Udlandet ringer: Vil lære af dansk model for udeskole

Udeskole er udbredt hos vores norske naboer, der er gået forrest i udviklingen, men i Danmark har vi udviklet en model, der skaber opmærksomhed i udlandet.

Udeskole er ikke et nyt fænomen herhjemme, men har fået ekstra opmærksomhed fra mange sider, efter corona tvang skolerne til at tænke alternativt og rykke undervisningen udenfor. I Dragør er de lige nu i gang med at rulle et storstilet projekt om udeskole ud i alle kommunernes folkeskoler. 

Den store interesse mærker forsker i udeskole Mads Bølling, der bliver kontaktet af flere, der vil vide mere om forskning og praksis med udeskole. 

- Der er opstået nogle erfaringer med at bruge uderummet, og vi kan helt klart opleve, at vi bliver bedt om i dag at undersøge området, så vi kan byde endnu mere ind med viden, så man kan arbejde på et informeret grundlag i kommuner og skoler, siger Mads Bølling, Forsker i udeskole, Steno Diabetes Center Copenhagen. 


Lige nu bliver der arbejdet på at få meget mere viden om udeskole herhjemme. 

Mads Bølling er i gang med et stort forskningsprojekt med elever fra mellemtrin og udskoling på 22 skoler i Danmark, hvor flere af dem ligger i København. Der er blevet trukket lod, og halvdelen af skolerne skal prøve kræfter med udeskole i år. 

- Det hedder MoveOut og er finansieret af Novo Nordisk Fonden. Vi undersøger, hvilken effekt udeskole kan have på elevers sundhed, deres læring og deres bevægelse, og vi undersøger effekten af udeskole gennem et helt skoleår.

Herhjemme er udeskole ikke kun det at være ude i naturen, men også at skolerne samarbejder med de lokale virksomheder, museer, butikker eller lignende. 

- Det betyder, at vi i dag både ser undervisning, der inddrager natur, men også kultur og bestemt også samarbejde med virksomheder, og det er der, jeg mener, at udeskole virkelig kommer til sin ret, siger Mads Bølling. 

Mads Bølling er i gang med et stort forskningsprojekt om udeskole på 22 danske skoler.
Mads Bølling er i gang med et stort forskningsprojekt om udeskole på 22 danske skoler.
Foto: Morten Bisgaard / TV 2 Kosmopol

Inspiration fra Norge

Det er ikke kun herhjemme, der er interesse for udeskole. Norge har nemlig i årtier brugt udeskole og udeliv som en del af undervisningen, og der er det da også langt mere udbredt end herhjemme. 

På universitetet i Stavanger er tyske Gabriele Lauterbach i gang med at skrive et Ph.d-projekt om udeskole i Norge.

Hun er i gang med at kortlægge, hvor udbredt udeskole er, og eksempelvis undersøge i hvilke fag det bruges, og hvilke kvalifikationer lærerne har indenfor udeskole. 

- Den nye kortlægning viser, at omkring 70 %, plus minus 10 %, af alle på indskoling og det lave mellemtrin i Norge, de har udeskole mindst en halv dag hver anden uge. Det gælder alle regionerne i Norge og i alle fag, siger Gabriele Lauterbach, Ph.d. student, University of Stavanger. 

Hun mener, at grunden til, at udeskole er så udbredt i Norge, kan skyldes, at Norge har en stærk tradition for udeliv, og at mange lærere derfor også har brugt det i skolen. 

Herhjemme er udbredelse ikke nær så stor. Tilbage i 2019 var udeskoleforsker Mads Bølling med til at kortlægge udbredelsen af udeskole herhjemme.

- Og den viste, at cirka en femtedel af alle skoler i Danmark har mindst en eller flere klasser, som bruger udeskole regelmæssigt. 

En af de skoler, der har prioriteret udeskole er Tinderhøj Skole i Rødovre, dem kan du møde i indslaget herunder, hvor de planter en lommeskov som en del af Miyawakie - 2030 Skov. 


Interesse fra udlandet

Men selvom udeskole er mere udbredt i Norge, har vi herhjemme udviklet en måde, der skaber interesse i udlandet. 

- Vi er senest blevet inviteret til at være med i en fransk dokumentar. Vi samarbejder med forskere og læreruddannelser i Schweitz. Med vores tyske kollegaer er i vi i gang med at tage nogle af de resultater og forskningsmetoder, som vi har her i Danmark, og bruge dem i en tysk kontekst, siger Mads Bølling. 

Og på universitetet i Stavanger tror Gabriele Lauterbach da også på, at den danske måde, hvor der er fokus på at inddrage lokalmiljø som virksomheder eller museer og ikke kun på det med at være ude i naturen, kan bredes ud til at lande. 

- Lærere i andre lande er mere interesserede i den danske måde, for de skal altid overtale deres skoleleder og forældrene om, at udeskole ikke tager tid fra de grundlæggende læringsaktiviteter, og at eleverne ikke bare leger. Så derfor er den danske måde en inspiration, forklarer Gabriele Lauterbach, Ph.d.-studerende på universitetet i Stavanger. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik