Vil du gerne døbes? Tag til 'Drop-ind-dåb'

I København hitter de såkaldte drop-ind dåbsdage.

"Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn". Sådan lyder det i kirken på de søndage, hvor der er barnedåb. Men søndag den 3. december kommer præsten i Eliaskirken på Vesterbro sandsynligvis til at sige ordene mere end én gang. 

Der er nemlig 'Drop-ind-dåb', og man forventer at mange spontant lægger vejen forbi kirken og bliver døbt. 

Det er anden gang, der er 'Drop-ind-dåb' på Vesterbro. Første gang var 8. september, og her var i alt 34 personer i alderen 1 til 81 år forbi døbefonden. 

- Vi havde ikke forventet en så stor tilstrømning og interesse. Mange mennesker har responderet positivt på den invitation, som Drop-Ind er udtryk for. At det er nemt og ligetil at gå ind i kirken. Derfor har vi besluttet at give folk endnu en mulighed for at droppe ind til dåb, siger Jens Andersen, formand for menighedsrådet for Vesterbro Sogn i en pressemeddelelse. 

Flere voksne i Københavns stift vil døbes. Se vores indslag om Line Bødker der netop er blevet døbt i en alder af 31 år. 

Ifølge Birgitte Kvist Poulsen, der er ledende sognepræst i Vesterbro Sogn, er der mange forskellige årsager til at folk vælger drop-ind-dåben: 

- Det kan både være forældre med større børn og de voksne, der længe har næret et ønske om at blive døbt, men som oplever det, som et svært skridt at tage. Måske man ikke ønsker så meget postyr omkring sin person. Måske man oplever, at man kan risikere at skulle til en slags eksamen i sin tro. Men dåb er aldrig en eksamen, og stor festivitas er ikke påkrævet, forsikrer hun. 

Vil du døbes?

Hvis du ønsker at kigge forbi Eliaskirken på søndag, er det eneste, du skal gøre, at medbringe gyldig legitimation med foto - for eksempel kørekort eller pas. Hvis du er under 18 år, skal du desuden have mor eller far med. 

Alle er velkomne - også selvom man ikke bor på Vesterbro, og det kræver ikke tilmelding.  

- Man kan både komme alene eller sammen med nogle venner eller familie. Dåben er den samme, men man kan blive døbt på mange måder. Er man bare nysgerrig på dåb, er man også velkommen til at kigge ind og få en snak med en præst, siger William Salicath, der er sognepræst i Eliaskirken i pressemeddelelsen. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik