Politi: Drab på 18-årig skete efter skænderi og høje råb

Efter drabet på en ung mand på Dirch Passers Allé på Frederiksberg efterlyser politiet nu vidner.

Skuddet mod en 18-årig mand, der døde søndag på Rigshospitalet, var efter alt at dømme næppe en nøje forberedt forbrydelse. Og der er ikke umiddelbart tegn på, at bander er involveret.

Sådan er Københavns Politis indtryk af sagen.

- Det ligner ikke et planlagt drab, siger vicepolitiinspektør Brian Belling mandag.

Det var fredag aften cirka klokken 20.45, at politiet fik alarmen fra Frederiksberg. Tidligere har det været fremme, at den 18-årige blev skudt på Finsensvej. Men det viser sig, at det skete på Dirch Passers Allé.

Den 18-årige var i selskab med et par bekendte, da nogle andre dukkede op. Vidner hørte, at det udviklede sig til et skænderi, og at der lød høje råb.

- Det er ret voldsomt og vanvittigt, siger vicepolitiinspektøren om, at der blev affyret skud med et medbragt våben. Den 18-årige blev ramt i hovedet.

- Vores indtryk er, at det er to grupperinger, der har en uenighed, siger Brian Belling om det mulige motiv.

De unge, der mødtes, er mellem 15 og 25 år, vurderer politiet. Til Ekstra Bladet oplyser vicepolitiinspektøren, at mødet varede i blot et minuts tid.

Gerningsmændene løb formentlig ad et stisystem langs KU.BE, som er et kulturhus med blandt andet bibliotek på Dirch Passers Allé ned mod jernbanen nær Flintholm Station. Her fører en gang- og cykelsti over sporene.

Politiet vil gerne høre fra eventuelle vidner i sagen. Både om forløbet op til skuddet og bagefter.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik