Radikal byrådskandidat: Trafiklys skal have kjole og langt hår

Der bør være kvinder på lyssignaler og ligestilling på antallet af veje med mande- og kvindenavne, mener byrådskandidat på Frederiksberg, Kirsten Lee.

79-årige Kirsten Lee har tidligere siddet både Folketinget og Regionsrådet for Radikale Venstre, men ved næste kommunalvalg håber hun at gøre sig gældende i lokalpolitik på Frederiksberg, hvor hun er kandidat til kommunalbestyrelsen.

Og selvom der endnu er noget tid til, kommunens borgere går til stemmeurnerne, har hun allerede udset sig et område, hun vil markere sig på, hvis hun opnår valg:

Ligestilling i det offentlige rum.

Og det vil eksempelvis betyde, at den gamle sætning 'rød mand stå, grøn mand gå' bør skrives om for borgerne på Frederiksberg.

Kjole og blafrende hår

For hun har i årevis undret sig over, hvorfor lyssignalerne ved fodgængerovergange kun er repræsenteret ved mænd og ikke kvinder, og derfor vil hun have skiftet halvdelen af dem ud til kvinder med kjoler og langt hår, der blafrer i vinden.

- Hvis der kan være piktogrammer af mænd, kan der også være af kvinder. Man kan vise det ved, at der er en kjole og noget blafrende hår, siger Kirsten Lee til TV 2 Lorry.

quote Hvis der kan være piktogrammer af mænd, kan der også være af kvinder

Kirsten Lee (RV)

Hun fortæller, at det er noget, hun har undret sig over i årevis, og hun peger på, det ikke kræver den store indsats, da man allerede har været i stand til at lave en vellignende version af H. C. Andersen på lyssignalerne i forfatteres hjemby, Odense.

Hendes udmelding om kvinder på lyssignalerne kommer efter det konservative byrådsmedlem på Frederiksberg, Nikolaj Bøgh, i et debatindlæg i Ugeavisen argumenterede for, at man burde hædre alle konservative borgmestre de seneste 100 år med deres egen vej.

Der er stor overvægt at vejnavne opkaldt efter mænd i forhold til kvinder. Et eksempel er Paludan Müllers Vej på Frederiksberg, opkaldt efter digteren Frederik Paludan-Müller.
Der er stor overvægt at vejnavne opkaldt efter mænd i forhold til kvinder. Et eksempel er Paludan Müllers Vej på Frederiksberg, opkaldt efter digteren Frederik Paludan-Müller.
Foto: Mogens Ladegaard/NF/Ritzau Scanpix

Kvoter på kvindelige vejnavne

Men hun kan slet ikke se, hvorfor 'for længst glemte mænd' bør hædres, når der er en masse kvinder, der fortjener hyldest. Så derfor mener hun, man bør indføre et princip om fuldstændig ens antal veje på Frederiksberg, der bærer navne efter mænd og kvinder.

- Man bør indføre et stop for at opkalde veje efter mænd, indtil der er ligeså mange veje med navne efter kvinder som mænd. Ligestilling er ikke 25-75. Ligestilling er 50-50, forklarer hun.

Og selvom det kunne være nærliggende at tror, hun allerede har en lang liste med navne kvinder, der snart skal agere adresse for Frederiksbergs borgere, så er det dog ikke tilfældet.

- Det har jeg slet ikke sat mig ind i. Vi har nogle store navne, som eksempelvis Asta Nielsen, men hvis vi gransker det, kan vi sagtens finde flere, men det må embedsmændene danne sig et overblik over, lyder det fra Kirsten Lee.

quote Da det kun er de seneste 100 år, kvinder har sat sit præg, er det naturligt, der vil være flere mandenavne i spil

Nikolaj Bøgh (K)

Mænd fylder mest i historien

En af de veje, der er opkaldt efter en konservativ politiker, er Peter Bangs Vej. Det er Danmarks fjerde statsminister, Peter Georg Bang, der lægger navn til, men samtidig er det også vejen, den folkekære skuespiller Asta Nielsen boede på frem til sin død.

Men selvom den konservative rådmand, Nikolaj Bøgh, godt kan komme Kirsten Lee i møde i forhold til at opkalde veje og pladser efter kvinder, kommer den berømte vej ikke til at hedde Asta Nielsens Vej foreløbig.

- Peter Bang boede på Frederiksberg Bredgade og havde grunde, der hvor Peter Bangs Vej ligger i dag, så han er en stor del af historien, der ikke skal laves om på, siger han.

Han understreger dog, at der allerede er en idébank med vejnavne på kommunen, hvor der allerede er en del kvindenavne skrevet ned.

- Vi vil gerne have flere veje og pladser opkaldt efter kvinder, men Frederiksberg har en kultur og historie, der strækker sig 370 år tilbage, og da det kun er de seneste 100 år, kvinder har sat sit præg, er det naturligt, der vil være flere mandenavne i spil til at sætte på nye vejskilte, selvom kvinder selvfølgelig også skal plads, siger Nikolaj Bøgh (K).


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik