1.000 ton tang skal fjernes fra stranden – og det er der en særlig årsag til

Og nej. Det er altså ikke kun for at gøre badevandet klar til sommersæsonen.

Det kan godt være, kalenderen fortsat siger marts. Men går man en tur på Mormorstranden i Dragør, så er den lige nu i gang med at blive klargjort til sommersæsonen.

Dragør Kommune er nemlig i gang med at fjerne 1.000 ton tang fra stranden nu, mens 500 yderligere ton bliver fjernet i løbet af badesæsonen.

Og det er altså ikke kun for at gøre stranden lækker til kommende badegæster. Det fortæller Kim Schwartz, der er leder af Vej og Gartner i Dragør Kommune.

- Vi skal gerne have taget tangen op inden april, så det kan bringes ud på landbrugsjorden inden maj. Derfor er vi i gang nu, fortæller han.

Mængden af tangen har de seneste år været stigende. Og selvom det selvfølgelig koster mandetimer at fjerne al den ting, så kan tangen altså bruges til den lokale landbrugsjord, som bruger tangen både som gødning og som middel til jordforbedring. Det foregår dog ikke altid uden udfordringer.

- Vi er altid spændte på analyseresultaterne, fordi tangen i perioder kan indeholde for meget af tungmetallet cadmium, og så må det ikke bringes ud på landbrugsjord, men skal afsættes til et anlæg, som kan håndtere tangen, siger Kim Schwartz.

Mormorstranden i Dragør forventes at kunne åbne for sommersæsonen omkring den 1. maj. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik