Thor svingede sent lørdag aften sin hammer med voldsom styrke over Gladsaxe.
Fra klokken 23.40 og tyve minutter frem slog lynet hele tre gange ned i huse på Stengårds Allé, oplyser Beredskab Øst på Twitter.
Et af lynnedslagene forårsagede en større tagbrand, som var så voldsom, at den måtte bekæmpes af tre udrykningsenheder.
I alt var to indsatsledere og 19 brandfolk indsat til at slukke branden, og som natten skred frem arbejdede brandfolkene ihærdigt på at sikre husets indbo og undgå vandskade i bygningens underliggende etage.
Vagtchef overrasket
Vagtchef Brian Holm fra Københavns Vestegns Politi oplyser søndag morgen, at det lykkedes brandfolkene at få bugt med flammerne, men at husets førstesal blev beskadiget.
Beboerne var tilstede i huset, men ingen kom til skade.
- Nu skriver vi (politiet, red.) sagen, så forsikringsselskabet har noget at gå videre med, siger Brian Holm, der selv er noget overrasket over nattens bulder og brag.
- Jeg har ikke før hørt om så mange lynnedslag på én og samme vej inden for så kort tid. Men jeg vil ikke afvise, at det er sket før, siger han.
Færdselsuheld og væltede træer
Udover de mange lynnedslag har politiet også har haft travlt med at rykke ud til flere mindre færdselsuheld i nattens løb.
Ifølge vagtchef Brian Holm skyldtes uheldene formentlig, at vejbanerne var våde som følge af regnskyl.
- Der var flere, der valgte at tage bilen, hvilket de nok ikke skulle have gjort på det tidspunkt, siger han.
I Taastrup førte det voldsomme vejr også til, at et hav af træer væltede.