Efter redningsaktion: 22-årig sigtes for brandstiftelse på båd

Efter en redningsaktion lørdag eftermiddag i Roskilde Fjord er ejeren af båden sigtet for brandstiftelse. En 24-årig mand savnes fortsat.

Den 22-årige mand, som lørdag eftermiddag formåede at komme i land, efter hans båd brød i brand ved Kronpris Frederiks Bro i Frederikssund, er nu sigtet for brandstiftelse.

Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Lørdag eftermiddag var både politi og beredskab massivt tilstede i Frederikssund, hvor en båd var brudt i brand.

Aktionen udviklede sig til en regulær redningsaktion, efter de to var hoppet fra borde. De havde begge oppustelige redningsveste på, men lørdag var politiet i tvivl om, hvorvidt begge virkede efter hensigten.

- De springer begge to i vandet og har oppustelige redningsveste på. Men om den ene redningsvest ikke puster sig op ved vi ikke, sagde vagtchef ved Nordsjællands Politi, Søren Bjørnestad, til TV 2 Lorry lørdag.

Siden blev både helikopter og redningsbåde indsat for at finde den 24-årige. Eftersøgningen sluttede igår omkring klokken 21.30. 

Ifølge vagtholdslederen hos Forsvarets Operationscenter blev eftersøgningen indstillet, da det ikke blev vurderet, at den forsvundne, der ikke kunne svømme, kunne overleve så længe i det kolde vand.

Eftersøgningen blev genoptaget søndag, da det blev lyst.

- Vi leder med helikopter, der er indkaldt ekstra hunde til at lede på land og ved kyststrækningen, og der er en båd på vandet, der leder efter ham, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi Jan Hedager til TV 2.

Søndag er bådens ejer sigtet for brandstiftelse på båden.

Den 22-årige mand fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød klokken 13.00, hvor politiet ved anmode om dørlukning.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik