Foto: Kasper Palsnov - Ritzau Scanpix

Vidste du det? Luften er mere forurenet i dit hjem end udenfor

Luften i vores hjem kan være op til fem gange mere forurenet end luften udenfor, viser ny undersøgelse. Otte ud af ti københavnere tror det modsatte.

De færreste er klar over det.

Men luften i vores hjem kan være op til fem gange mere forurenet end luften udenfor.

Det viser et nyt studie, som vinduesfabrikanten Velux står bag. Studiet har de baseret på forskning - blandt andet fra Aarhus Universitet - kombineret med en ny undersøgelse fra YouGov på tværs af 14 lande.

Den dårlige luft indendøre skyldes blandt andet madlavning, rengøringsmidler og partikler fra elektronik og legetøj. 

- Vi ved, at indendørsforurening er et stort problem, og det er især et problem, hvis man ikke får luftet godt nok ud, siger Ole Hertel, der er professor ved Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet og en af de førende forskere i Danmark inden for luftforurening.

Læs også København går til kamp mod luftforening

Kan give astma og koncentrationsbesvær

Man ved ikke lige så meget om konsekvenser af forureningen indendørs som af den udendørs, der blandt andet kan give kræft, hjertekarsygdomme, sukkersyge og luftvejssygdomme. 

Men man ved, at et dårligt indeklima kan have konsekvenser for helbreddet. 

00:52 Luk video

Disse tæller alt fra dårligere koncentrationsevne til astma og andre luftvejssygdomme. Samtidig får det flere og flere til hyppigere at hoste, blive forkølede og få åndedrætsproblemer, viser forskningen.

Og særligt københavnere er i risiko for at kunne lide af følgerne.

22 procent af befolkningen i hovedstaden tilbringer nemlig mellem 21 og 24 timer af døgnet indendørs. Dermed er det den befolkningsgruppe, hvor flest lever et liv hovedsagligt indendørs.

Samtidig svarer 81 procent af københavnerne i rundspørgen, at de tror, at luften udenfor er mere forurenet end indenfor. Kun 19 procent ved altså, at luften indenfor typisk er mere forurenet.

Læs også Så farligt er luftforurening - og sådan påvirker det din krop

Dette værelse er værst ramt

Studiet peger på, at børneværelset er det lokale i hjemmet, hvor luften er mest forurenet.

Det skyldes blandt andet partikler fra legetøj, fugt og for lidt udluftning. 

Samtidig skriver Velux, at forskning peger på, at flere børn vil få astma og allergi de kommende år på grund af dårligt indeklima.

Læs også Rødt flertal vil kortlægge usund luft i København

Her er seks simple råd til et bedre indeklima i dit hjem:

  • Åbn dine vinduer tre til fire gange dagligt for at få frisk luft ind – lav gerne gennemtræk
  • Hold døren lukket til badeværelset, når du går i bad, og åbn vinduet eller tænd for ventilatoren for at få fugten ud af rummet
  • Tænd for emhætten og åbn vinduet, når du laver mad
  • Undgå brug af stearinlys
  • Hæng dit vasketøj til tørre udenfor
  • Sørg for at gøre rent jævnligt

Kilde: Velux