Video afslører kirke-rydning

Politiet brød dørene op og brasede ind i kirken i kampuniform med knipler. Sådan lød påstanden, efter at politiet havde ryddet Brorsons Kirke for afviste irakiske asylansøgere natten til 13. august.Men det er løgn, viser en video, politiet selv optog under aktionen, og som B.T. søndag kan offentliggøre på bt.dk.

Minut for minut afslører videoen - der varer en time - et helt
andet hændelsesforløb end det, kirkeaktivisterne og præsten har
præsenteret for offentligheden.
-Irakerne havde samlet sig ved alteret med 50 kampklædte
betjente i en rundkreds omkring sig. Med våben, knipler, visir
og hjelme, sagde præsten Per Ramsdal.
Men på videoen er de vrede betjente med de hævede knipler væk.
Det samme er kampuniformer og peberspray. I stedet ser man
rolige betjente, der i skjorteærmer og kasketter går ind ad en
ulåst bagdør. Betjente, der i 40 lange minutter tålmodigt
forholder sig helt roligt og forsøger at forhandle, mens
irakerne skrigende og råbende truer betjentene med kasteskyts,
hævede stole og mikrofonstativer samt truer med at snitte i sig
selv eller kaste sig ud fra orglet, skriver B.T.
Politiet står i 40 minutter helt afventende. Først da ifører
de sig hjelme. Og det skyldes, at nogle irakere er begyndt at
kaste glas og lignende mod dem. Efter en times tid begynder
irakerne at overgive sig til politiet. Mod at få lov at hente
personlige ting, følger de frivilligt med politiet ud af
kirken.
-Det er ærgerligt, at der er fremkommet forkerte oplysninger
om, hvordan vi ryddede kirken. Jeg har hele tiden vidst, at vi
gennemførte aktionen roligt og besindigt. Og filmen beviser, at
det er rigtigt, siger Københavns politidirektør Johan Reimann
til B.T.
I den frivillige organisation Kirkeasyl er der to uger efter
rydningen også skruet ned for retorikken.
-Der var stor forvirring, og det hele var så dramatisk. Der
blev sagt mange ting ret hurtigt under aktionen, siger talsmand
Lauritz Hovgaard.
Videoen ændrer ikke synet på aktionen hos sognepræst Per
Ramsdal.
-Jeg synes, at det er en dramatisk og voldsom aktion, som er
brud på mere end tusind års regler for, at kirker er hellige,
siger han til B.T.