Beboere forundrede over ny badebro: - Det er da helt til grin

Billedet af badebroen ved Vester Strand i Jægerspris gav borgere flere spørgsmål end svar.

Da Lone Reimann tog billedet, undrede hun sig over, at badebroen ikke gik længere ud i vandet. Badebroen har senere fået tilføjet en trappe for enden og i midten. Foto: Lone Reimann

Hedebølgen er i gang, og de danske strande er blevet populære tilflugtssteder for danskerne.

Ligeledes er badebroerne et populært sted at tage springet ud i det kølende vand.

Men i et opslag i Facebook-gruppen, ”Jægerspris, Min by”, undrer flere mennesker sig over en badebro, der er sat op ved Vester Strand i Jægerspris.

Den nye badebro er 80 meter lang, men dette er slet ikke nok til at nå ud på dybt vand. Det viser et billede, som er blevet kommenteret af flere end 80 brugere på siden.

Det er da en flot bro, men den er alt for kort

Beboer i Jægerspris

Læs også Lokale samler kvart million til ny badebro

- Det er da en flot bro, men den er alt for kort, siger Lone Reimann, som har lavet opslaget i gruppen.

Lone Reimann forklarer yderligere, at vandet stiger med en lille meter under højvande.

”Det er da helt til grin”, skriver en Facebook-bruger.

”Ikke lige gennemtænkt”, skriver en anden Facebook-bruger.

Behovet for en badebro

Området omkring Jægerspris Bugt er i forvejen et vanskeligt sted at bade.

Susanne Bartholin, som selv er beboer i Jægerspris, forklarer, at man skal cirka en kilometer ud i vandet, før det bliver dybt.

Men formand for Plan- og Miljøudvalget i Frederikssund Kommune, Jørgen Bech (V), mener ikke, at der er noget i vejen med badebroen, selvom den ikke ender på dybt vand.

Læs også Sommerhuse revet væk i Jægerspris - Det er vanvittigt, siger mægler

- Jeg har aldrig hørt den kritik før.

- Der har været en badebro ved Vester Strand, så længe jeg kan huske, og det mener jeg, at der skal blive ved med at være, indtil der er folk, der synes, det er dumt.

Han forklarer yderligere, at kommunens badebroer tjener forskellige formål.

- Det er en strand med meget tang og mange sten, så derfor er det fornuftigt at have en badebro, hvor man kommer lidt udover stenene.

Læs også Ekspedition Lorryland: Her får du hele den eventyrlige rute

- Vi har meget få steder, hvor man kan springe på hovedet i vandet.

I et referat fra et møde i Plan- og Miljøudvalget den 5. maj i år, fremgår det, at der er reserveret en pulje på 600.000 til renovering af badebroer.

Det var ikke muligt at få oplyst, hvor meget den specifikke badebro kostede.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik