Foto: TV 2 Lorry

Venstre-borgmester varsler opgør

Det er den helt gale vej at øge straffen over for børn under 15 år. Sådan lyder kommentaren fra borgmester i Egedal og pensioneret kriminalinspektør, Willy Eliasen. Han går dermed i rette med sit parti.

- Jeg vil mane partierne i den borgerlige side af Folketingssalen til besindighed og overveje, om de ikke selv med deres forslag medvirker til grovere handlinger overfor børnene end dem vi for det meste ser de 12-15 årige begår mod samfundet", skriver borgmesteren i en kronik i Frederiksborg Amts Avis.

Så sent som i maj slog daværende retsordfører for Venstre, Karsten Lauritzen fast, at børn ned til 12 år skulle kunne straffes, og der skulle være en særlig ungdomsdomstol til den hårde kerne af unge.

Det blev dog ikke nævnt direkte i regeringsgrundlaget efterfølgende. Til gengæld står der, at regeringen vil reformere indsatsen mod ungdomskriminalitet med et helt nyt system for unge kriminelle.

Der skal være »mærkbar konsekvens« og flere muligheder for effektiv sanktion »også selvom man er under 15 år«.

Justitsministeriet offentliggjorde i april en opgørelse over udviklingen af børne- og ungdomskriminalitet fra 2001 til 2014. Den viser, at antallet af mistanker og sigtelser mod 10-14-årige er faldet med 67 procent siden 2006. Venstres nuværende retsordfører holder dog fast i flere sanktionsmuligheder, men ingen børn skal havne i fængsel.

- Det kunne være en slags ungdomsdomstol, hvor en dommer kan afprøve skyldsspørgsmålet og fastsætte en fornuftig konsekvens. Det kunne måske være at vaske graffiti væk, siger Preben Bang Henriksen (V) til avisen.

I Det Kriminalpræventive Råd ser sekretariatschef Anna Karina Nickelsen ingen idé i blot at sætte den kriminelle lavalder ned. Omvendt hilser hun et eftersyn af de mest effektive sanktionsmuligheder velkomment.