Tillykke! Halsnæs Affaldshelte er Årets Fantastiske Fællesskab

Takket være jeres stemmer kunne TV 2 Lorry tirsdag overraske Halsnæs Affaldshelte med, at de har vundet prisen som Årets Fantastiske Fællesskab 2019 og pengepræmien på 100.000 kroner.

- Det er løgn! Aj, for hulan! Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige.

Hænderne fløj op til ansigtet, og glæden var til at mærke, da en rørt stifter af Halsnæs Affaldshelte tirsdag eftermiddag fik nyheden om, at titlen som Årets Fantastiske Fællesskab 2019 og prisen på 100.000 kroner er deres.

- Det er jo helt vildt. Tusind tak! Nu bliver hele Halsnæs lykkelige, strålede Annemette R. Eriksen, der skabte Halsnæs Affaldshelte for bare tre år siden.

quote Det er jo helt vildt. Tusind tak! Nu bliver hele Halsnæs lykkelige!

Annemette R. Eriksen, Stifter, Halsnæs Affaldshelte

På den tid er fællesskabet vokset fra hende selv til flere end 100 frivillige og et stort engagement fra både det private erhvervsliv og Halsnæs Kommune.

- Jeg skal ærligt indrømme, at vi var mange, der for tre år siden, trak lidt på smilebåndet, siger Thomas Quvang, der er sports- og kulturskribent på Halsnæs Avis.

quote Jeg skal ærligt indrømme, at vi var mange, der for tre år siden, trak lidt på smilebåndet

Thomas Quvang, Sports- og Kulturskribent, Halsnæs Avis.

- Ene kvinde, der fiser rundt og renser grøfter? Ah. Men altså, det er vokset. Annemette gør et kæmpe stykke arbejde, og hun har et netværk nu på mere end 100 mennesker, så det er kun at lette på hatten i dag, smiler Thomas Quvang.

Annemette R. Eriksen blev lokket til møde på Halsnæs Avis under falsk påskud om at skaffe en affaldskano til kanalen i Frederiksværk. Fra venstre: Skribent Thomas Quvang, prisvinder Annemette R. Eriksen og redaktør Anders Nordstrand.
Annemette R. Eriksen blev lokket til møde på Halsnæs Avis under falsk påskud om at skaffe en affaldskano til kanalen i Frederiksværk. Fra venstre: Skribent Thomas Quvang, prisvinder Annemette R. Eriksen og redaktør Anders Nordstrand.
Foto: Jan Frithjof Stephan, Halsnæs Avis

Alle kan gøre lidt

Halsnæs Affaldshelte er et 100 procent frivilligt og ulønnet fællesskab, der i al slags vejr går rundt i den naturskønne kommune i Nordsjælland med tænger og plastsække. Her samler de utrolige mængder af affald op, som er smidt i naturen. Ikke mindst langs de store veje. 

quote Fantastiske Fællesskaber har virkelig løftet det at samle affald og stå sammen om noget godt som mennesker

Annemette R. Eriksen, Halsnæs Affaldshelte

Rejsen med Fantastiske Fællesskaber har skabt nyt fokus på problemet - og hvad man kan gøre ved det, uanset alder og formåen.

- Det har virkelig løftet det at samle affald og stå sammen om noget godt som mennesker. Betydningen af det rækker ud over Halsnæs, hvor vi er. Det er noget, der inspirerer vidt og bredt, siger Annemette R. Eriksen.

Ikke den værste dag på jobbet! Varmt tillykke til Halsnæs Affaldshelte. Selve prisoverrækkelsen sker live i TV 2 Lorrys 19:30-udsendelse fredag den 22. november 2019.
Ikke den værste dag på jobbet! Varmt tillykke til Halsnæs Affaldshelte. Selve prisoverrækkelsen sker live i TV 2 Lorrys 19:30-udsendelse fredag den 22. november 2019.
Foto: Jan Frithjof Stephan, Halsnæs Avis

Klar afgørelse

Der var ingen tvivl blandt TV 2 Lorrys læsere og seere om, at det var Halsnæs Affaldshelte, der skulle vinde prisen som Årets Fantastiske Fællesskab 2019. 40 procent af alle stemmer gik til Annemette og hendes trop af mere end 100 frivillige affaldssamlere.

quote De fleste folk kan ikke fordrage affald i naturen, så det er let at se meningen med det, vi gør

Annemette R. Eriksen, Halsnæs Affaldshelte

- Det viser bare, hvor fantastisk Halsnæs er til at stå sammen om noget godt, ikke? Det har nok også bare inspireret en masse folk, fordi det har noget med miljøet at gøre, ligesom de fleste folk ikke kan kan fordrage affald i naturen. Så de kan jo se meningen med det, vi gør, vurderer Annemette R. Eriksen.

Stifter af Halsnæs Affaldshelte, Annemette R. Eriksen, og redaktør for eksterne samarbejder på TV 2 Lorry, Nanna Holst. Mange samtaler og mails er udvekslet siden Fantastiske Fællesskaber gik i luften i august, så nu var det dejligt at kunne mødes i virkeligheden.
Stifter af Halsnæs Affaldshelte, Annemette R. Eriksen, og redaktør for eksterne samarbejder på TV 2 Lorry, Nanna Holst. Mange samtaler og mails er udvekslet siden Fantastiske Fællesskaber gik i luften i august, så nu var det dejligt at kunne mødes i virkeligheden.
Foto: Jan Frithjof Stephan, Halsnæs Avis

Tillykke til alle finalister

Andenflest stemmer gik til Mad med Hjertet i Hørsholm, der tilbereder varme måltider på overskudsmad til familier i midlertidig krise.

Tredjeflest stemmer gik til Repair Café Nørrebro, der inviterer på lørdagscafé, hvor fiksere og besøgende hygger sig sammen med at reparere alverdens ting.

De fem fantastiske fællesskaber i finalen, fra venstre: Elderlearn, Halsnæs Affaldshelte, Repair Café Nørrebro, Mad med Hjertet og Bryd Unges Ledighed NU!
De fem fantastiske fællesskaber i finalen, fra venstre: Elderlearn, Halsnæs Affaldshelte, Repair Café Nørrebro, Mad med Hjertet og Bryd Unges Ledighed NU!
Foto: TV 2 Kosmopol

Stor tillykke til alle - også til de to øvrige nominerede, Elderlarn og Bryd unges ledighed NU, som mange også har stemt på.

Pengene falder på et tørt sted

Halsnæs Affaldshelte er allerede aktiv med foredrag, oplæg, sparring og hjælp til andre, der ønsker at engagere frivillige i at samle affald i naturen. Det arbejde vil kunne få endnu mere kærlighed med prisen på de 100.000 kroner.

quote Jeg har en ambition om at kontakte samtlige kommuner i Danmark for at fortælle dem, hvordan de bakker op om ildsjæle som mig

Annemette R. Eriksen, Stifter, Halsnæs Affaldshelte

- Jeg har en ambition om at kontakte samtlige kommuner i Danmark for at fortælle dem, hvordan de bakker op om ildsjæle som mig, så der kan komme affaldshelte i gang alle vegne, siger Annemette R. Eriksen fra Halsnæs Affaldshelte.

- Det skal ikke kun være i Halsnæs, og det er det heller ikke, men vi skal virkelig have det til at fungere i hele Danmark, så vi får det rigtigt skønt over alt, drømmer hun.

Prisoverrækkelse live

Fredag den 22. november fester vi sammen med Halsnæs Affaldshelte i vores 19:30-udsendelse. Her vil Tuborgfondet overrække prisen på 100.000 kroner til Annemette og de fremmødte affaldshelte i byrådssalen i Frederiksværk. 

- Det har betydet så meget for os at være med i Fantastiske Fællesskaber og få lov at vise, hvad vi gør. Jeg er sikker på, det vil inspirere andre til at gøre en forskel sammen, om det er ved at samle affald eller noget helt andet, siger Annemette R. Erikssen.

Om Fantastiske Fællesskaber

Fantastiske Fællesskaber hylder alt det, vi danskere har og gør sammen.

Det er er projekt, der styrker sammenhængskraften og civilsamfundets betydning i vores landsdele.

 

Projektet inspirerer til at skabe nye fællesskaber og udvikle dem, vi allerede har.

 

Fantastiske Fællesskaber er et samarbejde mellem TV 2 Regionerne, Tuborgfondet, Lokale og Anlægsfonden og Made By Us.

 

Læs mere om Fantastiske Fællesskaber her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik