01:52

Venstre-politiker om boligballade: Det kan lade sig gøre

Flere borgmestre kritiserer de nye topartsforhandlinger mellem KL og Regeringen. De mener ikke, at der kan bygges mere i kommunen. V-politiker er uenig.

Topartsaftalen har frigivet midler til, at kommunerne kan oprette permanente boliger til de flygtninge, som mangler et sted at bo.

Hele 640 millioner er det blevet til ved forhandlingsbordet, men kapitalindsprøjtningen er ikke nok, mener flere borgmestre.

De betvivler, hvorvidt det kan lade sig gøre at bygge i kommunerne, der allerede er tæt bebygget.

Den holdning deler medlem af udlændinge og integrationsudvalget, Jan E. Jørgensen (Venstre), ikke.

Ifølge ham har aftalen netop givet mere plads og flere muligheder til at skabe boliger til de flygtninge, som skal bo i kommunerne. Det skyldes blandt andet en række lempelser.

- Det vi blandt andet har gjort er at slække på kravene, sådan så du kan lave boliger steder, hvor hvor man før ikke kunne bygge, for eksempel har vi slækket lidt på nogle støjkrav. Vi har også slækket på pladskravene, så man ikke nødvendigvis behøver at have en hel lejlighed, hvis man er en, men godt kan bo flere sammen, lyder det fra politikeren.

Han mener, at opgaven kan og skal løses ude i landets 98 kommuner.

- Der er jo ikke noget, der hedder Christiansborg Kommune. Vi bliver nødt til at løse det her i kommunerne, siger Jan E. Jørgensen.

Se mere i indslaget over artiklen.