Voldsom brand raserede skole: Nu er oprydningen gået i gang

Oprydningsarbejdere er iklædt beskyttelsesdragter, fordi der stadig er asbest på brandtomten.

00:57

En gravko og oprydningsmandskab er nu gået i gang med at rydde op på stedet, hvor Tjørnelyskolen i Greve brændte ned i slutningen af marts.

På dronebillederne herover ses det, hvordan arbejdere og en stor gravko lidt efter lidt læsser resterne af skolen op på en ladvogn. 

Der vil være en del aktivitet på området den kommende tid, siger Rikke Hvelplund, der er centerchef for Teknik og Miljø i Greve Kommune.

- Første faste med at samle synlige ting op er overstået. Vi frygtede, at asbesten på siden af bygning ville sprede sig i asken, men det gjorde det ikke. Nu er vi igang med anden fase, hvor vi skal rydde op i hele tomten. De store maskiner skiller tingene ad, og så får vi kørt det, der kan være asbest i, til destruktion, siger hun til TV 2 Lorry.

Farlige fibre

Asbestfibre kan have længder fra ca. 30 cm ned til mikroskopiske partikler.

Hvis man indånder de små asbestfibre, kan de sætte sig fast i lungevævet, og det kan give lungelidelsen asbetose. Det kan også forøge risikoen for lungekræft, især i forbindelse med tobaksrygning, ligesom det menes at kunne føre til visse andre former for kræft. 

I Danmark blev anvendelsen af asbest forbudt i 1980, dog blev der givet dispensation til visse virksomheder.

​​​Asbest anvendes som klæde til beskyttelse mod ild og varme; som papir, tape, pap eller klæde til elektrisk isolering; som klæde til filtrering; som pap, spray eller tæpper til termisk isolering; som sandwich med papir eller pap mellem kobberplader til topstykkepakninger og i blanding med diatoméjord til foringer. 
 

Kilde: Gyldendal

Se mere

Aske spredte sig til daginstitution

Mandskabet på jorden har særlige beskyttelsesdragter på, fordi der var asbest i den nedbrændte bygnings facade, siger Rikke Hvelplund. Facadens plader faldt til jorden eller blev stående, og derfor blev asbesten inde på brandtomten. 

Asken fra branden faldt ned i omkringliggende haver og i en nærliggende daginstitution, men den blev kort tid efter branden erklæret ufarlig, efter at kommunen havde analyseret prøver.

- De store maskiner skiller tingene ad, og så får vi kørt det, der kan være asbest i, til destruktion. Foto: Greve Kommune

- Der kan være asbest tilbage på brandtomten, og ifølge Arbejdstilsynets regler om arbejdsmiljø skal medarbejderne, der rydder op derinde, bære forskelligt sikkerhedsudstyr, siger Rikke Hvelplund.

Greve Kommune oplyser, at man er i tæt dialog med entreprenøren og følger arbejdet nøje med både anmeldte og uanmeldte tilsyn. Kommunen forventer, at grunden er ryddet d. 1. oktober 2019.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik