske repræsentant for Richter.

Artiklen fortsætter efter billedet

Suleman Naim er ungerepræsentant i Richters bestyrelse. Han kritiserer formanden for at omgå reglerne på spillestedet.
Suleman Naim er ungerepræsentant i Richters bestyrelse. Han kritiserer formanden for at omgå reglerne på spillestedet.
Foto: Privatfoto

- Jeg fremlægger min side af sagen, men midt i samtalen siger hun til mig, at hun også har deltaget ved brylluppet, og at det sætter hende i et dårligt lys, så om jeg ikke kunne lade det ligge. Det havde jeg slet ikke forventet at høre, men det ender med, at hun siger, hun vil ringe tilbage til mig mandag, så vi kan snakke nærmere om det.

- Jeg hørte ikke fra hende mandag, men jeg gav hende et par dage mere at løbe på. Da jeg stadig ikke havde hørt fra hende om onsdagen, tog jeg skridtet videre og skrev ud til hele byrådet i Gladsaxe, siger Suleman Naim.

Deltog som giftefoged

Det viser sig efterfølgende, at Katrine Skov deltog i brylluppet som giftefoged, så det var altså hende, der foretog vielsen af brudeparret inde på spillestedet.

Det på trods af, at hun selv som kommunens repræsentant er bekendt med Richters regler om, at stedet ikke må benyttes i private sammenhænge.

quote Jeg ser det som eklatant magtmisbrug, og jeg kan ikke se andet, end at vi må have en ny formand ude på det spillested

Martin Skou Heidemann (V), byrådsmedlem i Gladsaxe Kommune

Efter at Suleman Naim har sendt sagen videre til Gladsaxes Byråd, skal sagen onsdag aften tages op på et byrådsmøde.

Her vil især Venstres byrådsmedlem i Gladsaxe Kommune Martin Skou Heidemann argumentere for, at Preben Christiansen og Katrine Skov må væk.

- Jeg ser det som eklatant magtmisbrug, og jeg kan ikke se andet, end at vi må have en ny formand ude på det spillested. Og jeg synes også, at kommunens politiske repræsentant i den bestyrelse bør skiftes ud, siger Martin Skou Heidemann til TV 2 Lorry.

Artiklen fortsætter efter billedet

Venstres byrådsmedlem i Gladsaxe Kommune Martin Skou Heidemann.
Venstres byrådsmedlem i Gladsaxe Kommune Martin Skou Heidemann.

"Ikke deres opgave voksen"

- De to har vist, at de ikke er deres opgave voksen. Det er de unges spillested. Det er de unge, der skal drive det, og det er meningen, at det skal fungere som et samlingspunkt for unge mennesker. Men det er klart, at der også skal være voksne til stede, der sørger for at reglerne bliver overholdt, og det er netop bestyrelsesformandens og kommunerepræsentantens opgave, og så nytter det ikke noget, at de to personer er dem, der overtræder reglerne, siger han.

quote Jeg frygter, det bliver fejet ind under gulvtæppet, som jeg synes, der er en tradition for i Gladsaxe Kommune

Martin Skou Heidemann

Byrådsmedlemmerne har fået tilsendt en skrivelse fra Preben Christiansen og Katrine Skov, og borgmester Trine Græse (S) er derfor også informeret om sagen. I skrivelsen mener Martin Skou Heidemann dog ikke, at de to overhovedet ikke forholder til, at der er sket en klokkeklar overtrædelse af reglerne. Der er efterfølgende lagt op til, at Richters bestyrelse selv skal redegøre for sagen på et ekstraordinært bestyrelsesmøde på mandag.

- Det giver jeg ikke meget for, for der bør ikke være tillid til de at to sidder med og selv laver den redegørelse. Vi er nødt til at have uvildige til at kigge på sagen, for jeg frygter, det bliver fejet ind under gulvtæppet, som jeg synes, der er en tradition for i Gladsaxe Kommune. Men jeg har tænkt mig at fortsætte med at råbe op i den her sag, for jeg synes, det her er så groft, og det er så tydeligt, hvad der er foregået. Kommunens politiske repræsentant deltog selv i det her arrangement, og har i min optik efterfølgende prøvet at dække over det, siger Martin Skou Heidemann til TV 2 Lorry.

Ingen kommentarer

TV 2 Lorry har haft kontakt til både Preben Christiansen og Katrine Skov, men begge afviser at svare på kritikken og regelbruddet.

- Det er ikke noget, jeg vil udtale mig om nu, siger Preben Christiansen

Hvordan kan det være?

- Sagen ligger på et politisk plan lige i øjeblikket, så derfor vil jeg ikke sige noget, før det har været behandlet på byrådsmødet i aften.

Til TV 2 Lorry siger Katrine Skov:

Formand for Gladsaxe Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg, Katrine Skov (S)
Formand for Gladsaxe Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg, Katrine Skov (S)
Foto: Gladsaxe Kommune

- Jeg har bare slet ingen kommentarer, og jeg tror heller ikke, jeg har noget at sige efter byrådsmødet.

Suleman Naim håber heller ikke på, at sagen er forgæves, men hvis det bliver Richters bestyrelse, der skal træffe en afgørelse, så kender han godt på forhånd udfaldet.

- Min erfaring med den bestyrelse er, at den er virkelig sammenspist. De eneste i bestyrelsen, der er demokratisk valgt, er mig og en anden ungerepræsentant, der er blevet valgt af de frivillige. Resten af bestyrelsen er valgt af hinanden. Så mit bud er, at den øvrige bestyrelse giver formanden en påtale, men ellers vil sige, at de har fuld tillid, hvis der ikke sker noget på byrådsmødet i aften. Men den her sag må ikke bare ende med at blive fejet væk under gulvtæppet, siger Suleman Naim.

Fakta om spillestedet Richter 

  • Richter slog dørene op den 23. august 2018. Spillestedet ligger i Gladsaxe i Telefonfabrikken.
     
  • Richter er en selvejende institution.
     
  • Richter præsenterer en bred vifte af koncerter inden for forskellige genrer, børnearrangementer, Drag Shows samt talks og temaftener.
     
  • Richter er de frivilliges sted: det er frivillige, der sætter dagsordenen og tager beslutningerne og det er de frivillige, der får hjulene til at dreje – både før, under og efter koncerterne. 
     
  • Richters program er booket udelukkende af frivillige.

​​​​

 

KIlde: https://richter-gladsaxe.dk/

Booket for tre måneder siden

Han køber heller ikke præmissen om, at der bare er begået en fejl:

- Preben Christiansen har hele vejen igennem vidst, at han ikke måtte bruge lokalerne til private formål. Og det gør det på ingen måde bedre, at den politiske repræsentant fra kommunen også var til stede og selv vier brudeparret. Han har troet, at han som formand bare kunne gøre det uden at inddrage bestyrelsen, og jeg har fundet ud af, at han allerede havde booket datoen for tre måneder siden, siger Suleman Naim og tilføjer:

- Der kunne derfor ikke finde koncert sted lige netop den lørdag, og det er ikke fordi der har manglet kunstnere til at gå på scenen, for selv her i coronatiden har der ellers været fuldt booket på alle lørdage.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Richters program for oktober er spækket med bookinger. Bare ikke den 10. oktober, hvor der skulle holdes et privat bryllup.
Richters program for oktober er spækket med bookinger. Bare ikke den 10. oktober, hvor der skulle holdes et privat bryllup.

Mens Venstres Martin Skou Heidemann harcelerer mod Preben Christiansen og Katrine Skov, er han samtidig fuld af lovord for Suleman Naims rolle i den her sag.

- Jeg synes, Suleman er en helt, for han er den eneste, der har levet op til sit bestyrelsesansvar derude. Og denne kedelige sag må ikke ende med at smitte af og overskygge spillestedet, som faktisk har stor succes og har oparbejdet en rigtig god kultur, som man ønskede sig med at samle de unge, som selv udøver frivilligt arbejde.

- Det skal ikke ødelægges af, at der sidder nogen, som med deres kammerateri gradbøjer reglerne for egen vindings skyld. Jeg er virkelig forundret over, at de to ikke allerede har trukket sig, siger Martin Skou Heidemann til TV 2 Lorry.

Spillestedet Richter i Gladsaxe er endt i en sag om magtmisbrug og regelbrud fra en bestyrelsesformands side.
Spillestedet Richter i Gladsaxe er endt i en sag om magtmisbrug og regelbrud fra en bestyrelsesformands side.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik