Teenagere fængslet for dødeligt overfald i Frederikssund

To 17-årige sigtes for drab på 52-årig mand. De er lørdag blevet varetægtsfængslet efter en mildere paragraf.

En 52-årig mand har mistet livet efter et slagsmål i Frederikssund natten til lørdag.

I løbet af lørdag har to 17-årige drenge, der sigtes for at have dræbt ham, været fremstillet for en dommer ved Retten i Lyngby.

Og det er endt med, at teenagedrengene skal sidde varetægtsfængslet frem til 1. april. Det fortæller senioranklager Martin Stassen lørdag aften. Han mødte for anklagemyndigheden i grundlovsforhøret.

Under retsmødet fremlagde han, hvad politi og anklagemyndighed mener, at der er sket. At de cirka klokken 05.30 lørdag morgen på A.C. Hansensvej i Frederikssund slog den 52-årige flere steder på kroppen og ansigtet.

Det skulle være sket i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse.

De mange slag førte ifølge sigtelsen til, at manden faldt om på jorden, hvorefter de 17-årige fortsætte voldsudøvelsen. Han skulle være blevet sparket og trampet på, til han lå ubevægelig på jorden.

Klokken 06.20 blev den 52-årige erklæret død.

Der er ifølge anklagemyndigheden ikke noget, der tyder på, at de 17-årige og den 52-årige kendte hinanden forud for overfaldet.

Senioranklageren gik efter at få de to teenagedrenge varetægtsfængslet for drab, men dommeren valgte i stedet at fængsle dem på mistanke om vold med døden til følge.

Det vil sige, at dommeren på dette tidspunkt i sagen mener, at der ikke er beviser for, at teenagerne havde til hensigt at slå den 52-årige ihjel. Anklagemyndigheden fastholder dog sigtelsen for drab.

De 17-årige har erkendt en mindre voldsudøvelse, og de har i retten sagt, at det skete i selvforsvar. Begge nægter den alvorlige sigtelse om drab.

Da retsmødet lørdag er foregået for lukkede døre, er det uvist, hvad der er fremlagt af beviser mod drengene, og hvad de sigtede selv måtte have forklaret om hændelsen.

Dog fortæller Martin Stassen, at dommeren afviste, at der umiddelbart var noget, der tydede på, at teenagerne havde handlet i selvforsvar.

Drengene er blevet varetægtsfængslet, da dommeren har vurderet, at de på fri fod vil påvirke efterforskningen af sagen. Eksempler på det kan være at fjerne spor eller påvirke vidner.

Den ene af drengene har valgt at acceptere kendelsen om varetægtsfængsling. Den anden har bedt om tid til at tænke over, hvorvidt han vil kære kendelsen om fængsling til landsretten.

Da de er mindreårige, skal de ikke sidde varetægtsfængsles i et almindeligt arresthus. I stedet fængsles de i surrogat på en institution.


frederikssund3
Foto: Presse-fotos.dk
frederukssund
Foto: Presse-fotos.dk
frederikssund2
Foto: Presse-fotos.dk



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik